Den næste dag vågnede Maria og var mere klar i hovedet. Det vil sige, hun vidste med det samme, at hun befandt sig i værelset i Nürenberg, og at hun ikke kunne komme tilbage til Slikland, så hun sukkede og blev liggende, til hendes mor trak gardinerne fra.
“Hvis du alligevel er vågen, kan du lige så godt se at komme i tøjet. Elias kommer senere,” sagde moderen og forlod værelset igen. Det var koldt, og vintersolen udenfor gjorde ikke meget for at varme værelset op. Maria gjorde, som hun havde fået besked på og tog en pæn kjole på. I spejlets gengivelse var hun stadig bleg, og selv da hun prøvede at nibe sig kinderne og smile, så hun bedrøvet ud. Hun lagde spejlet fra sig og gik ud af værelset. Nøddeknækkeren havde hun opgivet at finde, så længe hendes mor holdt skarpt øje med hende og sørgede for, at hun blot sad stille i dagligstuen og læste. Der duftede af jul og hjemmebag, og Maria kunne mærke varmen fra pejsen mod lænestolens bredde ryglæn. Bogen lå opslået i hendes skød, men hun kiggede i stedet på det pyntede juletræ. Kurve og kræmmerhuse var fyldt med nødder og tørret frugt. Der hang pynt af farvet glas og perler på metaltråde, som ville skinne endnu mere, når først lysene også blev tændt. Der var blevet indkøbt appelsiner og bagt småkager, så det duftede selv ind i dagligstuen. Maria sad og tænkte på alt den dejlige jul og havde næsten glemt både Slikland og den syge nøddeknækker, da hendes mor åbnede døren til stuen og viste Elias ind. Maria klappede bogen sammen og rettede sig op.
“Jeg kan ikke blive længe,” sagde han og satte sig i stolen over for Maria. Han havde stadig sin frakke på og hatten i hånden.
“Men du er lige kommet hjem,” indvendte Maria, for hun havde sådan set frem til, at han skulle komme hjem hele julen og helt indtil deres bryllup, og så skulle hun rejse med, når han tog afsted. “Og jeg har ikke set dig i ugevis, hvis ikke månedsvis.” Elias trak på skuldrene og slog ud med hånden.
“Er det så længe? Jeg har så travlt, jeg næsten ikke mærker tiden går.” Han så sig omkring og studerede juletræet nøje.
“Det er lidt skævt i toppen,” sagde han og pegede, hvor grenene i den ene side var længere end i den anden. Maria gav ham ret.
“Men det er da fint pyntet,” sagde hun. “Og tænk så bare, når lysene også bliver tændt.” Et øjeblik var der stille, mens Maria så mod træet og Elias rastløst rundt i stuen.
“Jeg må hellere komme videre,” sagde han til sidst.
“Men du er lige kommet,” sagde Maria og rejste sig. Han var allerede på vej ud af dagligstuen, og Maria fulgte efter ham. For blot et par måneder siden ville han være kommet direkte ud af vognen fra Berlin og til doktorens hus. Han ville måske have læst for hende eller spillet på klaveret. Hvis ikke det havde været så koldt, ville de være gået en tur rundt i byen, og hun havde glædet sig til at slentre forbi de mange boder på julemarkedet, mens det blev mørkere og koldere. Men nu hvor han netop var kommet, var han allerede på vej ud ad døren igen, og han havde ikke engang nået at tage sin frakke af.
“Jeg må videre, Maria. Der er ting at se til, og jeg kan ikke spilde min tid på at tale om julepynt.”
“Er du da ikke glad for at se mig?”
“Selvfølgelig er jeg det, men jeg kan ikke sidde her og se på dig, når der er så meget at tage sig til.” Han var nået døren ud af dagligstuen.
“Men jeg keder mig sådan her helt alene. Du må blive, bare lidt.” Hun tog ved om hånden, der holdt om dørhåndtaget, men han trak den til sig lige så hurtigt igen.
“Om så verden faldt fra hinanden og blev til krummer i et spisekammer, så skulle du ikke bryde dig om at diktere, hvad jeg skal og ikke skal.” Og med de ord forsvandt han ud af dagligstuen, og Maria gik tilbage til sin stol med tårer i øjnene. Det var de samme ord, nøddeknækkeren havde sagt, inden han forviste hende fra marcipanslottet. Det var den samme ligegyldighed og kulde, der lå over dem begge, og det gik op for Maria, at det ikke bare var for nøddeknækkerens skyld, hun måtte tilbage til Slikland, det var også for Elias’ og ikke mindst sin egen.