Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Jeg fandt Johannes på hans værelse. Han sad i en stor lænestol vendt ud mod vinduet og kiggede blot ud i luften. Måske han fulgte nogle af de fugle, der hoppede rundt på foderbrættet kun et par meter derfra, men hans tanker var et helt andet sted. Jeg havde banket på og åbnet døren forsigtigt, men han drejede end ikke hovedet, da jeg trådte ind.

“Det var netop dig, jeg gerne ville tale med,” sagde jeg og trådte længere ind i værelset uden invitation.

“Så var det her nok et godt sted at lede,” sagde han blot. Lænestolen han sad i stod egentlig overfor en bred sofa, men han havde drejet den, så han i stedet sad med siden til mig, da jeg satte mig.

“Det tænkte jeg også,” sagde jeg og smilede. Richard mente godt nok, at denne dreng, mere var han knap, var utilregnelig og mærkelig, og det sidste var måske rigtigt nok til en vis grænse, men mest af alt var drengen i lænestolen ufatteligt trist. Jeg havde næsten ikke set ham siden den morgen, Henriette ledte ham ud af grevindens værelse. Jeg mistænkte stærkt, at han havde siddet i lænestolen der lige siden.

“Jeg ved, at det måske ikke er nemt…”

“Du ved ingenting,” afbrød han mig og drejede omsider hovedet. Øjnene var rødrandede og ansigtet blegt.

“Det har du givetivs ret i, men det er også derfor, jeg er her. Jeg ved ikke nok, om det jeg gerne vil forstå.”

Han rystede på hovedet. “Der er ikke noget at forstå. Det er jo det, der gør det så kompliceret. Hun er død, og det er simpelt nok, men det, som hverken du eller nogen af de andre kan forstå, er, hvad det egentligt betyder.”

Jeg var stille lidt. Han var ikke færdig med at tale, men måtte igen se ud af vinduet for at samle sine tanker og formulere sine næste ord.

“De tror alle, at det handler om, hvem der så vil arve hvad, hvem der nu skal stå for julemiddagen, og hvordan de nu kan slippe lettest muligt at med mig.” Han fnøs. “Men i virkeligheden betyder det, at selve denne familie, selve Frederikslyst, er død.”

“Det tror jeg nu ikke, du har ret i.”

Han så på mig, forvirret.

“Jeg tror, der er andre, der forstår, hvad det betyder. Måske ikke dine onkler, Frederikke givetvis heller ikke, men jeg tror, at i hvert fald Katrine forstår det, måske også Marius.”

Johannes nikkede. “Katrine, ja. Sådan som jeg ser det, er hun den eneste, der virkelig kan sige, at hun er i familie med grevinden. Alle de andre prøver at leve op til det billede, de har dannet sig af hende, en stædig og ærekær gammel kvinde med en hård og poleret facade. Det er den, de forsøger at opretholde. Men Katrine kendte hende, ligesom jeg gjorde. Hun ved, hvad Frederikslyst virkelig betyder.”

“Faktisk var det netop godset, jeg var kommet for at tale med dig om.”

Johannes så igen ud af vinduet og nikkede langsomt.

“Grevinden lavede et nyt testamente for et par dage siden, hvor du står til at arve stedet her. Marius skal blive boende til sin død, eller så længe han ønsker, men du vil arve godset og alle dets aktiver.”

Igen nikkede Johannes.

“Kendte du til denne ændring?”

Det gik et stykke tid, før han svarede. “Ja,” sagde han dystert. “Jeg talte med hende, aftenen inden hun døde.”

“Richard nævnte, at du var stærkt oprevet, da du forlod hendes dagligstue. Han syntes, det virkede som om, I havde skændtes.”

“Richard har alle dage hadet mig,” hvæsede Johannes. “Først hadede han min far, og da han så døde, kunne han hade mig i stedet.”

“Og ved du, om Richard kendte til ændringerne?” spurgte jeg. Det tog et øjeblik for Johannes at vende sin opmærksomhed tilbage til spørgsmålet og væk fra sine tanker om Richard.

Han rystede på hovedet. “Nej, det tror jeg ikke. Så havde jeg fået hans vrede at føle noget før.” Han fnøs igen. “Nu blev han selvfølgelig reddet på målstregen af hendes død, og han kan beholde sit gods, sådan som han altid har planlagt.”

“Richard er ikke blevet reddet på nogen målstreg,” sagde jeg.

“Hvad skal det sige?”

“Testamentet blev sendt til sagføreren og godkendt i sidste uge, allerede inden hun talte med dig og Richard.”

Johannes rystede på hovedet. Han kunne ikke forstå det.

“Utroligt,” sagde han bare til sidst. “Hun sagde…”

“For at vende tilbage til mit spørgsmål, så skændtes du med grevinden den aften?” spurgte jeg igen.

“Ja,” sagde han langsomt, ulykkeligt. Hans ansigt havde indtil nu været forholdsvis neutralt, selv da det gik op for ham, at han alligevel skulle arve Frederikslyst.

“Og hvor ville jeg ønske, vi ikke havde, nu hvor…”

“Bagklogskabens ulideligt klare lys, ikke sandt?”

Han nikkede. “Hun fortalte mig, at hendes sygdom var vendt tilbage, at der ikke var mere at gøre…” Hans stemme var grødet, men han fortsatte alligevel. “Hun havde ikke tænkt sig at gennemgå endnu en omgang behandling, der nok ikke ville hjælpe meget alligevel. Hun var gammel og træt, sagde hun. Jeg skulle arve godset, det ville hun sørge for, så jeg behøvede ikke at frygte noget, det hele ville være omme, før jeg anede af det. Og hvor havde hun ret.”

“Og du blev vred på hende?”

“Jeg sagde, at hun da kunne forsøge med behandlingen, at jeg ikke var interesseret i hendes, i Richards dumme gods. Det har altid været hans, det har han altid været overbevist om, er det vist stadig.”

Til det sagde jeg ingenting. “Og efter du forlod hendes værelse?”

Det tog ham igen et øjeblik at fokusere. “Jeg gik i seng.”

“Med hjælp fra Henriette og hendes medicin,” præciserede jeg. 

Han så på mig. “Måske jeg tog fejl. Måske du alligevel ved lidt,” sagde han.