Tirsdag d. 19. December, morgen

Denne dag var starten på det, der skulle vise sig at blive en jul, jeg aldrig vil glemme. Da det endelig blev lyst, havde stormen lagt sig, så landskabet nu var dækket af et tykt lag sne. Men at vi for en gangs skyld skulle få en hvid jul, var nu ikke det, der fik mig til at huske den så tydeligt. 

Om morgenen d. 19. december blev grevinden af Frederikslyst fundet død i sin seng. Hun plejede at være tidligt oppe, men det var først, da hun ikke viste sig til morgenmaden, at Henriette kiggede ind til hende. Sygeplejersken kom gående med langsomme skridt ind i spisestuen. Der var ikke den store samtale i gang, for de færreste havde sovet ordentligt takket være stormen. Niels så ligefrem syg ud.

“Det er grevinden…” sagde Henriette lavt og vred sine hænder.

“Ja, hvad er der med hende?” spurgte Richard, en smule irriteret. 

“Hun er død.”

Han tabte sin teske ned i kaffen, der sprøjtede ud over den røde dug.

“Hvad siger du?” Men Henriette gentog det ikke, vi havde alle hørt hende ganske tydeligt. Richard var den første, der rejste sig, men da først han havde forladt bordet, fulgte vi andre efter. Det vil sige, Marius blev siddende i spisestuen med en hånd hvilende på Frodes hoved. Katrine tog børnene med mod deres værelser, mens vi andre fulgte Henriette op ad trappen til grevindens værelse. Hun lå i sin seng, fuldstændig som om hun sov. Richard bukkede sig ind over hende og rystede så på hovedet. Hun var virkelig død.

“Jeg ringer med det samme,” sagde Benedicte og forlod værelset. Selv gik jeg et par skridt frem i mængden og så mig omkring. Grevinden lå midt i den store seng. Marius sov jo som sagt i værelset ved siden af. Fra soveværelset var der en direkte dør ind til en lille dagligstue med bogreoler, et stort skrivebord og et par lænestole. På sofabordet mellem dem stod en bakke med brugte tekopper og tekander. 

“Hun… må være sovet ind i løbet af natten,” sagde Richard lavt. Johannes stillede sig ved siden af ham og så ned på sin farmor. Jeg lagde mærke til, hvordan virkeligheden lige så langsomt gik op for ham. Hans ansigt ændrede sig og trak sig sammen. Hans vejrtrækning blev hurtigere, og han knyttede hænder. Jeg forventede næsten, at han ville give sig til at slå på den gamle dame, selvom det selvfølgelig ikke nyttede. Men inden han nåede noget af det, lagde Henriette en hånd på hans skulder og førte ham ud af værelset. Han var ikke selv bevidst om, hvor han gik, og hvis ikke hun havde været der til at hjælpe ham ned af trappen, ville han uden tvivl være væltet.

Jeg gik en runde i værelset. Udover tekopperne på bordet i det tilstødende værelse var alt i orden. Grevinden selv lå på ryggen med halvåben mund og hænderne ned langs siden. Selv når hun sov, var det kontrolleret og ordentligt. Hun havde uden tvivl sovet, da hun døde. Der var ingen tegn på smerte i hendes ansigt. På natbordet stod endnu en kop magen til de andre. Den var tom, men havde været drukket af.

“Hvad skal vi gøre… med hende?” spurgte Niels, og af en eller anden grund så han på mig. Frederikke stod ved siden af ham, Richard stod stadig ved sengen, og de vendte alle blikket mod mig.

“Hun skal erklæres død af en læge som det første,” sagde jeg langsomt. Det var Benedicte vist allerede ved at få ordnet.

“Skal politiet kontaktes?” spurgte Frederikke.

“Kun hvis der er tvivl om dødsårsagen.” Jeg så rundt. “Er der det?” I lang tid var der ingen, der svarede.

“Hun har været syg gennem længere tid…” sagde Richard til sidst.

“Hvor syg?”

“Kræft. Hun havde sansynligvis kun få måneder tilbage.” Richard så på Frederikke og Niels, de eneste andre i værelset udover mig selv. “Det fortalte hun mig i går. Hun havde store smerter. Måske du bør tale med Henriette, hun står for hendes medicin.”