Torsdag d. 21. december, formiddag

Jeg sad endnu en gang i bibliotekets lænestol, der vendte mod vinduet. Denne gang var det blot Richard, der sad overfor mig. Vi nåede ikke videre end til høflighedsfraserne, inden Katrine bankede på døren. Hun så en smule forvirret ud, men vendte så hovedet mod sin far.  

“Knud er her,” sagde hun bare. 

“Her? I dag?”

Og Katrine nikkede. “Han sidder i dagligstuen.” 

Richard rejste sig, og Katrine holdt døren åben for ham. Jeg fulgte med dem mod 

dagligstuen.

“Mor har forklaret ham… situationen.”

“Og hvad siger han til det?” spurgte Richard dystert. Han gik hurtigt og svingede 

armene næsten arrigt langs siden. Katrine trak på skuldrene. Jeg gik et par skridt bag dem. Knud, som jeg endnu ikke var sikker på, hvem var, havde tydeligvis rystet familien med sin opdukken.

Rigtigt nok sad denne Knud i dagligstuen. Han havde en høj stemme, som jeg fik at høre allerede inden, jeg var trådt ind i rummet. Overfor ham sad Marius og Benedicte. Også de så både forvirrede og en smule utrygge ud. Modsat resten af familien smilede Knud dog og slog ud med armene, da han fik øje på Richard. Jeg observerede blot fra min plads bagerst i dagligstuen, da Richard gik mod Knud og nikkede kort. Der var et eller andet, som jeg prøvede at komme i tanke om. I alt den tid, jeg stod og fulgte samtalen, arbejdede min hukommelse med noget bagerst i hovedet, som jeg endnu ikke kunne sætte en finger på.

“Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle få dig at se denne jul heller,” sagde Richard

“Det var der vist ingen, der havde, men her er jeg. Glædelig jul,” svarede Knud og

grinede. “Benedicte fortalte mig, hvad der er sket. Frygteligt.” Men han virkede ikke som en, der syntes, at det var særligt frygteligt.

“Ja, det sætter lidt en dæmper på julestemningen,” sagde Richard en smule anstrengt. 

Knud så op. “Ja ja, uden tvivl. Men hun var jo gammel og syg, så vidt jeg kunne forstå.” 

Resten af familien sendte hinanden blikke.

“Hun er sovet roligt ind, der er da den bedste måde man kan dø på,” fortsatte Knud, 

stadig upåvirket af stemningen.

“Det er faktisk det, vi er ved at undersøge,” sagde jeg, og de drejede alle hovedet mod 

mig. De havde rigtigt nok fuldstændig glemt mig, for de så alle på mig med forskrækkelse. Knud så rundt og så på mig igen.

“Og hvad mener du med det? Undskyld, men hvem er du i grunden?”

“Det er Frederikkes kæreste, Mads, han holder jul med os i år,” forklarede Richard.

“Jaja, sådan er der jo forskel på folk,” mumlede Knud lavt, men højt nok til at alle hørte 

ham, hvilket uden tvivl var meningen.

“Mads, det her er min lillebror Knud,” fortsatte Richard sin introduktion.“Han er lige 

kommet tilbage fra Australien.” 

Jeg nikkede.

“Mads undersøger grevindens død,” forklarede Benedicte og så på Knud. “Han er 

kriminalteknikker.”

“Hvorfor skal der en kriminalteknikker til det? Spilder politiet nu også tid på den slags?”

“Hvis du med den slags mener overlagt mord, så ja,” svarede jeg.

Knud så overrasket på mig, næsten bange, og det var netop ved udtrykket i hans øjne, at 

jeg kom i tanke om det, jeg havde ledt efter hele tiden. Dette var ikke første, men anden gang, jeg mødte Knud. Jeg havde mødt ham den nat, grevinden døde, da han var på vej ud af køkkendøren i den voldsomme snestorm, og han tilfældigvis havde set sig over skulderen.