Fredag d. 22. december, eftermiddag

Der var end ikke gået en time, fra jeg havde ringet, til bilerne var der, hvilket var lidt af en bedrift i sig selv taget i betragtningen af, at godset lå så langt ude på landet. I den tid havde jeg sammenskrevet alle beviserne til en rapport. Politiinspektør Larsen, som jeg havde ringet til som den første, havde lovet mig, at vi kunne få et grundlovsfør igennem inden jul og dermed få sagen sat i gang. Derefter ville der selvfølgelig være en masse arbejde, og jeg kunne allerede nu forudsige, at jeg nok ikke ville få fri mellem jul og nytår, som jeg havde planalgt. På den anden side var det ikke længere særligt hyggeligt at holde jul på godset. Netop som jeg tastede Larsens nummer, tænkte jeg ved mig selv, om det nu også var en god idé. En gammel dame var død, slået ihjel efter min bedste overbevisning af et af hendes egne familiemedlemmer, en familie der var så store sprækker i, at de havde bygget hemmeligheder på hemmeligheder i årevis for at dække hullerne. Og her kom jeg, praktisk talt udeforstående og gravede med ét alt det gamle og glemte frem. Havde jeg ret til på den måde at ødelægge julen for dem? Jeg sukkede og ringede alligevel op. Loven havde altid ret.

Hele familien var stimlet sammen på trappen, da bilerne kom ned ad vejen. Jeg skubbede mig frem mellem dem og talte hurtigt med mine kollegaer. De nikkede og anholdt Niels, der så forbløffet omkring sig.

“Ej, Mads, hvad skal det nu betyde?” spurgte Frederikke, da Niels begyndte at nægte og beklage sig.

“Jeg skal sige dig, hvad det skal betyde,” næsten spyttede Niels. “Det er den mest ydmygende hævn den jalousiædte nar kunne finde på.”

“Hvad…. Mener du at…?” spurgte Frederikke og så mellem Niels og mig.

“Du har sandsynligvis vidst det hele tiden, ikke?” hvæsede Niels.

“Jeg havde min mistanke allerede fra den første aften,” sagde jeg bare lavt. 

Resten af familien var i et stadie af panik. Henriette havde efter Katrines ønske taget børnene med ind, så de ikke engang fik det at se, da deres far forsøgte at bryde fri fra de to betjente, der holdt ham, og de derfor alle tre væltede omkring. Det endte med, at Niels lå nedderst med kinden trykket mod den kolde sne. Han vred sig stadig og spyttede og bandede arrigt.

“Sig mig, er du også indblandet i det her?” spurgte Knud så og så på Frederikke.

Hun rystede på hovedet til Knud. “Nej, grevinden er for hans egen regning,” sagde hun bare.

“Hvordan…Kunne du forklare os, hvad der foregår, Mads?” spurgte Richard og skubbede sig frem. Katrine var efterhånden blevet skubbet om bag sin familie, der var ivrige efter at følge med i, da Niels næsten blev båret over i den nærmeste bil, og døren blev smækket efter ham.

“Så gerne. Grevinden blev slået ihjel, det har jeg været overbevist om længe, men spørgsmålet var nu bare af hvem. Grevinden døde omkring klokken fire om natten og havde inden for fire timer indtaget en stor dosis af både morfin og benzodiazepin. Den første fik hun hver aften for smerterne, der fulgte med et fremskredent stadie af kræft. Efter en analyse af den te, grevinden havd drukket med sine fire gæster i løbet af aftenen, konkluderede jeg, at det måtte være en af dem, der havde givet hende benzodiazepinen, som altså ikke var en del af hendes sædvanlige medicin ifølge Henriette.”

“Henriette, stoler du nu på hende som vidne? Kan du da ikke se, at hun er den, der har haft allerbedst mulighed for det?” udbrød Knud.

Jeg nikkede. “Jeg stoler på Henriettes udsagn, ja, for det passer med mine øvrige oplysninger.”

