Da Maria havde set til, at fuglene gik i gang med at bage honningkagemænd og lave flødeis, forlod hun marcipanslottet. I konfektbyen var der stadig tomt, og ingen åbnede, da hun bankede på dørene. Hun skulle finde et barn. Hun var ikke sikker på, at konfektstykker havde mælketænder, som de kunne tabe, og derfor vidste hun ikke, om de kunne bruges, men måske de vidste, hvor hun kunne finde børn med mælketænder. Men der var tomt og øde, og hun måtte forlade konfektbyen uden den mindste idé om, hvor der fandtes børn i Slikland. Så hun fulgte bolchestien gennem landskabet, der ligesom i slikengen var præget af græs og store konfekttræer, hvor fluer og hvepse spiste løs. Maria gik og gik, indtil hun kom til en port, der markerede en ny by. Porten var i porcelæn og malet i mørkeblå krummelurer, og hun tænkte, at her måtte der da være børn. Husene i byen var tekander i pocelæn, og fra flere af dem dampede det ud fra tuden. Bolchemassen under hende blev til porcelæn, og hendes sko klikkede, da hun gik gennem byen. Her var der i det mindste ikke tomt. På pladsen midt i byen var et marked med små boder, men der var ikke kunder i en eneste af dem, og Maria gik alene over pladsen. De havde alle parasoller, og deres hud var hvid som, ja, som porcelæn. Når hun passerede dem fulgte de sorte, smalle øjne hende et stykke, før de opgav hende igen og fortsatte deres arbejde ved boderne. Der var helt stille i byen bortset fra Maria klikkende skridt mod porcelænen. Hun stillede sig foran en af sælgerne, der var i færd med at sortere tørrede blade i forskellige bunker, og hun spurgte ham, hvor hun kunne finde nogle børn, for hun havde endnu ikke set nogen i byen.

“Børn?” sagde manden. “Her er ingen børn.”

“Men hvor kan jeg finde nogle børn?” spurgte Maria igen. Manden trak på skuldrene.

“Jeg har ikke set børn i lang tid, og jeg har i øvrigt også andet at tage mig til,” og så vendte han tilbage til sine tørrede blade. Det gik op for Maria, at det var te. Hun gik videre, og alle sælgerne på det lille marked så ud til at sortere te. De havde alle langt sort hår og kimonoer, der var malet i lige så fine mønstre som porten og de mange tepottehuse. Og ligesom den første tesælger vidste ingen af dem, hvor hun kunne finde nogle børn.

“Nej, børn har vi ingen af her i byen.”

“Børn? Ikke så vidt jeg ved.”

“Nej, jeg ved ikke, hvor børnene er,” sagde de alle.

“Jamen, hvor er alle børnene dog blevet af?” spurgte hun til sidst, modløs og træt. Tesælgerne så på hende.

“De er forsvundet,” sagde en.

“Men det er længe siden,” sagde en anden.

“Hvorfor?” spurgte Maria, men ingen af dem vidste det. Nogle foreslog, at de ikke kunne lide te, og måske hellere ville bo i chokoladebyen, men Maria forsikrede dem om, at hun ingen steder i Slikland havde set et eneste barn.

“De må være flygtet,” sagde en ny sælger. De var ved at slå ring om Maria, måske fordi de håbede, at hun ville købe noget af deres te.

“Det er nøddeknækkerens skyld,” sagde en nytilkommen.

“Nøddeknækkeren?” spurgte Maria, og pludselig vidste de alle sammen, hvorfor børnene ikke længere var i Slikland. Det var nøddeknækkerens skyld.

“Han har forvist dem fra landet. De prøvede at tale ham til fornuft, sagde at han måtte gøre noget mod sukkertænderne, for de spiser alt sukkeret,” fortalte en af dem.

“Og man kan ikke drikke te uden sukker,” indvendte en af de andre, for det sagde han altid til kunderne.

“Man kan faktisk ingenting uden sukker. Og er alle så fattige, for sukkertænderne spiser alt vores sukker, og til sidst bliver alt og alle spist af sukkertænderne, indtil der ikke er noget Slikland tilbage,” fortsatte den første. 

“Men nøddeknækkeren ville ikke lytte til børnene. Han smækkede sine porte og forviste dem fra landet. Så nu er de flygtet,” bød en anden tesælger ind. Og de var alle enige i, at det var det, der var sket. Maria satte sig modløs på jorden.

“Men når ingen har sukker, er der ingen, der køber te,” sagde en.

“Og hvad skal vi tesælgere så gøre?” spurgte en anden.

“Ja, nøddeknækkeren må gøre noget,” bestemte en tredje, og snart brokkede alle tesælgerne på torvet sig over prisen på te, manglen på kunder, sukkeret, der blev spist af sukkertænderne og alt det, som nøddeknækkeren ikke gjorde noget ved.

“Og tænk sig, han spærrer sig inde i sit guldslot.”

“Hvad skal det dog nytte? Hvis han ikke gør noget, så er der ingen, der har noget sukker tilbage overhovedet i hele Sllikland, og så kan det vel knap hedde Slikland længere!” var der en af dem, der kom på.

“Så må det hedde Sukkerfriland,” foreslog en.

“Eller måske Stevialand, men der er jo ingen, der har lyst til at bo,” foreslog en anden. Og der udbrød næsten panik på torvet, for alle tesælgerne med hvid hud og lange kimonoer kunne slet ikke forestille sig, hvad der så skulle blive af te, hvis man ikke kunne komme sukker i. Det lod til at de fuldstændig havde glemt Maria, der stadig stod i deres midte og prøvede at overdøve dem.

“Jamen jeg skal bruge et barn!” udbrød hun.

“Var det ikke noget, med en kop te i stedet?” spurgte en af sælgerne. Maria rystede på hovedet, men sælgerne blev ved.

“Det er en helt ny blanding.”

“Men ikke så god som denne traditionelle blanding,” indskød en af de andre.

“Hvis De er trist og træt, så må denne være den bedste,” sagde endnu en og holdt en pose velduftende te frem. Maria rystede på hovedet.

“Det er meget pænt af jer, men jeg skal altså finde et barn, og hvis her ingen børn er, må jeg hellere komme videre,” sagde Maria. Sælgerne prøvede alle at få hende til at dufte til netop deres te, men Maria gik målrettet gennem byen og tilbage på bolchestien.