Da Maria vågnede, lå hun på jorden. Hun så sig omkring. Hun var ikke længere på værelset eller noget sted i huset. I stedet befandt hun sig på en eng med gamle træer, og der duftede af sukker og moden frugt. Fra oven forsøgte solen at komme igennem et tykt skydække. Først efter noget tid gik det op for hende, at skyerne alle var formede som dyr. Hun så en fisk, der svømmede efter en sommerfugl med panisk blafrende vinger. Netop som fisken nåede den, blev sommerfuglen til en sangfugl og så en fiskehejre. Den vendte sig mod fisken, der hurtigt svømmede væk, og i den næste skridt blev hejren til et pindsvin. Maria lod himlen være himmel og fuld af dyr og rejste sig. Græsset var blødt, og hun gik roligt gennem engen. Da hun kom til et af de store træer, stoppede hun forundret op. Under træet lå der massevis af konfektstykker så store som julekugler. Hun skulle netop til at samle et stykke, da en hveps på størrelse med en grankogle satte sig på det. Der sad kæmpemæssige hvepse og fluer i alle de nedfaldne stykker konfekt, og Maria så i stedet op under træets krone. På en gren over hende hang et stykke konfekt, glinsende og insektfrit. Hun rakte op efter det, og da hun brækkede det kæmpemæssige stykke konfekt midt over, var duften af sukker overvældende. Konfekten var sød, og hendes tænder næsten klistrede sammen, da hun tog en bid. Men kun lige som hun havde fået det ind i munden, spyttede hun det ud igen og smed resten fra sig. En ørentvist så stor som hendes lillefinger kom ud fra konfekten og løb et øjeblik forvirret omkring hendes fødder, før den styrtede tilbage til det nedfaldne slik under kronen. Maria skyndte sig væk fra træet, og som hun gik gennem engen opdagede hun, at de andre træer i engen var udsat for den samme plage. Hvepse og fluer sværmede om det nedfaldne konfekt, og bladene var krøllede, som var de ramt af tørke. Maria anede stadig ikke, hvor hun var, og hun havde endnu ikke set en eneste, hun kunne spørge. Først da hun kom til en stor port af rosiner og mandler, klistret sammen af sukker, vidste hun, hvor hun var landet. Porten målte flere meter over hende, og på den anden side strakte sig et bredt fortov af blank bolchemasse. Dette var Sliklandet fra hendes barndomsfantasi. Bolchestien bugtede sig gennem landet, og længere fremme hoppede en gruppe små skikkelser afsted. De gik ikke stærkt, og Maria indhentede dem hurtigt.

“Undskyld mig, undskyld,” råbte hun efter dem. De standsede op og vendte sig mod hende. Hun småløb det sidste stykke og kunne hurtigt se, at det var syv små aber med lange haler og røde jakker. De havde hver en instrument i hånden, én havde en trompet, en anden en tamburin og en tredje en fløjte. De kunne ikke stå stille, men hoppede hele tiden fra side til side og trådte ind imellem hinanden over tæerne. Så sendte den forurettede en knytnæve mod gerningsmanden, og der udbrød en kort brydekamp, før Maria igen fik deres opmærksomhed.

“Undskyld, ved I, hvordan jeg kommer hjem?” De så på hinanden, stadig mens de hoppede frem og tilbage.

“Hjem? Hvor bor du da?” spurgte en af dem med lys stemme.

“I Nürenberg. Jeg vil gerne hjem hurtigst muligt, inden jul i hvert fald.” Aberne så på hinanden. Ingen af dem havde nogensinde hørt om Nürenberg, og jul så heller ikke ud til at lyde genkendeligt, for det havde ikke været jul i Slikland i meget lang tid.

“Nürenberg?” sagde en forundret.

“Det har jeg hverken set eller hørt om,” sagde en anden.

“Så findes det nok ikke,” konkluderede en tredje

“Det kan da godt findes, selvom du hverken har set det eller hørt om det,” sagde en fjerde.

“Det er i hvert fald ikke i Slikland,” sagde endnu én, og der var lige ved at udbryde diskussion om, hvorvidt Nürenberg fandtes eller ikke fandtes, hvis ingen af dem nogensinde havde set det. Det kunne jo være, det bare var usynligt eller meget småt. Og hvis det var tilfældet, kunne det jo ligge hvor som helst.

“Jeg bor i Nürenberg, og jeg vil gerne tilbage hurtigst muligt,” sagde Maria, men aberne trak bare på de små skuldre og var lige ved at vende sig for at gå, for de vidste ingenting om Nürenberg og var ikke engang blevet enige om, om det overhovedet fandtes.

“Så må du endelig sige til, når De finder det, for jeg har aldrig set en Nürenberg,” sagde den mindste af aberne og travede så efter de andre.

“Vent!” råbte Maria efter dem og de stoppede op, så meget som de nu kunne, for det var umuligt for dem at stå stille. De hoppede stadig frem og tilbage på bolchestien.

“Hvor skal I hen?” spurgte hun dem.

“Til konfektbyen. Det er blevet farligt at opholde sig herude, og ingen vil give en flok gademusikanter et sikkert sted at sove,” svarede en af aberne.

“Farligt? Mener du hvepsene?” spurgte Maria.

“Det er da mindste problem. Men så er der godtegnaskere, spøgelsesspisere, mug og råd,” forklarede én.

“For slet ikke at tale om sukkertænderne,” fortsatte den næste.

“Og confiseur!” udbrød endnu én, og de sprang alle op i skræk og deres knæ rystede, mens fødderne trippede.

“Godtegnaskere? Confiseur?” spurgte Maria forvirret, og alle syv aber nikkede ivrigt i takt.

“Slet ikke sjove at møde.” Aberne rystede på hovedet, stadig i takt.

“Du må hellere komme med, frøken Nürenberg,” sagde den mindste af aberne og trak i hendes skørt.

“Hvem er confiseur?” spurgte Maria, men lod sig trække med, da aberne begyndte at gå. 

“Farligt. Meget farligt.”

“Men hvad er det?” blev Maria ved.

“Det er confiseur. Meget farligt,” gentog aben, og Maria lod det blive ved det.

“Men det her er Slikland, hvor alt er godt og sødt,” sagde hun og så sig omkring. Der var øde omkring dem, og fortovet af bolchemasse snoede sig gennem landskabet med enge og konfekttræer på begge sider. Der så næsten fredeligt ud, præcis som hun huskede det fra sin barndom, så længe man ikke kiggede for længe på konfekttræerne. Aberne så sig nervøse omkring.

“Det er nøddeknækkeren. Han er syg,” hviskede den ene abe.

“Nærmere forbandet,” hviskede en anden.

“Og så er hele Slikland syg,” sagde en tredje og slog ud med armene.

“Nøddeknækkeren?” grinede Maria. Hvis dette virkelig var det Slikland, hun havde drømt om som barn, så var nøddeknækkeren hendes bedste ven og landets konge.

“Du så hvepsene, men der er værre ting, der kommer frem nu, og nøddeknækkeren gør ingenting ved det.”

“Han gemmer sig på marcipanslottet, og ingen har set ham i evigheder. Han siger, at han har meget travlt.”

“Med hvad?” spurgte Maria, men aberne trak på skuldrene. Det vidste de lige så lidt om, som de vidste om Nürenberg.

“Måske han gemmer sig for confiseur?” foreslog den lille abe, og de rystede igen af skræk. Maria fulgte efter dem hen ad bolcheestien mod konfektbyen og marcipanslottet, mens hun undrede sig over, hvad der dog var sket, siden hun sidst besøgte Slikland.