Det nærmede sig juleaftensdag, og Maria fik ikke lov til at ligge i sengen i det mørklagte værelse og være bedrøvet. Hun blev beordret i tøjet, for Louise og Fritz, hendes ældre søskende, kom hjem til doktorens hus i Nürenberg.
“Og se nu lidt glad ud, det er trods alt jul,” sagde moderen og for rundt for at sikre sig, at alt var, som det skulle være i huset og med pynten og i køkkenet. Men Maria kunne ikke være spor glad, heller ikke selvom det var jul. For det var en forfærdelig jul. Hun vidste stadig ikke, hvordan hun skulle komme tilbage til Slikland, og hvis ikke hun fandt ud af det, ville hverken nøddeknækkeren eller Elias nogensinde blive kureret. Derfor sad hun endnu en gang i dagligstuen og stirrede på træet. Denne gang havde hun ikke engang gidet at finde bogen frem, og hver gang moderen kom gennem dagligstuen, blev hun en smule mere utålmodig med den tungsindede pige.
“Maria, se nu at kvikke op, de kommer inden så længe,” sagde moderen og rettede pyntet på juletræet. Kun et øjeblik senere trådte Louise ind i dagligstuen. Hun omfavnede sin mor og forsøgte også at omfavne Maria, men hun hverken rejste sig fra stolen eller smilede til sin søster. Bag Louise kom både hendes mand og deres børn. Den yngste så lille, at han blev båret på sin fars arm, mens den ældste straks gik hen til juletræet og så på alt pynten. Hun strakte hånden op for at røre figurerne i glas, og Louise var straks over hende.
“Lad være med at røre træet, Anna,” sagde hun. “Du ødelægger bare et eller andet.” Maria iagttog barnet, der trak hånden til sig og i stedet stak næsen helt ind mellem grenene for at se på pynten. Louise rystede på hovedet og så ned på sin søster.
“Sig mig, Maria, hvad sidder du der og hænger med hovedet for?” spurgte hun, men det var moderen, der svarede.
“Sådan har hun været i månedsvis, men den sidste uges feber har virkelig taget modet fra hende.”
“Har du haft feber?” spurgte Louise. Maria nikkede, selvom hun ikke anede mere end det. Hun kunne kun huske Slikland. Mon chokoladeharen og Drosselmeier også var blevet spist? Eller havde de fundet børnene? Maria tvivlede, for der var tilsyneladende ingen børn i hele Slikland, og uden dem ville nøddeknækkeren aldrig blive kureret. Det var virkelig håbløst.
“Jeg skar mig, da glasskabet væltede,” forklarede hun. Louise skulle til at sige noget, men holdt inde da Anna satte sig i stolen over for Maria.
“Hvad tygger du på?” spurgte Louise. Anna smilede.
“Tørret æble. Fra træet,” svarede hun, og Louise rystede opgivende på hovedet.
“Du må ikke spise fra træet endnu.” Men pigen havde allerede tygget af munden og smilede uskyldigt, og Louise lod det ligge. Ved synet af pigens tænder, fik Maria en idé. Måske der ingen børn var i Slikland, men hvis hun blot kunne rejse dertil, kunne hun vel tage Anna med. Det var Annas ene fortand, der gav hende idéen. Da pigen smilede, skubbede hun til tanden med tungen, og den rokkede en smule. Der ville ikke gå længe, før den faldt ud.
“Er det en rokketand, du har der?” spurgte Maria. Pigen nikkede og demonstrerede stolt, hvordan den vippede frem og tilbage.
“Den sidste,” tilføjede Anna. Louise var gået, og ingen hørte, hvad de talte om.
“Du må hjælpe mig med noget,” sagde Maria og lænede sig frem mod pigen, så hun kunne tale ganske lavt. Pigen så alvorligt på hende og lænede sig også frem, så deres hoveder var så tætte, at Maria kunne dufte det tørrede æble fra hendes ånde.
“Skal vi stjæle frugt fra træet?” spurgte hun håbefuldt, men Maria rystede på hovedet.
