Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Da jeg havde lavet min liste over hvem, jeg måtte tale med, var der en, jeg ikke havde regnet med, og det var Knud, som først var dukket op for et par timer siden. Jeg havde været travlt optaget siden, og det lod til, at Knud også havde det, for da jeg mødte ham på gangen, var han på vej den anden retning med hastige skridt.

“Har du tid et øjeblik?” spurgte jeg ham. Han stoppede forbavset op, nej, ikke forbavset, for det virkede ikke til, at han var overrasket over, at jeg ville tale med ham. Men nervøs var han ikke desto mindre.

“Jo-jo, Mads, ikke? Jeg har netop været i gang med at…” Sætningen døde ud.

“Vel ikke at gemme dig for mig?” spurgte jeg drillende, men Knud kunne ikke se det morsomme i min spøg. Han stod bare med åben mund og stirrede, og først da jeg spurgte, om vi skulle sætte os i biblioteket, vågnede han rigtigt op fra sin midlertidige rolle som snemand.

“Jo-jo, lad os det, min mor har altid elsket det bibliotek. Richard påstår, at hun har den samlede kollektion af Sherlock Holmes i den oprindelige oversættelse, men jeg har aldrig selv tjekket efter. Gamle bøger har hun i hvert fald nok af.” Knud rablede videre i øst og vest, indtil vi sad overfor hinanden i hver vores lænestol i biblioteket. Han så sig omkring og kiggede så på mig.

“Faktisk forstår jeg ikke helt, hvad vi skal tale om. Jeg mener, du  undersøger jo “mordet” på min mor.” Han lavede gåseøjne omkring “mordet” og talte med en sådan ironi i stemmen, at det var tydeligt, at han ikke troede eller i hvert fald ikke ville have andre til at tro, at der var tale om et mord.

“Og jeg ankom jo først tidligere i dag, så jeg kan virkelig ikke se, hvordan jeg skulle have noget med det her at gøre.” Han grinede. Det var en tv-værts falske latter. Et øjeblik iagttog jeg ham bare.

“Problemet er blot, at du ikke først ankom tidligere i dag. Du var her den nat, din mor blev “slået ihjel”.” Ligesom ham lavede jeg gåseøjne i luften. Han forsøgte først at ryste på hovedet.

“Nej, ved du nu hvad…”

“Jeg så dig da du var på vej ud af køkkendøren i en hylende snestorm, som kun et desperat menneske ville begive sig ud i. Men mit gæt er, at du netop var desperat for at komme væk herfra, inden nogen opdagede, at du havde været oppe hos grevinden.”

Knud overvejede et øjeblik, om han skulle blive ved med at benægte, men droppede så skuespillet og trak på skuldrene.

“Sikke et mesterdetektiv, vi har fået hyret her. Og du siger, du er kærester med Frederikke?” Han fløjtede en gang.

“Det siger hun såmænd også,” sagde jeg bare, og lod ellers stilheden herske til Knud følte det nødvendigt at sige et eller andet.

“Jeg ved det sikkert ser…. Mistænkeligt ud fra din vinkel, men jeg lover dig, jeg var her bare for at besøge min gamle, syge mor op til jul, det kan man vel ikke betænke en forsvunden søn?”

“Og lad mig gætte, hun slagtede ikke fedekalven?”

Knud grinede. “Der er du en sand menneskekender, selv af de døde. Hun blev så rasende bare ved synet af mig, at jeg ikke engang fik fremført mit…. Ærinde, og jeg måtte flygte derfra ud i den forfærdelige snestorm.”

“Og hvad var dit ærinde da?” 

Knud strakte sig, men udelukkende for at vinde sig et øjeblik til at tænke. “Årh, min såkaldte familie har sikkert fortalt om mig alligevel. Ser du, mine film mangler lidt finansiering, og nu hvor vi ikke har været på julegaver i mange år, tænkte jeg, at tiden måske var inde til et lille bidrag fra hendes side.”

“Hvorfor netop nu?”

“Fordi jeg er fyldt med inspiration, nej, passion er et bedre ord. Passion for at vise denne forunderlige verden frem. Vidste du for eksempel at…”

“Sandsynligvis ikke, men denne passion, er den pludselig kommet over dig?”

Knud trak på skuldrene. “Nej-nej, men første januar er der deadline til at indsende manuskript til en episode i et landsdækkende rejseprogram. Det kræver en vis financiering, men det kunne være et springbræt for min karriere som filmproducent, en gylden muligheden så at sige for min mor til for en gangs skyld at investere i sin yngste søn.”

“For en gangs skyld?”

“Ja, for en gangs skyld!” Knud slog arrigt ud med hænderne. “Bare fordi man er født sidst, er man åbenbart også dømt til at leve i elendighed. Tænk over det, hun går så meget op i at have det korrekte navn, at hun har taget navneforandring til Elizabeth med z og det hele i stedet for at hede Lis. Mine brødre hedder Richard Fritz og George Ditlev – mens jeg hedder bare Knud.”

“Prins Knud,” sagde jeg lavt.

“Hvad?” udbrød han. Jeg ved ikke, om han reelt ikke havde hørt mig for blodet, der susede i hans ører, eller om han kogte sådan af raseri, at det udelukkende var for at forhindre sig selv i at slå mig hårdt i ansigtet.

“Så din mor ville ikke investere i dine film, og du forlod godset for så at komme tilbage et par dage senere, da du hørte, at hun var død? Det ville være belejligt, nu hvor kampen om hendes arv satte i gang, og du ville sikre dig din del?”

“Noget i den retning,” mumlede Knud.

“Og ellers så hjalp du måske begivenhederne lidt på vej?” spurgte jeg.

“Nu skal jeg fandme….” sagde Knud og rejste sig. Om det var for at slå mig eller for at forlade biblioteket, var jeg ikke sikker på, men han endte i hvert fald med det sidste, da jeg blot sad helt stille og upåvirket.

“I skide mesterdetektiver,” mumlede han og smækkede døren efter sig.