Maria var helt og aldeles udmattet, da hun åbnede ovnlågen og tog den sidste honningkagemand ud af ovnen, men hun vidste, at hun endnu ikke kunne slappe af. Det var nu, det sidste skulle ordnes, og nøddeknækkeren skulle kureres. Drosselmeier havde sørget for en middag i tronsalen, for nøddeknækkeren turde ikke bevæge sig uden for sin guldfæstning. Chokoladeharen havde lavet isen, og hønsene og gæssene havde aldrig lavet så meget arbejde på én dag, og de lå nu alle henne i hjørnet og sov med hoverne gemt under vingerne, så de nærmere lignede en stor bunke fjer. Papegøjen sad på sin bjælke under loftet og behøvede ikke engang tekoppen over hovedet for at falde i søvn. Der var en dejlig ro i køkkenet, og Maria stod et øjeblik og nød duften fra de 500 honningkagemænd, der lå på bordet. Hun lagde de sidste i stakken, mens chokoladeharen hældte isen på den stadig varme bageplade, og Maria bar den ind til tronsalen, hvor bordet var pyntet, og Anna og nøddeknækkeren sad for hver deres bordende. Anna fik bagepladen med isen, og hun havde klaret sin opgave så fint, at tanden stadig sad i munden på hende og vippede, hvis hun skubbede til den med tungen. Nøddeknækkeren fik serveret sin livret, jordnødder i honning, men ikke engang det kunne han være tilfreds med.
“Jeg har altså virkelig ikke tid til at sidde her,” sagde han med munden fuld af nødder og honning. “Jeg gider slet ikke spilde min tid på at spise den slags,” sagde han og tog endnu en mundfuld. Anna fik hurtigt udleveret en ske og begyndte at spise isen. Maria så spændt til.
“Og sagde jeg i grunden ikke, at De aldrig skulle vise Dem på slottet igen?” spurgte nøddeknækkeren, da han fik øje på Maria.
“Men De har fået Deres livret,” forsøgte Maria at distrahere ham.
“Jeg er aldeles ligeglad med, om det så er min livret,” sagde han og tog endnu en mundfuld. “De skal ud af mit slot, og det skal være nu!”
“Kan De ikke blot vente, til måltidet er overstået?” Men vagterne var allerede kommet. Godt nok var de blot små stykker konfekt, der kun gik Maria til knæene, men de havde god balance, når de stod stablet, og sådan kunne de alligevel trække hende ud af tronsalen. Annas hånd med skeen stod stille et øjeblik for at se, hvad der mon skete med Maria.
“Spis!” råbte Maria til hende, og pigen blev så forskrækket, at hun stødte skeen mod tanden, der næsten rev sig løs. Den vippede nu lystigt, hver gang hun tog en mundfuld is, der føltes forfærdeligt koldt mod det bare tandkød. Kofentstykkerne, stablet på hinanden, havde stadig fat om Marias arme og trak hende mod døren.
“Nej, ingen skal spise, hvis jeg ikke gider at spise,” sagde nøddeknækkeren og tog endnu en mundfuld. “Denne middag må aflyses. Jeg indkalder til en retssag. I er anklaget for indbrud, jeg er sikker på, at I her for at stjæle mit guld, I tyveknægte” sagde nøddeknækkeren vredt og pegede på både Anna, Drosselmeier og chokoladeharen med sin gaffel. “I barbarer og barylere, snottrolde og surrikatte, I skal aldrig, aldrig, aldrig mere sætte en fod i mit slot.” Og der kom flere vagter og tog fat om både Drosselmeier og chokoladeharen. Et par stykker gik også efter Anna, der stadig spiste is som gjaldt det hendes liv, selvom det i virkeligheden var meget mere end det, det var selve Sliklands overlevelse, det gjaldt. Da chokoladeharen så den lille pige blive slæbt ned fra sin stol, blev den for alvor vred mest af alt på nøddeknækkeren, og en chokoladehare i massiv 85% chokolade med en plaster af karamel er noget af en modstander, ikke mindst når man er seks stykker konfekt stablet oven på hinanden. Chokoladeharen vristede sig hurtigt fri fra deres greb og løb mod nøddeknækkeren. Han var ved at færdiggøre sit måltid af jordnødder og honning, og han så den ikke komme, før det var for sent. Hans stol væltede rundt, og både han og haren faldt mod gulvet. Samtlige konfektstykker skyndte sig mod nøddeknækkeren for at hjælpe ham i kampen mod den hidsige chokoladehare. De tre stykker konfekt, der havde haft om Anna slap hende så pludseligt, at hun faldt og slog kæben mod gulvet af guld. Hun mærkede tanden rive sig løs og tog hånden op til munden for at føle efter, om den var faldet ud. Den hang nu i en eneste, tynd tråd, og isen smeltede stadig på den varme bageplade. Maria skyndte sig hen til pigen, fik hende placeret i stolen endnu en gang og stak skeen i hånden på hende.
“Skynd dig. Spis isen, inden det smelter,” sagde hun, alt imens kampene for den anden ende af bordet stadig blev mere og mere voldsomme. Drosselmeier så sig også nødsaget til at gå ind i kampen, for han havde jo trods alt slået en sukkertand tilbage. Men nu havde han ingen kikkert og måtte i stedet kæmpe med sine bare næver mod de mange stykker konfekt, der havde omringet ham og chokoladeharen. Nøddeknækkeren sad rundtosset på gulvet, mens han lod konfektstykkerne kæmpe for sig. Der var kun et par skefulde tilbage af isen, og Anna spiste som en gal. Da hun lukkede munden om den sidste skefuld is, gav hun et hop i stolen og så skrækslagent på Maria.
“Jeg slugte den,” sagde hun med store øjne.
“Hvad slugte du?”
“Tanden, min sidste mælketand. Sammen med isen.” Og Maria så ned på bagepladen. Der var ikke mere is tilbage, men det var endnu ikke til at vide, om nøddeknækkeren var blevet kureret, for han sad stadig på gulvet og så sig desorienteret omkring. I et øjeblik så han direkte på Maria, før han besvimede, og det gav højlydt klonk, da hans hoved stødte mod gulvet af guld. Så højt var det, at konfektstykkerne så op fra deres kamp og holdt inde et øjeblik. Nu da nøddeknækkeren var besvimet, var der ingen, der kunne give ordre, og de vidste ikke længere, hvad de skulle foretage sig. Derfor forsvandt de hurtigt fra tronsalen og overlod nøddeknækkeren til sig selv på gulvet. Anna, der stadig ikke var kommet sig over forskrækkelsen over at have slugt sin sidste mælketand, satte sig på hug ved siden af ham.
“Er han død?” spurgte hun. Maria rystede på hovedet, nej, han var bare besvimet. “Men er han så stadig syg?” spurgte Anna igen, og denne gang kunne Maria hverken ryste på hovedet eller nikke, for hun anede det ikke.