Torsdag d. 21. december, aften

Vi nærmede os langsomt julens klimaks, men der var intet hyggeligt over aftensmåltidet i den store spisestue, selvom Knud flittigt forsøgte at holde samtalen igang, primært ved at tale om sig selv og sine oplevelser i Australien, hans perspektiv på udviklingen inden for rejsedokumentarer, og ikke mindst hvordan han selv agtede at bidrage til denne genre. Niels forsøgte høfligt at spørge ind, og selvom vi var 11 til bords uden at tælle Frode med, som i virkeligheden spiste lige så meget som os andre, så var det nærmest kun Knud, der talte. Jeg sagde heller ikke meget, men observerede blot. Marius og Frode havde gang i deres egne samtaler, og han fodrede nu hunden så åbenlyst ved bordet, at jeg er ret sikker på, at grevinden ville have vendt sig i graven, hvis hun da havde været i jorden på dette tidspunkt. Katrine var så opslugt at sine egne tanker, at hun end ikke opdagede, da Niels desperat forsøgte også at inddrage hende i samtalen med Knud ved at stille hende et spørgsmål. Hun var dog ikke den store hjælp.

“Undskyld,” sagde hun bare og så op, men gjorde derudover intet for at forstå det spørgsmål, Niels havde stillet hende. I stedet kom Frederikke ham til undsætning.

“Jeg synes, det er noget værre vrøvl, Knud,” udbrød hun. Onklen så forskrækket på hende.

“Vrøvl? Du synes måske ikke, at det er en katastrofe, at rejsedokumentarer som genre er ved at uddø til fordel for disse latterlige underholdningsprogrammer?” Han sagde det sidste ord med så meget foragt, at Frederikke ikke kunne lade være med at grine.

“Nej, jeg er sgu ligeglad med rejsedokumentarer, så længe jeg bliver underholdt. Og hvordan er det nu lige, det går med dine film?” spurgte hun, hvilket lukkede munden på Knud. Det var lidt af en bedrift i sig selv, og Frederikke var meget stolt, men det betød også, at der ikke var mere samtale den aften.

Selv da vi lå på hver vores side af sengen samme aften, var hun ganske godt tilfreds med at have lukket munden på sin onkel.

“Jeg fatter simpelthen ikke, at han skal holde jul med os,” sagde hun.

“For det var jo super hyggeligt, inden han kom,” sagde jeg. 

Hun fnøs og stirrede op i loftet. “Ikke ligefrem, men der er nu heller ikke noget som et mord til at ødelægge julestemningen.” Hun vendte sig om på siden. “Hvordan går det med efterforskningen hr. Overbetjent?”

Jeg trak på skuldrene så godt, man nu kan, når man ligger ned.

“Jeg ved ikke, om du har opdaget det, men der her familie er….”

“Røvkedelig?” foreslog hun.

“Nej, det ville jeg nu ikke sige. Det er nærmere som om hvert familiemedlem har en hemmelighed, de vogter med deres liv, og før jeg får afdækket dem alle, ved jeg ikke, hvem der skjuler noget om grevindens død.”

“Hemmeligheder?” Hun smilede ikke længere.

“Der er ingen, der siger, hvad de rent faktisk ved. Der er alt for mange mystiske….. Sammentræf.” Henriette, Johannes, Richard, Knud, listen fortsatte.

“Og har du da fået afdækkt nogle…. Hemmeligheder?” spurgte hun.

“Det er en del af efterforskningen, og eftersom du er medlem af denne familie, kan jeg ikke videregive oplysninger.”

“Ej, helt ærligt, Mads. Du kan da godt fortælle mig, hvad du har fundet ud af. Er der da nogen, der har opført sig mistænkeligt? Har du en hovedmistænkt?” Hun forsøgte at grine.

Jeg mimede en lynlås over munden og trak uskyldigt på skuldrene igen.

“Ej, du er simpelthen for kedelig.” Hun vendte sig tilbage på ryggen og slukkede lyset. Det havde nok været meningen, at det skulle lyde som en spøg, men det kom til at lyde en smule mere vredt, end hun havde tænkt.

Da lyset var slukket, og der var stille i værelset, kunne jeg igen løbe listen igennem. Der var Henriette. Hun havde medicinen, våbnet så at sige, men jeg kunne stadig ikke se motivet. Johannes var måske nok psykisk ustabil og havde ikke mindst været det den nat, grevinden døde, men han havde knap mulighed for at have slået hende ihjel og desuden ringe interesse i det. Nogen, der havde interesse i det deridmod, var de to brødre Knud og Richard. Richard troede ikke, at testamentet var blevet ændret endnu, og det ville han for alt i verden forhindre. Og Knud havde brug for pengene. Grevinden havde nægtet at investere i hans projekt, men arven kunne han få udbetalt, så snart hun var død. Men jeg kunne ikke se, hvordan de havde adgang til benzodiazepin, eller hvorfra de vidste, at grevinden fik morfin. Marius brød sig måske ikke synderligt om sin kone og havde ikke gjort det i mange år, men han havde på den anden side holdt hende ud så længe. Tilbage var der Frederikke, Katrine og Niels. Og da var det, jeg kom i tanke om det skænderi, jeg ved en fejl havde hørt en bid af, morgenen inden grevinden døde.