“Jeg kan da ikke være den eneste, der synes, at det er underligt, hun stadig er her. Jeg mener, hvad er hendes formål, nu hvor grevinden er død?” udbrød Knud. “Kan du sige mig det, hr. Betjent?”

“Ja, det kan jeg godt.” Jeg så på Johannes, der nervøst havde trådt et skridt tilbage.“Men det vil jeg ikke, ikke nu.” 

Knud ville have spruttet et eller andet til svar, men jeg skyndte mig at gå videre i min fortælling.

“Jeg var tilfældigvis oppe den nat, grevinden døde, og jeg var ikke den eneste. Johannes havde talt med sin farmor tidligere og var derefter gået i seng. Han vågnede ikke før næste morgen. Richard talte derefter med grevinden og fik den dårlige nyhed, at han ikke skulle arve godset alligevel, det skulle gå til Johannes. Richard havde altså motivet, men vidste ikke, at hun fik morfin og havde formodentlig heller ikke adgang til benzodiazepin.”

Alle så et øjeblik på Richard, som nikkede kraftigt, som for at understrege, at han altså ikke var skyldig.

“Derefter var der endnu to, der talte med grevinden den nat. Knud og Niels.”

Nu vendte hele familien blikket mod Knud i stedet.

“Jamen Knud kom jo først hjem fra Australien to dage senere,” indvendte Richard så. 

Jeg rystede på hovedet. “Nej, Knud var her den nat, grevinden døde. Jeg mødte ham i køkkenet, efter han havde talt med sin mor.”

“Jeg slog hende ikke ihjel, det sværger jeg,” sagde Knud, da familien stadig så på ham.

“Nej, han har jo lige anholdt Niels, så det ved vi jo nok godt,” sagde Frederikke. “Kan du ikke bare komme til sagen?”

“Knud har med stor sandsynlighed heller ikke vidst, at grevinden igen var syg og fik morfin, eftersom han ikke har talt med hende i flere år. Han havde heller ikke åbenlyst adgang til benzodiazepin, og jeg udelukkede altså også ham fra min liste. Den sidste, der talte med grevinden, var Niels.”

“Jamen, hvorfor skulle han….?” Det var første gang, Katrine blandede sig i samtalen. Igen så jeg på Frederikke.

“Fordi hun truede med at afsløre ham,” sagde jeg. 

Katrine holdt vejret og så på mig. 

“Afsløre, at han havde et ikke-helt-så-hemmeligt forhold til Frederikke. Grevinden havde skrevet et brev, det brev, du selv fandt i Niels’ jakkelomme. Et brev, han havde stjålet fra hende den nat, hun døde.” Hun nikkede bare tom i blikket og hvid i ansigtet.

“Han gav grevinden benzodiazepin for at sikre sig, at hun sov, når han senere skulle hente brevet. Hun havde selv fortalt ham, at hun sov let grundet den morfin, hun fik, og han kunne ikke risikere noget. Nu er spørgsmålet blot, om han vidste, at en kombination af de to midler ville slå hende ihjel.” 

Der var stilhed et øjeblik.

“Så du siger, det kunne være et uheld?” spurgte Richard. 

Jeg nikkede. Det var op til dommeren at afgøre.

“Men hvordan kunne Niels dog…?” spurgte Benedicte. “Jeg mener, hvordan fik han fat i benzodiazepin?”

“Fra sin datters medicin,” sagde jeg. 

Katrine løftede hovedet med et ryk. Nu vendte de alle blikket mod hende. Tårer kom til syne i hendes øjne, hun rystede på hovedet og forsvandt så ind i huset. Derfra var der ikke mange spørgsmål tilbage. Lige så stille gik familien også ind og hver til sit. Marius var den sidste, der forlod trappen, sammen med Frode selvfølgelig.

“Sikke en hyggespreder, du er,” sagde han bare, trak på skuldrene og gik ind i varmen. Jeg selv satte mig ind i den sidste bil og kørte væk fra godset med et dybt suk.