Kirsten gik over gårdspladsen, og hendes ånde blev til en hvid sky i luften. Det havde frosset i løbet af natten, og spanden i hendes hånd skvulpede en smule, når hun gik. Fårene manglede vand som altid, men på sådan en frostmorgen var det som om, alting var lidt mere hektisk. Kirsten tog sig nu ikke meget af den slags, hvilket betød, at de andre vrissede mere ad hende sædvanligt. Hun havde allerede glemt alt om fårerne, da hun så op mod himlen, og et snefnug dalede ned for at lægge sig på hendes kind. Hun mærkede dets kolde berøring og forsøgte at fange endnu et på sin finger for at se nærmere på det, mens det smeltede hurtigt. Sådan stod hun og stirrede på sin fingerspids og havde muligvis gjort det længe, da nogen råbte ovre fra stalden:

“Så kom dog med det vand, Kirsten, vi skulle gerne blive færdig inden jul.” Og der var stadig flere dage til jul, men Kirsten sænkede alligevel hånden, hankede op i spanden, som dermed mistede endnu et skvat af sit indhold og gik det sidste stykke over gårdspladsen.

“Sommetider tænker jeg, at det er et under, du endnu ikke er gået direkte i mosen og druknet,” sagde Niels, Kirstens storebror, mens han stangede hø over til fårerne.

“Ane stoppede mig, da jeg havde vand til knæene,” svarede Kirsten bare, for faktisk var hun engang vadet direkte ud i det grumsede vand, indtil hendes lillesøster Ane havde bremset hende. Hun befandt sig altid lige i nærheden, måske netop for sådanne tilfælde.

“Jeg syntes, jeg så en af dyndfolkene,” havde Kirsten forklaret sig, og Ane havde blot grinet, som hun gjorde ad alt andet her i livet. Kirsten hældte vandet i truget og stod nu og lænede sig mod en af stolperne, stadig med spanden i hånden. Niels så bare på hende og rystede så på hovedet.

“Du er ikke rigtig klog. Ikke så mærkeligt du ikke er giftet væk endnu, for hvem vil have en, der taler med nisser og dyndfolk, og hvad ved jeg? Du burde i grunden holde med at sige den slags, du ved, hvor lidt fader bryder sig om det.”

Kirsten trak på skuldrene og skulle lige til at sige, at det altså ikke var hende, der talte til nisserne, men dem der talte til hende, og at dyndfolket aldrig sagde noget, de sad bare der mellem sivene, og sommetider kunne hun høre dem nynne. Men hun nåede det ikke, inden Niels udbrød højt:

“Hvad i alverden, Kirsten, du har jo hældt vandet ned i fodertruget!” Og Kirsten rettede sig op med et suk og så ned i truget, hvor hun lige havde hældt vand i. Rigtigt nok havde hun hældt det lige ned oven i kornet, og fårerne stod med mulerne i vandskorpen. Det lille lam havde som det eneste ikke våde mulehår.

“Årh, for himmelens skyld, så gå dog ind, du er ikke til meget hjælp herude i hvert fald. Og sig til Ane, at hun må give hesten vand. Hun må da kunne tænke klart bare et øjeblik.”

“Det skal du ikke være så sikker på.” Kirsten var ikke ked af at blive sendt bort på denne måde, for sådan gik det med jævne mellemrum. Så sendte hendes fader ellers Niels hende ind i køkkenet, indtil hun tabte krukken med mel eller smed kartoffelskrællerne i gryden og kartoflerne på møddigen, og så sendte hendes moder hende ud for at hjælpe i stalden igen. Man skulle tænke, at en pige på hendes alder efterhånden måtte have lært at lægge sine dagdrømme til siden, når hun arbejdede, og hun forsøgte skam også, men så var det, at en nisse fik hende trængt op i en krog eller en sky sådan lignede en trold, at hun tog det som er varsel for, hvad der ville ske hende, hvis hun bevægede sig ud i skoven, og så fik hun aldrig samlet de svampe, hun var blevet bedt om.

“Hvad mener du?” spurgte Niels, og Kirsten havde næsten allerede glemt, hvad hun selv havde sagt, for nu sneede det kraftigere, og hun iagttog de små fnug, der tilsammen begyndte at danne en hvid dyne over gårdspladsen og tuntræet i midten. Det var en gammel eg, der beskyttede gården mod onde væsener, og Kirsten holdt meget af at tale til det, selvom de andre selvfølgelig mente, at det var endnu et bevis på, hvor tosset og ubrugelig hun var.

“Åh, Ane? Hun skal måske nok giftes, men det er en hemmelighed, som jeg ikke må fortælle til nogen.” Hvad end Niels svarede, så hørte Kirsten det ikke, for hun var allerede gået tilbage ud på gårdspladsen, og hun så direkte op i den hvide himmel over sig, efterhånden som sneen faldt og gik i et med den hvide jord under hendes fødder.