Da Kirsten og Ane den nat lå i den seng, de havde delt, siden de var helt små piger, lå Kirsten og stirrede op i mørket. Hun havde måske nok altid vidst det, men med hovedet fyldt op af trolde og nisser og ellefolk, så havde hun aldrig tænkt over, at der måske nok ville komme en dag, hvor Ane ikke ville ligge ved siden af hende der i mørket. Og selvom jagildet først var lige inden jul, og Ane jo ikke ville flyttere længere væk end til Skovgården, så føltes det alligevel som om, fremtiden pludselig var så mørkt som det tomrum, hun stirrede op i. Kirsten var aldrig kommet sig over at være mørkeræd. Selv dagslysets væsener kunne sommetider virke skræmmende, og de, der lurede om natten var endnu værre, men Anes tunge åndedræt ved siden af hende beroligede hende altid. Men Anes tilstedeværelse gjorde intet for at fjerne den knugende fornemmelse i hendes bryst, når hun tænkte på fremtiden. Det var ikke fordi, hun frygtede at blive bidt af en varulv, i hvert fald ikke mere nu end før Ane skulle giftes. Det var mere det, at hun over hovedet ikke vidste, hvad der gemte sig i det mørke, der var hendes fremtid. En dag skulle hun vel nok giftes ligesom Ane, men selve uvisheden fyldte hende med en angst, der var ganske forskellig fra den, der gemte sig i mørket. Og måske Niels havde ret, når han sagde, at ingen ville giftes med en, der talte med nisserne eller hældte vand i fodertruget.

“Ane?” hviskede Kirsten og så lidt højere igen. “Ane?” Hun ruskede sin søster arm, og Ane vendte sig i sengen.

“Hvad nu?”

“Tror du, at jeg bliver her for evigt?”

“Selvfølgelig ikke, moder skal nok få dig op af sengen i morgen tidligt, vent bare og se.” Ane lå helt stille, mens hun talte og var sikkert halvvejs tilbage i søvnen, da Kirsten spurgte igen:

“Nej, jeg mener her på gården. Tror du nogensinde, jeg bliver gift ligesom dig og skal flytte langt væk?”

“Så langt er det heller ikke.” Kirsten ventede på, at Ane ville besvare hendes spørgsmål, men efter et øjeblik var hendes vejrtrækning tung igen, og Kirsten skubbede til hende, lidt hårdere denne gang.

“Tror du?”

Nu rejste Ane sig op på albuen og vendte hovedet mod sin søster. “Selvfølgelig tror jeg det. Hvis du bare undgår at drukne i mosen af dyndfolkets sang inden, så skal det nok gå.”

“Der er is på mosen nu,” sagde Kirsten bare. Så havde hun da til foråret i det mindste.

“Det skal nok gå alt sammen.” Ane rakte en hånd frem i mørket og strejfede sin søsters arm.

“Det er bare…” Kirsten mærkede sin hals lukke sig sammen, som havde en lille frø sat sig på tværs. Ikke at hun nogensinde rent faktisk havde spist en frø, højest kysset en, men hun forestillede sig, hvordan den kravlede op langs indersiden af hendes hals, og at det var dens stemme, hun talte med, da hun fortsatte: “Hvordan kan jeg være lykkelig nu, hvis jeg ikke ved, om jeg nogensinde bliver det igen?”

“Årh, tænk ikke på det. Som jeg sagde; det skal nok gå alt sammen.” Ane lagde sig ned på ryggen igen, og de lå side om side og stirrede op i mørket.

“Det kan du jo ikke vide.” Det var stadig frøen, der talte med den mærkelige stemme, og måske det var den, der fik Ane til at sukke.

“Jeg har et foreslag, hvis du så gerne vil kende fremtiden; om to dage, på årets længste dag, er det lussinatten. På den nat stiller du dig foran spejlet med et lys i hånden og siger sådan her: 

Lucie! Du blide

Skal fly mig at vide.

Hvis dug jeg skal brede,

Hvis seng jeg skal rede,

Hvis kærest jeg skal være,

Hvis barn jeg skal bære.

Hvis arm jeg skal sove i,”

Kirsten mimede remsen for sig selv. “Hvad skal det hjælpe?” spurgte hun så.

“Så vil du se ham, du skal giftes med.”

“Hvordan det?”

“Sig mig, er det nu dig, der ikke tror på magi? Jeg lover dig, det virker, og så behøver du ikke bekymre dig mere. Godnat, så.” Ane vendte sig igen rundt på den anden side.

“Har du prøvet det?” kunne Kirsten alligevel ikke lade være med at spørge. “Og så du så Christians ansigt der i spejlet?”

“Jaja, godnat, Kirsten.”

“Godnat,” kvækkede Kirsten, men hun blev ved at ligge og stirre op i mørket og mime verset for sig selv. To dage til lussinatten. To dage, og hun ville kende sin fremtid.