Onsdag d. 20. december, aften

Resultaterne fra den retsmedicinske undersøgelse forelå allerede sent om aftenen den følgende dag. Grevindens lig var blevet hentet dagen før, efter at vejene var blevet ryddet. Jeg sad i dagligstuen med lyset fra den langsomt døende kamin og læste i en af grevindens bøger, da Richard trådte ind.

Han sagde ingenting, men gik langsomt hen og satte sig i stolen overfor.

“Jeg har netop modtaget resultaterne fra den retsmedicinske undersøgelse…”

 Jeg klappede bogen sammen og så op. 

Han slikkede sig en gang om læberne og så på mig. “Det var morfinen. Hendes vejrtrækningen gik i stå efter at have indtaget en blanding af morfin og benzodiazepin.” 

“Kan jeg se rapporten?” 

Med sig havde Richard et stykke papir, som han rakte til mig. Det var ganske rigtigt, som han havde sagt. benzodiazepin og morfin havde begge en sløvende virkning og havde i samspil standset grevindens vejrtrækning. Ifølge rapporten var begge stoffer blevet indtaget inden for fem timer, før døden indtraf omkring klokken fire om natten.

“Og var benzodiazepin en del af hendes medicin?” spurgte jeg. Richard trak på skuldrene.

“Igen må du vist spørge Henriette.”

Henriette var på sit værelse, men endnu ikke gået i seng. Jeg viste hende rapporten, og hun tog alvorligt imod den med et hurtigt blik på både mig og Richard, der stod i døråbningen.

“Benzodiazepin…” sagde hun langsomt og udtalte hver stavelse, som om hun ikke helt troede på, at de alle sammen var der. Jeg gentog mit spørgsmål om grevindens medicin for hende, og hun rystede på hovedet.

“Nej, hun fik ikke benzodiazepin…  i kombination med morfin kan det være…”

“Livsfarligt,” afsluttede jeg.

Hun nikkede.

“Siger du, at du ikke har givet hende benzodiazepin?” spurgte Richard og trådte frem mod hende. Hun var mindst et hoved lavere end han, men blev alligevel stående fast og så beslutsomt op på ham.

“Jeg har ikke givet grevinden benzodiazepin, og jeg har ikke overdoseret hendes morfin, det kan I være sikre på.”

“Og hvordan foreslår du ellers, at hun har fået benzodiazepin?”

Henriette trak på skuldrene. “Jeg ved ikke, hvordan det er gået til, men jeg har ingenting haft med det at gøre.” Richard skulle til at sige noget mere, men jeg lagde en hånd på hans arm.

“Det nytter ikke, Richard. Det er en sag for politiet.”

Jeg ringede til politiet i samme øjeblik, jeg trådte ud af Henriettes værelse.Jeg forklarede hurtigt situationen og blev omstillet til kriminalteknisk afdeling. I mellemtiden samlede Richard familien i dagligstuen.

“Er du nu sikker på…” indvendte sekretæren for tredje gang, da jeg insisterede på, at de måtte sende en enhed.

“Ja, jeg er sikker på…. Nej, glem det, jeg ringer selv til chefen.” Og inden hun kunne nå at sige noget, havde jeg lagt på. Richard så spændt på mig. Ved siden af ham sad Benedicte, og i sofaen overfor Niels, Katrine og Frederikke. Børnene var lagt i seng. Marius havde fået besked, men virkede ikke til at interessere sig synderligt og var gået med Frode i køkkenet. Henriette ville ikke deltage under de kritiske blikke fra hele familien, og hun havde insisteret på, at Johannes allerede sov, og at vi ikke skulle forsøge at vække ham.

“Er der et problem?” spurgte Richard. Jeg sukkede.

“Problemet er, at hele afdelingen er gået på juleferie.”

“Hvor kunne de?” sagde Frederikke ironisk. Jeg sendte et dystert blik tilbage og trykkede det direkte nummer til politiinspektør Larsen. Der gik lang tid, før han tog den.

“Mads, hvordan går din juleferie?”

“Indtil videre minder den ubehageligt meget om arbejde. Du må sende en enhed til Frederikslyst Gods, bare et par mænd til at foretage nogle undersøgelser og skrive en rapport. Det er ikke engang sikkert, det er noget alvorligt.”

“Jamen… Det er jo juleferie.”

“Ja, det er jeg klar over, men du må da have nogen på arbejde?”

“Jo men… Hvis jeg ikke engang ved, hvad det drejer sig om. Har du ringet til det offentlige nummer?”

“Ja, og sekretæren der er lige så modvillig til at udføre sit arbejde, som du er,” sagde jeg halvt i sjov.

“Okay, så forklar mig sagen.” Og jeg forklarede ham om grevinden og den retsmedicinske rapport.

“Jamen så er politiet jo allerede involveret, hvis der er lavet en retsmedicinsk undersøgelse.”

“Ja, men problemet er, at damen fik medicin, og derfor gør de ikke mere ved sagen. Hun var gammel og syg, og…”

“Og hvad? Vil du have jeg skal sende en enhed ud for at undersøge en gammel dame, der er sovet ind, men som tilfældigvis har indtaget noget medicin?”

“Ikke tilfældigvis. Hun er død af den medicin – en medicin, som hun ikke plejer at få, vel at mærke.”

Larsen var stille et øjeblik.

“Hvis du mener, det er vigtigt, så meld dine timer, når du kommer tilbage, men jeg kan ikke sende medarbejdere ud på bøhlandet nu. Vi er lav på bemanding over julen.”

“Men…”

“Det er din sag, Mads” Og han hilste, ønskede god jul og lagde på. Jeg gned mig i panden, og hele familien så spændt op på mig. I mellemtiden var Marius kommet tilbage til dagligstuen med Frode lige bag sig.

“Så der kommer ikke nogen og undersøger sagen?” spurgte Richard.

“Jo,” sagde jeg. “Den bedste af dem alle.”