Det endte med, at Bjørn fik husly over natten, og moderen gjorde bænken i køkkenet rede med tæpper til den trætte rejsende. Det var ikke videre behageligt, men der var lunt i køkkenet, og han var i læ fra vinden, der nu hylede under hver en sprække, og sneen, der piskede mod hver en rude. Kirsten havde ligget og lyttet, da hendes moder gjorde klar til Bjørn og bad ham godnat, og nu var der blevet stille. Ane sov allerede ved siden af hende, men Kirsten, der frygtede hvad årets længste nat ville bringe, knugede den lysestump og det fyrtøj, hun havde taget fra køkkenet, mens moderen var travlt optaget af at finde tæpper til Bjørn. Han havde set på hende, da hun snuppede det, men han sagde ingenting. Så nu lå hun der og ventede på, at hun turde rejse sig og gå hen til spejlet. Hun havde ikke glemt den bøn, Ane havde lært hende, selvom hun flere gange i løbet af dagen havde overvejet, om hun nu virkelig ville fremsige den foran spejlet for at se sin fremtid, sådan som Ane havde foreslået. På samme tid vidste hun, at dette var en nat, hvor man skulle være varsom. Det var ikke blot Asgårdsrejen, men alverdens mørkets væsener, der lurede i en nat som denne. Alligevel fik Kirsten til sidst samlet mod nok til at træde ud på det kolde gulv og gå hen til spejlet i værelset. Det hang ved døren, og hun famlede sig frem til væggen så lydløst som muligt. Men Ane sov som altid tungt. Det var derfor, hun aldrig opdagede, når maren eller en forsigtig vætte krøb frem om natten. Så hun opdagede altså heller ikke, da Kirsten tændte lysestumpen og så ind i spejlet. Den gav ikke meget lys fra sig, kun akkurat nok til at tegne dybe skygger på hendes blege ansigt. Hun tøvede et øjeblik, men hviskede så langsomt frem for sig:

“Lucie! Du blide

Skal fly mig at vide.

Hvis dug jeg skal brede,

Hvis seng jeg skal rede,

Hvis kærest jeg skal være,

Hvis barn jeg skal bære.

Hvis arm jeg skal sove i.”

Hendes stemme overdøvede knap vindens tuden, og hun havde ikke mere luft tilbage i livet, da hun havde fremsagt ordene og ventede. Først skete der ingenting. Så var det som om, spejlet fangede en bevægelse fra vinduet bag hende, og Kirsten vendt sig for at se ud i natten gennem ruden. Først kunne hun ikke se andet end mørket og den hvirvlede sne, der ikke lod hende se længere end et favntag. Men så var det, at et ansigt trådte frem, helt tæt på ruden. Med det svage skær fra lyset, kunne hun se det næsten grålige ansigt lige på den anden side af ruden. Det var en mand, og kroppen, der hørte til hovedet, var klædt, i hvad der lignede en natkjortel. Kinderne var udhulede og øjnene helt lyse, næsten gennemsigtige, men håret var mørkt og krøllede om ørerne. Kirsten vidste straks, at hun havde set det ansigt før, men hun var for skrækslagen til at komme i tanke om hvor, eller hvem det tilhørte. Et øjeblik stod de bare og stirrede på hinanden, indtil skikkelsen på den anden side tog et skridt frem, selvom han allerede stod med ansigtet helt op mod ruden. Synet forsvandt ind i væggen, men et øjeblik senere mærkede Kirsten noget tage ved om sit håndled og så ned på en hvid hånd, der havde ved om hendes venstre arm. Grebet var så koldt, at Kirsten straks tabte lyset og gav et skrig fra sig. Ansigtet med de næsten hvide øjne var det sidste hun så, inden hun besvimede i smerten fra det kolde, stramme greb.