Efterhånden som de klatrede op af bjerget, blev luften omkring dem koldere og koldere. Stien forsvandt i et tykt og klistret hvidt lag af flødeskum og marengs i store driver. Maria, Drosselmeier og chokoladeharen gik i marengs til knæene. Selv når det er koldt, klistrer den slags forfærdeligt meget, og de måtte løfte benene højt for overhovedet at komme fremad. Maria var udmattet og forpustet, og hele tiden vendte hun sig for at se, hvor langt de var nået, og hun opdagede til sin store ærgrelse, at det kun var få skridt siden, hun sidst havde gjort sådan. De kom ingen vegne i alt den marengs. Selvom Drosselmeier prøvede at se med sin kikkert ud over Slikland, kunne han ikke se meget andet end bjerget selv og en tyk tåge, som dampen når man indkoger sirup. Det blev stadig koldere, og snart frøs de alle, selv chokoladeharen, der blev helt stiv og kold. Et tykt lag skyer havde lagt sig om tinden, og de kunne end ikke se kirsebærret, som skulle pryde toppen af bjerget. Hvis sukkertænderne da ikke havde spist det. Og det var da også tanken om de grådige sukkertænder, der var deres største frygt. Jo længere op ad bjerget de kom, jo flere spor så de efter dem. Flere steder var der taget store bidder af flødeskummet. Enkelte steder lå der også rester fra et måltid i karamellen fra bjerget. Chokoladeharen rystede i lige dele kulde og skræk, men hele tiden hoppede den fremad, for ingen af de to ting har nogensinde stoppet en chokoladehare fra at gøre, hvad den har bestemt sig for, og denne chokoladehare, der havde overlevet kakaofloden og dagevis i selskab med det paniske honningkagehus nægtede at være den første chokoladehare i historien til at vende om. Alligevel stoppede den pludselig op, da den kunne høre lyden at noget, der gnaskede og smaskede højlydt. Maria og Drosselmeier stoppede lige bagved, og selvom sukkertænder hverken har næse eller øjne, men bare tænder, så fik den på en eller anden måde alligevel færten af dem eller øje på dem, for den snappede frem mod dem. Og nu kan det måske være svært at vide, hvordan en sukkertand ser ud, men det er som navnet antyder bare et stort sæt tænder, som er rigtigt glad for sukker. Og for Maria og Drosselmeier var dette måske ikke en stor trussel, hvis det altså ikke havde været for alt den marengs og flødeskum, der var smurt ud over deres tøj efter timevis af bjergbestigning. Men for en chokoladehare er det en sand katastrofe at møde en sukkertand. Alligevel fik den med tynd stemme fremstammet:

“Det skal nok gå alt sammen, skal I se. Det går nok…” Men i det samme snappede sukkertanden frem efter haren, der med sine stive og kolde led hverken kunne hoppe hurtigt eller langt nok. Maria gispede ved lyden af chokolade, der knækkede, da sukkertanden fik fat på chokoladeharen, og den væltede omkuld i flødeskum og marengs. Maria, som var blevet så glad for chokoladeharen og allerede havde mistet den en gang i kakaofloden, blev så edderspændt rasende, at hun samlede en klump kold marengs og formede den til en kugle. Hun skød marengsbolden efter sukkertanden, som et øjeblik holdt inde med sin gnasken og vendte sig mod hende i stedet.

“Herovre, din forpulede sukkertand!” råbte hun og samlede endnu en marengskugle, som hun kastede efter sukkertanden.

“Maria, pas på!” udbrød Drosselmeier, da sukkertanden i stedet snappede sig vej frem mod Maria, der ikke var bange, men blot så vred, at hun samlede endnu en marengskugle og kastede. Og selvom sukkertænder slet ikke synes om smagen af mennesker, så kan de blive meget vrede og grådige, og hvis det menneske, der har gjort dem vrede, oven i købet er smurt ind i marengs og flødeskum, så kan de faktisk nemt bide selv en pige som Maria i småstykker. Og det var præcis, hvad sukkertanden gjorde, da den nåede frem til den forsvarsløse Maria, der kun havde kugler af marengs som skyts. Hun mærke først en smerte i armen, så faldt hun ned i den kolde marengs under sig, og så blev alt mørkt.