Fredag d. 22. december, eftermiddag

Jeg havde brugt timevis i biblioteket, jeg havde talt med alle i familien på skift og nogle flere gange. Jeg var ikke i tvivl om, at grevindens død hverken var et uheld, selvmord eller en tilfældighed. Nogen stod bag, nogen i familien. Men stilheden i biblioteket var ikke længere nok, jeg havde brug for at bevæge mig ud i det hvide vinterlandskab for at kunne tænke det hele ordentligt igennem. Julen nærmede sig, og jeg måtte hurtigt få afklaret sagen, så familien kunne få ro, og ikke mindst så jeg selv kunne slippe herfra. De sidste par dage på Frederikslyst havde føltes som et langt mareridt. Jeg følte som regel ikke, når jeg arbejde, jeg tænkte kun, tænkte over sagen, over spørgsmålene, der skulle besvares og opgaverne, der skulle udføres. Men denne sag var helt anderledes. En nagende følelse af at noget var helt skævt og en underliggende panik, jeg altid forbandt med uvished.

Det var midt på dagen, solen skinnede og fik landskabet til at glimte med et hvidt skær. Jeg gik formålsløst rundt i haven og genspillede i mit hoved de mange samtaler, jeg havde haft i løbet af de sidste par dage med familiemedlemmerne. Der var en liste og personer, jeg hurtigt havde udelukket. Sigrid og Victor, Katrines børn, var de mest åbenlyse at udelukke. Derudover var der Katrine selv. Hun elskede sin farmor måske mere end nogen anden i hele familien, hun havde intet motiv og sandsynligvis heller ikke viden eller mod til at føre det ud i livet. Frederikke troede jeg næppe på kunne udføre den slags heller. Hun var måske nok temperamentsfuld og impulsiv, det absolut modsatte af sin søster, men hvor skulle hun får benzodiazepin fra? De eneste, der i virkeligheden havde adgang til mediconen, var, så vidt jeg vidste, Henriette, Johannes og Niels. Marius havde kendskab til Henriettes medicinlager, og selvom jeg fra den første aften havde lagt mærke til hans let skjulte had til sin kone, så kunne jeg stadig ikke se, hvordan han hverken kunne, eller hvorfor han skulle slå sin kone ihjel netop nu. Richard og Knud kunne selvfølgelig have benzodiazepin, som jeg ikke kendte til. De havde begge et motiv og så vidt jeg kunne dømme på deres karakterer heller ingen grænser for, hvad de var villige til for at tjene deres egne formål. De havde alle talt med grevinden om aftenen, først Johannes, så Richard, Knud og til sidst Niels. Der var en forklaring på hver af den fem tekopper på bordet. Nogen havde kommet benzodiazepinen i grevindens te, og da hun derefter havde taget sin morfin, havde de to til sammen stoppet hendes vejrtrækning og hjerterytme. Det var et utroligt sofistikeret mord, et mord, der krævede stor viden og spidsfindighed. Havde grevinden selv kunne vælge, ville hun nok netop have valgt at dø på en så raffineret måde. Og alligevel var der ikke tale om et selvmord, det var jeg ganske overbevist om. Hvorfor ellers komme benzodiazepin i teen, som hun delte med sine gæster? Så hvem af de mistænkte havde givet hende medicinen? 

Jeg var så optaget af mine mange spørgsmål og forbavsende få svar, at jeg knap opdagede, da Frode kom stormende mod mig med tungen og ørene hængende bagud. Sneen lå stadig højt i haven, så han måtte kæmpe sig frem, og da han endelig nåede mig, havde han hvide iskrytaller i pelsen. Jeg behøvede næsten ikke at bukke mig, for at klø ham på hovedet, og han logrede bare glad og så bagud. Katrine kom gående længere nede i haven. Også hun måtte løfte fødderne højt for at komme gennem sneen og hen til der, hvor Frode og jeg ventede.

“Nyder du også vintervejret?” spurgte jeg. 

“Jeg tog ham der med en tur ud i haven.” Hun nikkede mod Frode, der stadig logrede mellem os. “Jeg havde brug for lidt luft,” sukkede hun. Den nederste del af hendes ansigt var gemt ned i jakkens for. Den var for stor til hende, og hendes hænder var trukket op i ærmet. Ud af det ene ærme stak et stykke papir, foldet på midten, som hun holdt krampagtigt om. Hun opdagede, at jeg kiggede ned på papiret og foldede det ud.

“Og så fandt jeg det her.” Endnu et suk. “Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at vise det til nogen, men nu står du her jo lige, og måske du kunne give mig et godt råd.” Hun rakte mig papiret, og jeg læste. Det var et håndskrevet brev til Katrine, dateret d. 18. December. I brevet stod der med ganske få ord den hemmelighed, jeg allerede havde opdaget. At Frederikke og Niels mødtes om natten i hemmelighed. I bunden af papiret stod grevindens underskrift. Efter at have læst det igennem rakte jeg papiret tilbage til hende. Hun så næsten undrende på mig.

“Du vidste det?” spurgte hun. 

Jeg trak på skuldrene. “Det kunne jo ikke undgå at komme frem, da jeg først begyndte at kradse i overfladen på alle de hemmeligheder, der gemmer sig i den her familie.”

“Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte hun så.

“Ikke noget lige nu.” 

Det svarede hun ikke på. Frode, der syntes, at alt for lidt af opmærksomheden var rettet mod ham, begyndte i stedet at gå lidt omkring.

“Hvor fandt du det?” spurgte jeg. “Grevinden havde ikke planlagt, at du skulle have det, før julen var overstået.” Det fremgik tydeligt at hendes brev. Hun undskyldte endda, at hun ikke havde sagt noget, men havde ladet det vente.

“I lommen på den her jakke. Det er Niels’.” Hun klappede på den ene lomme.

“Så Niels har haft brevet?”

Katrine nikkede. “Måske hun har givet det til ham.”

“Det tror jeg nu næppe,” sagde jeg lavt. Men det var måske netop det spor, jeg havde ledt efter.

“Jeg må hellere komme tilbage,” sagde jeg og begyndte at gå. “Og du må nok hellere komme med.”