Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Henriette sad i køkkenet, da jeg fandt hende. Hun så op og viste ingen tegn på hverken forskrækkelse eller overraskelse over, at jeg stillede med den kasse med medicin, som  Benedicte og jeg netop havde fundet på sygeplejerskens værelse. Hendes absolutte ro virkede endnu stærkere efter at have brugt tid med den nervøse Benedicte.

“Kan jeg tale med dig et øjeblik?” spurgte jeg. Henriette så på kassen og nikkede blot. Hun havde været ved at notere på en indkøbsliste.

“Jeg hjælper Benedicte med julemiddagen, nu hvor grevinden ikke er her,” forklarede hun.

Jeg satte mig i stolen overfor hende og så ned på kassen. “Jeg fandt den her på dit værelse.” 

Henriette kiggede ikke nærmere på indholdet, men nikkede blot. Hun vidste udemærket, hvad den indeholdt.

“Det er benzodiazepin,” sagde jeg, da hun ikke gjorde mine til hverken at forklare eller benægte det.

“Ja,” sagde hun blot. Hun var ikke typen, der pludselig kom med tilståelser, bare man ventede længe nok. Jeg måtte hive hvert et svar ud af hende.

“Og hvorfor har du benzodiazepin, når du nu tydeligt har sagt, at det ikke er en del af grevindens medicin?”

“Det er det heller ikke.”

“Og alligevel er det i din skuffe?”

Et øjeblik sad Henriette blot helt stille. Så bestemte hun sig allgievel for at svare. “Grevindens sygdom har aldrig været mit primære formål her på godset Jeg er ansat til at tage mig af Johannes.”

“Johannes?” Frederikkes fætter. “Men hvorfor har du ikke nævnt detfør nu? Og hvorfor giver du ham benzodiazepin?”

“Ingen i familien ved det. Det var endnu en af grevindens velbevaret hemmeligheder. Hvis hendes sønner kendte til hans sygdom, ville de aldrig….”

“Ville de aldrig gå med til ændringen af testamentet. Du vidste det altså?” 

“Det er svært nok at forklare, hvorfor Johannes skal bo her i forvejen. Hvis de også kendte til hans sygdom, ville de insistere på at få ham indlagt.”

“Og indlagt for hvad, helt præcis?”

“Svær grad af skizofreni.”

“Som han får benzodiazepin for?”

“Blandt andet.”

“Så da du blev ansat for et par år siden…?”

“Var det for at tage mig af Johannes. Han var blevet diagnistoseret et par måneder tidligere, men grevinden har jo altid vidst, at han havde brug for særlige hensyn. Hun havde brug for nogen til at styre hans medicin og hjælpe, når han får sine… anfald.”

“Og grevindens sygdom?”

“Et sammentraf. Hvis ikke hun selv havde været syg, havde hun ansat mig som husholderske. Ingen andre end Marius og selvfølgelig Johannes selv måtte få sandheden at vide, det var en del af aftalen fra starten.”

“Og den har du levet op til?”

“Det vil jeg mene.” Det var noget ubetinget roligt over Henriette. Hun var ikke kærlig og varm på den moderlige måde, men jeg kunne nu se, hvorfor netop hun var blevet valgt til denne rolle. Hun kunne holde hemmeligheder uden besvær. Hun kunne bevare overblikket og holde hovedet koldt. Ikke engang grevindens død havde slået hende ud.

“Og nu til spørgsmålet om medicinen. Du giver Johannes benzodiazepin?” 

“Til at sove. Men det sidste stykke tid har det ikke været nødvendigt.”

“Har han selv adgang til medicinen?”

Henriette rystede på hovedet. “Jeg ved, hvad du tænker, men det er ikke muligt. Sådan er han ikke, ikke engang når…”

“Det er ikke det, jeg spørger om,” holdt jeg stædigt fast. “Har han selv adgang til medicinen?”

“Nej, det er altid i min skuffe.”

“Og han kunne ikke være brudt ind på dit værelse den nat, grevinden døde?”

“Det kan jeg sige dig, at han ikke kunne, for han sov.”

“Jaså?”

“Han var stærkt ophidset den aften, og jeg gav ham medicin – benzodiazepin – til at falde til ro. Når han får det, sover han inden for en halv time og sover gerne 12 timer derefter.”

Et øjeblik sad vi i stilhed, inden jeg rejste mig. Henriette stoppede mig dog, inden jeg forlod køkkenet.

“Har du set Benedicte?” spurgte hun. “Hun bad mig gå listen igennem og se, hvad vi mangler, og så ville hun komme ned og aftale det sidste.”

Jeg så mig tænksomt over skulderen.

“Nej, jeg ved ikke, hvor hun er.” Og det var såmænd rigtigt nok.