Kirsten ventede, til hun hørte Anes åndedræt blive tungt og regelmæssigt, inden hun rejste sig og listede gennem huset. Ilden i køkkenet var døet ud, og hun turde kun tænde et lille stearinlys, som hun skærmede med hånden, når hun gik. Det trak en smule fra under døren, og flammen blafrede. Hun stak i sine træsko og smuttede ind i spisekammeret. Nissen havde forlangt en kande af juleølen og den bedste pølse, de havde, til gengæld for sin viden om hvordan hun kunne vække Johan fra graven. Det var en skrækkelig tanke, og nissen havde ganske ret, når den kaldte hende et tåbeligt pigebarn, det var hun helt klar over. Alligevel måtte hun være sikker. Hvis bare hun kunne se hans ansigt en eneste gang og dermed blive sikker på, at det virkelig var ham, hun havde set i vinduet. Hvad hun derefter ville gøre, vidste hun endnu ikke. Måske nissen kunne hjæle hende, hvis den fik endnu en kande øl. Hun havde aldrig stjålet noget i sit liv før, og at stjæle fra sin egen familie gjorde det kun værre. Det gjorde det dog også nemmere, eftersom hun vidste, at døren knirkede, hvis man åbnede den meget mere end havlvejs, og hun vidste nøjagtigt, hvilken tønde juleøllen var i. Tønden var næsten fuld, hendes fader havde kun skænket et enkelt krus til Christian og hans fader. Den skulle holde hele julen over og til jagildet, ja, måske der endda ville være nok til selve vielsen også, hvornår det så end blev. Kirsten tænkte derfor ikke, at nogen ville opdage, hvis hun tog en kande. Pølsen ville hendes moder givetvis opdage allerede næste morgen, men ingen ville finde det mærkeligt, hvis Kirsten påstod, at det måtte være nissen. Usandsynligt måske, men ikke mærkeligt. Hun fyldte en kande og rakte så op efter pølserne, men netop som hun gjorde, ramte hendes albue en kurv med nødder, der faldt mod gulvet og spredtes. Kirsten knuste en under sin hæl, da hun trådte tilbage, nu med pølsen i hånden. Hun skyndte sig at samle dem sammen og tilbage i kurven, men holdt så brat inde, da hun hørte en lyd. Det var fodtrin, der nærmere sig. Fodtrin, og så et spædt lys, og det kom nærmere døren. Kirsten skyndte sig at puste sit eget lys ud og kravlede ind i hjørnet af spisekammeret, netop som døren åbnedes, og hendes moder stak hovedet ind med et lys i hånden. Kirsten holdt vejret og vendte hovedet væk for at gemme sine opskræmte øjne, så de ikke skulle genspejle lysets bløde skær. Men hendes moder kiggede bare hurtigt rundt i rummet og fik ikke øje på Kirsten, for næsten med det samme opdagede hun en nød på gulvet. Hun samlede den op, vendte den mellem fingrene og lagde den så tilbage i kurven, som Kirsten netop havde stillet på plads. Da hun lukkede døren, turde Kirsten igen at trække vejret, men hun turde ikke rejse sig, før hun hørte sin moders fodtrin forsvinde. Så rejste hun sig i det kulsorte mørke og støttede en hånd til væggen. Hun ville helst bare forlade rummet med det samme og smutte tilbage i seng, men hun havde allerede kanden med øl mellem hænderne. Hun manglede stadig pølsen og måtte føle sig tilbage og rakte op efter den første, som hun skar ned og tog med sig ud. Et øjeblik stod hun der i køkkenet og lod sine øjne vende sig til mørket. Månen var fuld i aften, og efter stormvejret havde lagt sig, var himlen fri for skyer, så hun fandt vej over gårdspladsen for at finde nissen med pølsen og kanden i hænderne.

Den sad ligesom sidst på loftet i stalden, og det tog et øjeblik, før hun fik øje på den i det hvide lys fra månen gennem vinduet. Den rejste sig, da hun kom og tog hurtigt pølsen fra hende. Den satte sine tænder i den og gnaskede løs, og faktisk lod den helt til at have glemt, hvorfor Kirsten, et menneske og tåbeligt pigebarn, havde stjålet fra sin egen familie for at bringe mad til en staldnisse.

“Her har du din pris,” sagde hun og rakte den også kanden med øl. Uden at have tygget af munden førte den kanden op til sine læber og drak i lange slurke, mens skummet løb langs dens skæg. Så sukkede den og tørrede sig om munden.

“Er det virkelig, den bedste pølse I har?” spurgte den, men tog dog endnu en bid, måske for at prøve efter. 

