Lørdag d. 23. december, formiddag

Jeg havde sat mig i biblioteket endnu en gang. Jeg havde ikke set noget til familien bortset fra Frederikke, som jeg mødte på vej til biblioteket.

“Nå, så du er tilbage. Er der flere, der er blevet slået ihjel her?” spurgte hun.

“Nej, bare den samme,” sagde jeg. Og det var det, mere sagde vi ikke til hinanden. Hun fortsatte ned ad gangen, og jeg satte mig ind i biblioteket. Der kunne jeg tænke. Jeg havde taget samlingen af beviser med. Det var altså ikke Sigrigs medicin, der var blevet brugt. Henriette havde helt og aldeles ret, det havde jeg hurtigt fået bekræftet. Derfor stillede jeg også den lille flaske til side og koncentrerede mig i stedet om Henriettes store medicintaske. Niels havde sandsynlighvis heller ikke brugt medicinen fra Henriettes kommode, for ligesom resten af familien kendte han ikke til Johannes’ sygdom. Sygeplejersken selv sad overfor mig i den store lænestol, lige så rolig som altid. Vi gik indholdet igennem én ting af gangen, og hun havde både grevindens og Johannes’ papirer, så jeg kunne tjekke, at der var recept på alt indholdet i tasken. Vi havde ladet flaskerne med benzodiazepin vente til sidst. Henriette rykkede sig lidt frem i stolen, da jeg løftede dem op.

“Godt så,” sagde jeg, og hun fandt papirerne frem. Jeg stillede flaskerne på på bordet. Der var fire i alt. Henriette rakte mig papiret, men stoppede midt i en bevægelse, da hun så ned på flaskerne.

“Hvad nu?” spurgte jeg.

Hun stirrede stadig ned på de fire flasker og pegede så på den ene. “Den der,” sagde hun. “Den hører ikke til.”

“Hvad mener du?” jeg samlede den udpegede flaske op. De lignede jo alle hinanden, 

men da jeg så på mærkatet, kunne jeg godt se, at den ikke lignede de andre, ikke helt.

“Det er ikke Johannes’ medicin,” sagde Henriette, for første gang en smule rystet.

“Og hvis skulle det så være? Sig mig, hvor mange her i huset giver du egentlig medicin?”

Men Henriette rystede blot på hovedet. “Ikke andre. Det er ikke den dosis, Johannes plejer at få.” Jeg så ned på papiret og sammenlignede. Nej, den her dosis var næsten dobblet så stærk.

“Du siger altså, at den her ikke hører til?” Og Henriette nikkede langsomt. Vi tjekkede de andre flasker benzodiazepin, men de havde alle de rigtige mærkater og passede med Johannes’ recepter. 

Et øjeblik sad vi i stilhed.

“Hvem kendte til grevindens medicin?” spurgte jeg.

“Ikke nogen udover jeg selv og grevinden.”

“Ikke engang Marius?”

Henriette rystede på hovedet. “Han og grevinden er måske nok gift, men jeg tvivler på, at han har interesseret sig synderligt for det, og hun har helt sikkert heller ikke gidet at indvie ham.”

“Så hvis nogen vidste, at hun fik morfin, så er det grevinden selv, der har fortalt det?” 

“Ja,” bekræftede hun og nikkede, men stoppede så alligevel bevægelsen. “Eller….”

Jeg ventede i spænding. 

“Aftenen før du og Frederikke ankom, kom Benedicte og Richard. Benedicte og jeg vaskede op efter aftensmaden, og jeg forberedte grevindens te. Vi talte vist om teen. Det skal jo være en koffeinfri te, hvis morfinen skal virke, og det fik jeg nævnt for Benedicte. Hun er jo selv læge.”

“Læge siger du?” Det forklarede, hvorfor hun havde genkendt benzodiazepinen i Henriettes skuffe. 

Henriette bekræftede med et nik.

“Hvor er hun læge henne? På en almen klinik?”

Henriette tænkte sig om et øjeblik. “På en psykiatrisk afdeling, så vidt jeg ved.”

Jeg takkede Henriette for hendes tid. Hun forlod biblioteket, og jeg sad tilbage i stilheden med flaskerne stillet op på linje og papirerne i en bunke ved siden af. Jeg kunne alligevel ikke forlade Frederikslyst Gods endnu.