Med chokoladeharen genopstået fra kakaofloden var både Maria, Drosselmeier og selvfølgelig chokoladeharen selv i et forrygende humør, da de gik mod kirsebærtoppen. Det var det højeste punkt i Slikland, og snart kunne de se tinden ude i horisonten. Maria var overbevist om, at sukkerfeen havde ledt dem på sporet af børnene, og at de nu var tættere end nogensinde på at kurere nøddeknækkeren. Hun glædede sig allerede til at komme tilbage til marcipanslottet og dufte den himmelske duft af nybagte honningkagemænd, som gæssene og hønsene i køkkenet måtte være i gang med. Papegøjen lavede isen, og så snart en af børnene havde spist det, ville Slikland være reddet. Drosselmeier havde ikke sagt meget, siden de startede deres vandring fra kakaofloden, men da de stod ved foden af det store bjerg, stoppede han op.

“Jeg har fået en idé,” sagde han. “Måske børnene ikke er på kirsebærtoppen, for der er alt for koldt for børn eller nogen i det hele taget, men fra toppen af bjerget kan vi se hele Slikland, og med en kikkert må vi kunne få øje på dem, uanset hvor de gemmer sig.” Og Maria syntes, at det var verdens bedste idé, og både hende og chokoladeharen hoppede videre op ad bjerget med visheden om, at snart ville alt blive godt igen, og Maria ville nå hjem til Nürenberg til jul. Sådan startede deres vandring op ad bjerget, men kun var de kommet halvvejs, før endnu en ting stod i vejen for deres videre fremdrift. Tingen var en stor bom i stribet bolchemasse, og i en lille hytte ved siden af bommen sad en mand, der var lille nok til hytten, for ellers ville det have været noget rod. Manden så op, da de rejsende kom mod ham, for der kom ellers aldrig rejsede mod kirsebærtoppen, fordi der var så koldt, og det var så fjernt, og det er virkelig noget, der kan slukke rejselysten hos de fleste. Men ikke disse rejsende, så det ud til. I stedet marcherede de lige mod ham, og han anede knap, hvad han skulle sige andet end:

“Stop! Holdt! Stands lige der!” Og det gjorde de så.

“Vi er på vej mod krisebærtoppen,” forklarede Maria. “Kan De ikke løfte bommen, så vi kan komme forbi og kigge ud over hele Slikland, så vi kan finde børnene og kurere nøddeknækkeren?” Og manden syntes, at det var en rigtig lang sætning, for han talte sjældent med nogen, og han så forvirret på dem.

“Niksen, nul, aldrig i livet,” sagde han, for han sagde altid tingene tre gange på tre forskellige måder, sådan at alle kunne forstå ham, også ham selv.

“Men vi må altså videre,” sagde chokoladeharen, og Maria nikkede ihærdigt.

“Ingen kommer forbi, bommen er lukket, I kan ikke komme op ad bjerget.”

“Hvorfor ikke?” spurgte Drosselmeier.

“Ordre, besked, befaling.” De tre rejsende så på hinanden.

“Ordre fra hvem?” spurgte Drosselmeier, og siden manden ikke kunne finde på tre forskellige ord for hvem, der havde givet ham ordren, kunne han ikke gøre andet end at vinke dem med sig, så de kunne tale med chefen selv.

“Kom med, den her vej, følg mig.” Og de gjorde, som han sagde. Han ledte dem ind ad en sti et stykke op ad bjerget, hvor flere små hytter stod. Der var også en lille indgang indtil en hule i bjerget, og ud fra den kom små mænd, der passede både til hytterne og til indgangen, for ellers havde det set mærkeligt ud. De gik med hakker over skuldrene, og det hele passede sammen i størrelsen bortset fra den vogn, de trak efter sig. Den var alt for stor til deres små arme, og de kæmpede alle med at skubbe og trække den ud fra klippehulen, og alligevel gled den kun langsomt over grusstien. Inde fra hulen hørtes banken og hamren. Maria så på laddet af vognen, og hun troede først, at det var guld, for det skinnede og havde samme varme gyldne farve.

“Karamelbruddet,” sagde chokoladeharen, og Maria opdagede, at den hårde gyldne, skinnende masse på vognen ikke var guld, men karamel. Vagtposten vinkede dem med hen til den største af hytterne, og rimeligt nok var det også den største af mændene, der boede derinde. Han sad ved et skrivebord og så meget chefagtig ud, for han havde helt rene hænder og pænt friseret hår modsat de minearbejdere, der havde trukket karamelvognen.

“Dem her, de der, se her,” begyndte den lille mand fra vagtposten ved vejen, og chefen så utålmodigt op.

“Kom til sagen,” sagde han, og manden nikkede tre gange.

“De vil op til kirsebærtoppen, de skal forbi bommen, de vil ikke standse,” sagde han. Chefen så på selskabet bag vagtposten og kneb øjnene sammen.

“Der er farligt på toppen,” sagde han, men Maria var overbevist om, at de måtte op ad bjerget uanset hvad.

“Men vi skal kurere nøddeknækkeren og redde Slikland. Vi må til toppen.”

“Der er fyldt med sukkertænder. De kommer helt herned indimellem, og måske vi er nødt til at lukke karamelbruddet,” sagde chefen, og chokoladeharen skælvede, for når man er lavet af chokolade, er der intet værre end sukkertænder, og den stakkels hare havde allerede haft en hård dag i kakaofloden. Men Maria insisterede fortsat på, at de måtte derop.

“Vi skal op til toppen. Vi skal finde børnene, og uden dem kan vi aldrig kurere nøddeknækkeren, og så bliver sukkertænderne ved med at komme længere og længere ned ad bjerget og spise alt jeres sukker, og I får aldrig nogensinde fred for dem igen,” sagde Maria meget overbevisende, og selv chefen kunne se det fornuftige i hendes ord, og han nikkede.

“Men det er på eget ansvar,” sagde han strengt, og det var han til gengæld god til, for det er sådan set det eneste, man skal kunne for at blive chef, og han var en meget god chef, der kunne sige alting meget strengt.

“Tak skal De have. Jeg lover, at vi nok skal redde Slikland,” sagde Maria og smilede, men chefen var jo streng og nikkede blot. Maria var allerede på vej ud ad døren, da Drosselmeier gik nærmere skrivebordet.

“De har vel ikke en rigtig stor kikkert?” spurgte han, og chefen så helt mærkelig ud i hovedet, for en kikkert er ikke et særlig godt mineværktøj. En lygte og en hakke er alt, hvad man har brug for, og han kunne ikke huske, at han nogensinde havde haft en kikkert.

“Jeg har en, der er en i min lomme, De kan måske bruge den her,” sagde vagtposten ivrigt, for han var så glad for at være til nytte. Han brugte kikkerten til at holde udkig op og ned ad bjerget for sukkertænder oppefra eller rejsende nedefra, men hvis sukkertænderne alligevel ville forsvinde inden længe, så havde han jo ikke brug for den meget længere. Drosselmeier tog imod kikkerten og takkede ham. Vagtposten nikkede stolt tre gange.

“Det var så lidt, ingen årsag, skulle det være en anden gang,” sagde vagtposten og viste dem tilbage til vejen og åbnede bommen, så de kunne fortsætte deres rejse op ad bjerget mod kirsebærtoppen.