Maria og Drosselmeier sad fortvivlede og så den brune kakao strømme forbi dem. Der var intet spor af chokoladeharen tilbage, og Maria så modløs ud over den dampende strøm.
“Sig mig, er du ikke opfinder?” spurgte hun. Drosselmeier nikkede. Han var lige så modløs, for ligesom Maria var han kommet til at holde af chokoladeharen, og der er ikke noget mere bedrøvende end at miste en, man holder af, og da slet ikke når de smelter i en flod af varm kakao.
“Så må du da kunne lave en opfindelse, der kan få chokoladeharen tilbage,” konkluderede hun, men Drosselmeier rystede på hovedet.
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle få den tilbage, for nu er den jo smeltet, og alt dens chokolade blandet med kakaoen i floden, og vi vil aldrig kunne finde netop det chokolade, som udgjorde netop den hare, og vi vil derfor aldrig kunne genskabe haren som den var, og så er det jo som om, man slet ikke genskaber den,” forklarede Drosselmeier, men Maria var stædig og ville ikke høre på ord som aldrig. Den slags ord gør aldrig noget godt, men hvis man fjerner aldrig fra den sætning, så gør det jo faktisk alligevel. Det havde Maria dog ikke tænkt over, og hun var blot opsat på, at Drosselmeier skulle opfinde et eller andet, der kunne få chokoladeharen tilbage. Men Drosselmeier insisterede på, at det ikke kunne lade sig gøre. De satte sig begge tavse på flodbredden. Måske det var held, eller måske sukkerfeen hjælper alle, der virkelig er i nød, for hun kom i det øjeblik flyvende ned mod dem fra en lyserød sky på himlen. Maria, som netop havde forladt marcipangården, vidste nu, at nogle feer var dovne og drilske, men hun kunne allerede nu se, at sukkerfeen var en god og dygtig fe, som var der for at hjælpe dem. Hun have store lyserøde vinger, og da hun landede foran dem, var Maria overbevist om, at hun var den smukkeste fe, hun nogensinde havde set.
“I ligner nogle, der kunne have brug for hjælp fra en sukkerfe,” sagde hun.
“Chokoladeharen er smeltet i kakaofloden, og ikke engang Drosselmeier kan komme på, hvordan vi kan redde den,” forklarede Maria, og sukkerfeen smilede, så Maria blev sikker på, at det hele nok skulle gå, ligesom hun selv havde sagt til chokoladeharen, da dens ører endnu ikke var smeltet helt bort. Sukkerfeen fløj ud over kakaofloden og nøs tre gange, så lyserødt glimmerstøv dryssede ned i den brune kakao. En lille hvirvel kom til syne, der hvor støvet landede, og hvirvlen blev større og større, til der til sidst kunne stikke et par ører op fra dens midte. Chokoladeharen steg op af kakaofloden og svævede ved siden af sukkerfeen hen på flodbredden til den glædesstrålende Maria og den forbløffede Drosselmeier. Selvom han ofte havde besøgt Slikland, og han vidste, at magi virkelig fandtes, for det er nemlig kun sådan, man kan komme dertil, så havde han aldrig set noget lignende. Måske han havde set for meget af Nürenberg og for lidt af Slikland til at tro, at en sukkerfe virkelig kunne genskabe en chokoladehare, der var smeltet i en kakaoflod, men sådan skete det ikke desto mindre, og han var fra det punkt overbevist om, at der ingen grænser var for, hvad der kunne lade sig gøre, så længe man var i Slikland. Maria blev så glad over at se chokoladeharen, at hun straks kastede sig om dens hals, så den næsten væltede bagover ned i kakaofloden endnu en gang. Den var nu også meget glad for at være genopstået fra kakaofloden, og de takkede alle tre sukkerfeen mange gange.
“Ved De så også, hvor børnene gemmer sig?” spurgte Drosselmeier.
“De skjuler sig et hemmeligt sted, og det er jo kun hemmeligt, så længe ingen ved det,” sagde hun.
“Men de er de eneste, der kan kurere nøddeknækkeren og redde Slikland,” protesterede Maria, men sukkerfeen rystede blot på hovedet.
“Hvis jeg skal foreslå jer én ting, så skal I tage til kirsebærtoppen,” sagde sukkerfeen og fløj tilbage til sin sky på himlen. Maria, chokoladeharen og Drosselmeier satte i samme øjeblik kursen mod kirsebærtoppen, for de var overbeviste om, at sukkerfeen alligevel måtte vide et og andet om, hvor børnene gemte sig.