Torsdag d. 21. december, formiddag

Jeg kontaktede straks sagføreren, som Marius gav mig et nummer til. Allerede en time senere havde jeg en kopi af grevindens testamente, som jeg læste grundigt. Jeg havde bedt Marius om at blive i biblioteket, og han stod nu ved vinduet, stadig med Frode klistret til sin side, mens jeg bladrede indholdet igennem. Jeg skævede op til ham, som han stod med ryggen til. Han var ikke specielt høj, og hundens hoved hvilede mod hans hofte. Så vidt jeg huskede, var han en smule lavere end grevinden, men måske det bare var det fysiske resultat af, at han havde været under hendes kontrol gennem mange år. Både hunden og den gamle mand kiggede ud af vinduet mod haven. Jeg ved ikke, hvad han betragtede, eller om måske han blot stirrede tomt ud i det hvide landskab, hvor himlen og træerne næsten faldt i et. Frode løftede ørerne og drejede hovedet en anelse, da de begge fik øje på noget. Også Marius vendte ansigtet en smule. Først troede jeg, at det var Katrine og Niels, men da de kom tættere på, gik det op for mig, at det var Frederikke og Niels i tæt fordybet samtale længere nede i haven. De var uenige om et eller andet, Frederikke var irriteret, det kunne jeg se selv fra denne afstand. Vi fulgte dem alle med øjnene et øjeblik.

“Testamente for Elizabeth Kranz Hygeberg Albertsen Birkholm, født Lis Albertsen…” læste jeg højt. Marius så bare på mig.

“Er det dine efternavne?” spurgte jeg, men Marius fnystse.

“Kun Birkholm. Resten er nogle hun har fundet i gamle slægtsbøger. Hun synes, det lød bedre.”

Jeg nikkede og bladrede videre.

“Hvor meget af det her, kendte du til?” spurgte jeg så og pegede på testamentet.

“Kun i grove træk.”

“Men du vidste, at Johannes står til at arve godset og alle dets aktiver?”

Marius nikkede.

“Og før denne ændring?”

“Skulle Richard arve.”

“Dette testamente blev sendt til sagføreren for blot et par dage siden. Ved du, hvor længe hun har overvejet disse ændringer?”

Marius tænkte sig om et øjeblik. “Egentligt tror jeg, det har været hendes plan næsten siden Johannes flyttede ind.”

“Da han var barn?”

“Nå, ja måske ikke helt så tidligt. Men i hvert fald siden…” Han gik i stå et øjeblik. “Johannes er faldet godt til her, det er hans hjem,” sagde han så i stedet.

“Det har vel også været Richards hjem? Og de andre brødre.”

Marius trak på skuldrene. “George, Johannes’ far, er jo død, og Knud har vi ikke…. Nå ja, ham har vi ikke set meget til.”

“Og hvad er din holdning til alt det her?”

“Testamentet?” Han trak på skuldrene. “Det har altid været Elizabeths sted. Hun arvede det efter sine forældre, hun har boet her hele sit liv. Så hun må vel gøre med det, hvad hun vil.”

“Og hun vil give det hele til Johannes?”

“Åbenbart.”

“Og kendte Johannes til alt dette?”

Her måtte Marius igen holde en pause, ikke fordi han ikke vidste det, men fordi han ikke vidste, hvor meget han skulle sige.

“Som sagt ville hun tale med dem over julen. Ingen andre i familien var klar over, hvordan det stod til med hendes sygdom.”

“Havde de et tæt forhold, grevinden og Johannes?”

“Hun tog sig af ham. Hun virkede måske ikke udpræget kærlig, heller ikke over for ham, men hun har altid taget sig af ham. I virkeligheden er testamentet endnu et forsøg på at gøre netop det. Johannes har mere brug for godset, end Richard har.”

“Og det er ikke sandsynligt, at Richard ville lade ham bo her? Der er jo plads nok.”

Marius så næsten skrækslagent på mig. “Nej, det ville han nok næppe.” Han fugtede sine læber. “Det er ikke alle i familen, der er lige så…. Betænksomme over for Johannes, som Elizabeth var. Han har jo sine særheder.” Det sidste mumlede han, som om grevinden ville høre ham fra underverdenen.

Jeg nikkede.

“Og hvad med Richard? Har han kendt til denne ændring?”

“Hvis han har, er det først for ganske nyligt. Jeg ved ikke, om hun nåede at tale med ham, inden hun døde.” Men det vidste jeg tilfældigvis fra Henriette. Grevinden havde talt med Richard, netop den nat hun døde.