“Nej, du må tage med mig til Slikland. Hvis du kan hjælpe mig, skal du nok få alt det frugt, du kan spise, og alt hvad du ellers kunne tænke dig.” Anna var tydeligvis villig til at hjælpe, for hun smilede så rokketanden kom til syne igen.
“Hvor ligger Slikland?” spurgte hun.
“Det ved jeg ikke, men vi må finde en vej dertil. Nøddeknækkeren er syg, og du må hjælpe mig med at kurere ham. Så er jeg sikker på, at han skal give dig alt det sukker, du overhovedet vil have.” De gik ubemærket ud af dagligstuen, og med pigen på slæb begyndte Maria at lede i skabe og i skuffer i hele huset. Da hun havde ledt alle værelser igennem, gik hun endda i køkkenet for at se, om kassen med dukker skulle være gemt der. Hun lå på knæ og havde hovedet helt ind i det nederste skab, da moderen trådte ind.
“Anna, hvad laver du hernede?” spurgte hun og fik så øje på Marias fødder, der stak ud bag skabslågen. “Sig mig, Maria, hvad har du gang i?” spurgte hun forfærdet og trak pigen ud af skabet igen.
“Jeg leder efter nøddeknækkeren,” sagde hun, for hun var en ærlig og god pige, og moderen troede, at feberen endnu var over hende.
“Jeg har sagt til sig, at du ikke skal lede efter den nøddeknækker. Kom, lad os gå tilbage til dagligstuen,” sagde hun og tog Anna i hånden.
“Jeg må finde ham! Anna skal med til Slikland, så vi kan kurere nøddeknækkeren. Og chokoladeharen og Drosselmeier er fanget på kirsebærtoppen, og sukkertænderne spiser minearbejderne i karamelbruddet og alt sukker i hele Slikland, og honningkagehuset savner sine honningkagebørn så meget, at hun snart har tømt melassefloden, fordi hendes tårer får alt glasuren til at glide af,” udbrød Maria. Moderen slap Annas hånd og tog i stedet om Marias skuldre og førte hende ud af køkkenet.
“Jeg vil ikke høre mere om Slikland eller den nøddeknækker. Du skal ikke bilde Anna noget ind om honningkagehuse og chokoladekaniner. ”
“Det er en hare, og den smeltede i kakaofloden, men sukkerfeen reddede den, og så tog vi til kirsebærtoppen, og nu ved jeg ikke, om den er blevet spist,” fortsatte Maria, og moderen vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for Maria blev ved at fortælle om alle de forfærdelige ting, der foregik i Slikland, og Anna lyttede med store øjne. Det vil sige, hun lyttede med ørerne, mens hendes øjne var ganske store imens.
“Men nøddeknækkeren gør ingenting for at standse sukkertænderne eller godtegnaskere eller mug og råd, og måske confiseur allerede har taget dem alle sammen.” Og det var dråben for moderen. I stedet for at føre Maria op på sit værelse, gik hun i stedet hen til det store garderobeskab på gangen og rakte ind mellem alle frakkerne. Bagerst stod kassen med dukker, og nøddeknækkeren lå øverst med sit stive smil. Maria greb ud efter den, men moderen trak den til sig, og med et fast greb og pigens håndled trak hun hende med ind i dagligstuen. Anna fulgte efter, og hele familien så op, da moderen kom slæbende med Maria, som blev ved med at tale om, hvordan hun altså måtte tilbage til Slikland.
“Se så her, Maria, nu er det slut med den nøddeknækker og alt den fablen om… slik og chokolade.” Moderen gik hen til pejsen, og inden Maria kunne nå at stoppe hende, smed hun nøddeknækkeren derind. Maria faldt sammen på gulvet, da den lille træfigur med hatten og det hvide skæg blev opslugt af flammerne. Der var stille i stuen bortset fra hendes hulken, da det gik op for hende, at hun aldrig ville komme tilbage til Slikland, og at hverken Elias eller nøddeknækkeren nogensinde kunne blive kureret.