Lørdag d. 23. december, formiddag

Jeg havde absolut ingen planer om nogensinde at vende tilbage til Frederikslyst Gods. Jeg havde pakket mine ting, sagt farvel til alle familiemedlemmerne, som havde ønsket mig en glædelig jul med varierende entusiasme. Katrine havde blot set tomt på mig, havde knap opfanget, da jeg bad hende hilse børnene. Frederikke havde jeg ikke talt meget med, blot sagt farvel og havde så forladt værelset. 

Så da jeg allerede næste dag sad i bilen på vej ned ad den lange grusvej tilbage til godset, var det ikke med min gode vilje. Det var faktisk med en så stor mængde modvilje, at mine knoer var hvide omkring rettet.

Det var Henriette, der havde ringet samme morgen.

“Jeg ved jo godt, at du allerede har foretaget en anholdelse,” sagde hun undskyldende.

“Ja, grundlovsforhørret er i dag,” sagde jeg.

“Ja, men jeg synes nu alligevel, at du skulle komme, der er noget, jeg må vise dig,” 

fortsatte hun. “Noget meget vigtigt.”

Allerede da havde jeg på fornemmelsen, at min i forvejen rodede sag slet ikke var ovre 

endnu. Da Henriette havde lagt på, gned jeg mig i ansigtet. Havde jeg lavet en fejl? Var der noget galt med beviserne? De jeg kørte ned ad grusvejen, gik jeg sagen igennem i hovedet for hundredetyvende gang den dag. Jeg parkede bilen, og Henriette tog mod mig i hoveddøren.

“Ved de andre, at jeg er her?” spurgte jeg, og hun rystede på hovedet.

“Nej, jeg tænkte, at det måske var bedst sådan.” Hun viste mig ind i køkkenet, hvor der havde hobet sig småkagedåser op på bordene. Der lå servietter og tallerkener klar til julemåltidet. På trods af alt det, der var sket i familien, skulle det blive jul alligevel. På et gammelt gods som Frederikslyst slipper man ikke bare sådan lige sine traditioner.

“Hvad er der så?” spurgte jeg, utålmodig for igen at vende baglygterne til stedet her. 

Henriette tog en papæske fra bordet. I den var en flaske, en medicinflaske, og hun tog en indlægsseddel frem og viste mig den.

“Efter i går fortalte Katrine os om Sigrid, og jeg har hjulpet med medicinen. Katrine har 

jo nok at tænke på uden også at skulle tage sig af den slags,” forklarede Henriette. “Og jeg kom til at læse på sedlen her.”

“Benzodiazepin,” sagde jeg. Det var den flaske Niels havde vist mig, mordvåbnet, så at sige. 

“Ja, netop, men se bare på mængden.” Hun pegede ned på et lille tal på sedlen og så op på mig.

“Hvad skal det betyde?” spurgte jeg.

“Det betyder, at hvis det virkelig er Niels, der har slået grevinden ihjel, så har han i hvert 

fald ikke brugt Sigrigs medicin. Den mængde, selv i en blanding med morfin, kan slet ikke have den effekt. Ifølge din beretning har Niels givet grevinden benzodiazepin omkring klokken to, og hun fik først sin morfin næsten en time senere. Mængden i den medicin her og med en times mellemrum kan ikke slå et voksent menneske ihjel, ikke engang en syg gammel dame.”

Og med de ord ramlede hele sagen på Niels.