Da familien omsider havde fået spist morgenmaden kom tiden for, at Bjørn skulle videre. På en hvilken som helst anden dag ville han være gennem Nørreskoven og hjemme igen inden middag, men i alt den sne var det ikke til at sige, hvor længe rejsen ville vare. Det var søndag, og siden familien alligevel skulle i kirken, fulgtes de med ham det første stykke af vejen. Han gik med sin oppakning og de i deres varmeste trøjer og sjalerne trukket tæt om skuldrene. Efter gårsdagens stormvejr var det blevet næsten stille, og den uberørte hvide sne skinnede næste klarere end solen selv.

“Bjørn, du må altså komme tilbage og besøge os,” sagde moderen. “Du har været sådan en stor hjælp her til morgen.”

“Ja, du kunne komme til mit jagilde, det er lige inden jul,” foreslog Ane.

“Så skal jeg sørge for, du ikke kommer til at lede efter får igen,” grinede Niels og slog den store mand på skulderen. Selvom Niels også selv var en ung mand, så han ganske lille ud ved siden af Bjørn, der uden meget besvær skridtede over sneen, som det tog Kirsten næsten alt hendes opmærksomhed at vade igennem. Bjørn lovede at komme og besøge dem igen, og så fortsatte han og faderen en samtale fra morgenbordet om den gård, Bjørn var vokset op på og stod til at arve. Det var en lille gård, kun lidt større end den familien selv boede på, men Kirsten gav hurtigt op på samtalen om kvæg og får og gav sig i stedet til at tænke. Hun kiggede ned i sneen og forsøgte at gå i Bjørns dybe fodspor, men hans skridt var så lange, hun havde svært ved at følge med i sin kjole.

“Eih, det sne er allerede ved at drive mig til vanvid,” sagde Ane, der gik ved siden af sin søster og også havde ved om skørtet for at forsøge at løfte det over sneen.

“Jeg synes, det er så smukt,” sagde Kirsten og stoppede et øjeblik for at se sig omkring. Træerne langs vejen havde fået hvide frakker på og havde ens striber af sne langs stammen i vindretningen. Solen skinnede, og det tøede allerede en smule, så det dryppede fra de tyngede grene. Det tog dog ikke lang tid, før Kirsten var bagud, og hun nærmest hoppede fremad i Bjørns fodspor. Da hun igen var oppe på siden af sin søster, vendte Ane sig mod hende og spurgte:

“Hvad drømte du i nat? Det må have været et slemt mareridt for at vække os med sådan et skrig.”

“Det var ikke en drøm,” sagde Kirsten. Det troede hun i hvert fald ikke. “Jeg gjorde, som du sagde.” Da Ane ikke lod til at forstå, måtte Kirsten uddybe. “Jeg stillede mig foran spejlet med lyset i hænderne og bad til Sankta Lucia om at se min fremtid.”

Ane havde vendt hovedet mod jorden for ikke at falde, så Kirsten kunne ikke se hendes ansigtsudtryk.

“Og virkede det?” spurgte hun.

“Ja, jeg så ham.”

“Hvem var det så?”

“Jeg ved det ikke. Jeg er sikker på, jeg har set ham før, men jeg ved ikke hvor. Måske bare i en drøm.” Kirsten sukkede. 

“Hvordan ved du så, det var… din fremtid?”

“Netop som jeg havde fremsagt bønnen, stod han uden for vinduet og rakte ind gennem væggen. Se selv.” Hun trak ærmet op og viste sit bare håndled til Ane, der stoppede op et øjeblik. Hun vendte og drejede sin søsters hånd og så op på hende med rynkede bryn. Hun sagde ingenting, men gav så slip igen og næsten løb gennem sneen.

“Kom nu, Kirsten, Bjørn drejer fra mod skoven her. Vil du ikke nå at sige farvel?” spurgte Ane. Kirsten rullede sit ærme ned og sprang så fremad i Bjørns fodspor til det sted, hvor vejen delte sig, og familien allerede stod og vinkede mod den store mand, der gik i retningen af skoven. Han vendte sig og så på Kirsten med et smil og et vink, inden han forstatte ned ad vejen mod Nørreskoven.

Sammenlignet med kulden udefra, så var den lille men fyldte kirken dejlig lun, som Kirsten sad der klemt ned mellem sine søskende med foldede hænder og så mod de mange stearinlys, der brænte i det store lysekrone længere fremme. Hun havde altid holdt meget af at sidde her i kirken i stilheden, der kun blev afbrudt af præstens stemme. Her var der ingenting, hun skulle, andet end at lytte, og selvom det i sig selv kunne være svært nok, så var der ingen, der kunne sige, om hun hørte hvert af præstens ord eller måske var optaget af sin egen samtale med Herren. Netop i dag hørte hun kun meget få af præstens ord, for hun sad i stedet og tænkte over det spørgsmål, der havde optaget hende siden natten før. Hvem var manden bag vinduet? Helt uden at tænke over det tog hun fat om sit håndled, der hvor det røde brandmærke var. Hvis bare hun kunne komme i tanke om, hvem det var, hun havde set. Hvis bare… Hun blev afbrudt i sine tanker af præsten, der holdt et øjebliks ophold i sin strøm af ord, mens han så ud over den samlede landsbybefolkning med løftede hænder. Han velsignede dem alle og afsluttede sin gudstjeneste, og alle i kirken rejste sig samtidigt så bænkene larmede. Da Kirsten så præsten træde ned fra sin prædikestol og gå forbi den forreste bænk, hvor to unge mænd havde rejst sig, kom hun i tanke om noget. Måske det var de lyse øjne, måske det krøllede hår, men i det samme vidste hun nøjagtigt, hvem ansigtet i ruden tilhørte. Hun forventede at se ham der ved siden af sine brødre og kom til at spærre døren, da hun strakte hals for at se efter ham. Han var der ikke, indså hun, da Ane trak hende med sig ved ærmet.

“Så du Johan?” spurgte Kirsten, så snart de var ude i den kolde luft igen og fulgte resten af familien tilbage mod gården. Hun var helt overbevist om, at det var ham.

“Præstesønnen?” spurgte Ane. “Nej, Kirsten, han døde sidste vinter.”