1. December

Maria lukkede døren efter sig. Gulvtæppet på værelset sugede hendes skridt i sig, mens den spæde vintersol kastede hendes skygger mod væggen. Hver gang hun gik ind på værelset, forsøgte hun at tage så mange af detaljerne til sig. Det rosa sengetæppe, der var flosset i kanterne, maleriet over sengegærdet og det smalle glasskab over for vinduet. Når solen skinnede som i dag var fingeraftrykkene tydelige, og Maria prøvede at huske hver af dem, for hun vidste, at hun inden længe måtte forlade Doktor Stahlbaums hus til fordel for at blive fruen i sit eget. Fru Drosselmeier lå stadig mærkeligt i munden på hende, som en støvbold der voksede, når hun prøvede at sige det, eller når hun blot tænkte på det. Havde Elias ikke været væk i snart en måned kunne hun måske også have set frem til den nye tilværelse i den sydlige del af Nürenberg, men han havde kun sendt hende enkelt brev fra sine rejser til Berlin og knap skrevet andet, end at han ville være hjemme før jul. Før i tiden havde han skrevet lange breve om alt, hvad han oplevede og om alt det, de sammen kunne opleve, når de først blev gift. Nu fyldte de ikke engang en side. Han havde så travlt, og Maria frygtede, at denne travlhed fortsatte ind i deres ægteskab, og hun ville være alene i huset i Nürenberg. Glasskabet gengav svagt hendes vemodige blik, men hun så kun legetøjet bag glaslågen. Hun var blevet beordret af sin mor i stedet for at slentre tungsindet omkring, og selvom det ganske vist var mange år siden, hun havde leget med alle dukkerne i skabet, hjalp det dog ikke det mindste på hendes sindsstemning at skulle pakke det hele sammen. Hun åbnede lågen med et suk. Der stod porcelænsfigurerne pænt på linje, den unge danser så op på majoren, og hesten stod bag dem med benene løftet og manen blafrende efter sig som i galop. Men den stod helt stille, og støvet lå tykt omkring alle de mange figurer, hun havde samlet gennem en lang barndom. Engang havde Fritz’ tinsoldater stået i geledder på hylden under, men de var alle pakket sammen, det samme var Louises legetøj. Der var kun Marias tilbage. Hun stod blot og stirrede ind i skabet uden at flytte på noget af det. Dukkerne sad lænet mod bagsiden og kiggede ud mod hende med det samme salige smil som altid. Hun tog den første af dukkerne ud og lagde den i kassen, som moderen havde stukket hende mellem armene. Et øjeblik fingerede hun ved dukkens lilla skørt og havde næsten stillet den tilbage på hylden igen, da hun beslutsomt lod den ramme kassens bund. Så lagde hun hurtigt de andre oveni og tvang sig selv til ikke at dvæle ved hver enkel. Kun da alle hylderne på nær én var tom, så hun op. Der, lige ud for hendes næse stod nøddeknækkeren tilbage som den eneste. Hun kunne stadig huske den jul, hun havde fået den i gave af gudfar Drosselmeier, Elias’ onkel. Dengang havde hun drømt sig ind i en barnefantasi, som hun knap kunne huske længere. Hun smilede ved tanken og tog nøddeknækkeren mellem hænderne. Han var nøjagtig den samme med den røde jakke, sablen i bæltet, det hvide hår og ansigtet, som gik for at være hæsligt, men som hun havde lært at holde af. Det var længe siden, hun overhovedet havde skænket den lille træfigur en tanke. Det var også den jul, hun først mødte Elias. De havde begge leget med nøddeknækkeren, og Maria havde fortalt ham alt om sin fantasiverden. Han kunne sikkert ikke huske det længere. Hun turde heller ikke spørge ham. Han havde ikke tid til den slags. Hun sukkede endnu en gang og skulle til at lægge nøddeknækkeren ned i kassen, da det svimlede for hende. Hun kunne stadig mærke nøddeknækkeren mellem sine fingre, da værelset snurrede rundt. Hun var ikke sikker på, om hendes fødder stadig stod på det bløde gulvtæppe, eller om de drejede som hendes syn. Det snurrede så hurtigt, at det hele flød ud i et og snart blev mørkt. Hun rakte den anden hånd frem i mørket, mærkede glasskabets kølige overflade mod sine fingerspidser, men så forsvandt også det. Mørket var nu fuldkomment, og hun mærkede en skarp smerte i armen.