Det blev tidligt mørkt på denne tid af året, og de andre var knap færdige med dagens gøremål udenfor, før det var så mørkt, man knap kunne se dybden af den sne, man nu måtte vade igennem for at komme over gårdspladsen. Sneflokkene havde væltet ned hele dagen, og Kirsten måtte igen og igen tvinge sig selv til at løsne blikket fra den glitrende hvide jord. Når månen et øjeblik kom frem mellem skyerne, skinnede den på sneen, så det lignede, at hele landet og taget på staldbygningen var dækket af et lag smeltet sølv. Da familien sad om bordet den aften og spiste, ville Kirsten måske have bemærket sin søsters lidt for højlydte snakken og grinen eller det lille smil om hendes læber, når hun kiggede ned i bordpladen. Ane talte nu altid meget og grinede endnu mere, og sommetider havde Kirsten spekuleret på, om to søstre kunne være mere forskellige. Ane havde stadig barndommens høstgule hår, selvom hun var 17 somre og nu også endnu en vinter, hvorimod Kirstens var blevet mørkt for flere år siden. Og Kirsten vidste, at Ane ligesom de andre ikke forstod, hvordan hun kunne få timevis til at gå ved at lytte efter frøer i mosen eller stirre op på stjernehimlen. Men modsat de andre lod Ane aldrig til at miste tålmodigheden med sin ældre søster. I aften var Kirsten som altid alt for opslugt af sine egne tanker til at opdage, at noget var anderledes, indtil hendes fader rømmede sig, og Kirsten fik en albue i siden. De andre sad helt stille og kiggede på hende, og måske de havde gjort det længe.

“Som I ved, har jeg i dag besøgt Skovgården, og vi har aftalt, at Ane og Christian skal troloves inden jul.” Han løftede sin kop med det tynde øl, og de andre gjorde det samme. Kirsten førte sin kop direkte op til munden og drak, mens de andre skålede på nyheden, og moderen rejste sig. Da hun kom tilbage sad Kirsten igen og kiggede ud ad vinduet, men Ane hvinede højlydt og slog hænderne op for munden, da hun så, hvad moderen bar mellem hænderne.

“Denne sølvkande fik min bedstemoder efter at have gjort tjeneste på en stor herregård oppe nordpå, fordi fruen havde sat sådan pris på hende.”

“Er du nu sikker på, det var fruen, der satte pris på hende?” spurgte Niels og spiste videre. Ane daskede ham over skulderen, men grinede så. Det var den slags, der gjorde hende så forskellig fra Kirsten. Hver af hendes bevægelser var store og voldsomme, men slaget ramte alligevel plet og fik Niels til at spilde en smule af suppen på bordet.

Moderen rakte sølvkanden frem mod Ane, der ofte havde stået og sukket over den i spisekammeret, hvor den ellers stod gemt væk.

“Mener du virkelig at jeg…?” spurgte Ane og drejede den mellem hænderne og tog ved om den slanke hank. Den blev kun brugt ved særlige lejligheder og kunne trænge til at blive pudset op, men selv Kirsten kunne se, at det var et smukt stykke håndværk.

Moderen nikkede. “Den skal du have i medgift, ligesom jeg fik det af min moder.”

Ane rakte kanden tilbage, men hun smilede lige så bredt som før.

“Årh, jeg kan ikke vente. Hvornår bliver jagildet?” spurgte hun sin far.

“Dagen inden juleaften – der har vi alligevel besøg af familien.”

“Hvem skulle have troet, at Ane ville blive gift først,” sukkede moderen, for Ane var den yngste af de tre børn.

“Kirsten er sikkert allerede gift med en elverprins ude i skoven, skal du se,” svarede Niels, hvilket berettigede ham til endnu et slag fra Ane på Kirstens vegne.

“Er det dig da helt umuligt at være flink bare en gang i mellem? Det er da heller ikke noget under, du ikke er gift endnu, hvis du altid er så modbydelig. Du har så lidt forstand på skønhed, hvis du ikke kan se, at den kande er pragtfuld.”

Niels tog sig til hjertet som havde Ane stukket en kniv igennem det, men grinede så med en hovedrysten.

“Jeg kommer nu til at savne jer alle,” sagde Ane og for første gang i mange dage falmede hendes smil en smule. “Selv dig, Niels.”

“Det kommer du dig nok over,” mumlede han.

“Hvor skal du da hen?” spurgte Kirsten, og de grinede alle sammen, måske fordi de troede, at det var en spøg, men Kirsten havde aldrig lavet sjov en dag i sit liv.

“Til Skovgården, Kirsten. Jeg skal bo hos Christians familie, så snart vi er trolovede. Engang får vi os sikkert vores eget lille hus,” sukkede hun drømmende. Ane strøg Kirsten en gang over armen og sendte hende et smil. Godt nok var de forskellige, men efter at have delt deres liv så længe nogen af dem kunne huske, forstod de alligevel hinanden på en ganske særlig måde. Da Ane så Kirstens øjne blive store, forstod hun med det samme, at Kirsten også ville savne sin sprælske yngre søster.