“Det var den første, jeg fik fat i,” sagde Kirsten, og nissen spyttede den mundfuld, den allerede havde halvt gennemtykket ud på gulvet igen. Eftersom nissen ikke kunne komme ind i spisekammeret, havde Kirsten ikke troet, at den havde meget at sammenligne med. Men nissen rystede på hovedet

 “Sagde jeg ikke, at jeg ville have den bedste pølse, I havde?”

“Joh, men…” Kirsten skulle lige til at forklare nissen, at den jo havde fået en pølse og en kande øl, som den havde bedt om, og at hun ikke havde haft noget til at tænde lyset med igen, efter hendes moder var kommet ind.

“Når jeg har fået den bedste pølse, så skal jeg hjælpe dig.” Nissen lagde et øjeblik armene over kors og havde smidt pølsen fra sig, men så kom den i tanke om, at øllet jo ikke var helt dårligt, og den drak endnu en slurk.

“Men hvordan ved jeg, hvilken du vil synes bedst om?” spurgte Kirsten, og nissen rejste sig.

“Det skal jeg vise dig.” Den efterlod kanden og den halvt spiste pølse bag sig og gik mod stigen. Kirsten fulgte efter, og snart stod de på gårdspladsen i månelyset. Kirsten havde svært ved at skridte gennem sneen, men nissen var så let, at den knap satte fodaftryk oven på driverne.

“Vil du virkelig ind i huset?” spurgte Kirsten, da nissen pegede mod håndtaget for, at hun skulle åbne det.

“Vil du give mig den bedste pølse eller ej?” Da Kirsten nikkede svagt pegede nissen igen mod døren, nu med begge hænder.

“Så åben døren for mig, jeg er en staldnisse, jeg kan ikke bare gå ind i huset uden først at være blevet budt indenfor.”

Kirsten tøvede, men åbnede så døren. Hun lagde fingeren over sine læber for, at nissen skulle være stille, men dens lette fodtrin sagde ikke en lyd over gulvbrædderne. Kirsten fandt igen lyset frem og tændte det med fyrtøjet i køkkenet. Så åbnede hun døren til spisekammeret halvt, så den ikke knirkede, og fulgte efter nissen, der allerede var smuttet ind. Den stod der på gulvet og vred sine hænder frydefuldt, da hun lyste op på rækkerne af pølser, der hang fra loftet.

“Hhmmmm, den der,” sagde den og pegede mod en tyk pølse, men da Kirsten rakte op ombestemte den sig.

“Nej, nej, den der!” udbrød den og pegede på en helt anden. Kirsten tyssede på den, og den næsten hoppede, da hun skar pølsen ned og rakte den frem mod nissen.

“Og det er den bedste, I har?” spurgte nissen og så op.

“Det må det være, for jeg var ikke selv med til at lave den.”

Det virkede nissen til at studse over, men den kendte jo heller ikke Kirsten, for hvis den gjorde, havde den helt afgjort ikke været tryg ved, at det virkelig var den bedste pølse, hvis Kirsten selv havde lavet den.

Nissen drejede en omgang om sig selv og så rundt.

“Årh, så mange pølser er der da ingen, der kan spise, tror du ikke, jeg kunne…” begyndte den, men Kirsten var allerede træt af nissen og træt i det hele taget, så hun rystede på hovedet og trak nissen med ud af spisekammeret. Den holdt kærligt om sin gave helt til de kom tilbage til halmloftet, og den endelig satte tænderne i den.

“Og nu må du fortælle mig, hvordan jeg taler med Johan,” forlangte Kirsten.

“Johan?” spurgte nissen, stadig med munden fuld af pølse.

“Ja, den døde, husker du nok.”

“Åh, ja.” Nissen gnaskede lidt og  skyllede munden i øllet. “Det er et gammel ritual, kun meget få kender til det. Du er faktisk heldig, jeg sådan bor lige her på dit loft.”

“Og godt kan lide pølse.”

“Også det,” sagde nissen, og det tog den et øjeblik igen at komme i tanke om, hvad det var, den skulle sige. “Det er et farligt ritual, og hvis det går galt….” Nissen nikkede for sig selv og så op mod loftet.

“Ja, hvad så?” spurgte Kirsten, da den ikke havde færdiggjort sin sætning, men blot stirrede.

“Ja, så går det galt, og det går grueligt galt. Dette er din advarsel, pigebarn, de døde er, hvor de er, og for det meste har alle bedst af, at de også bliver der. At vække dem kræver en ofring.”

“En ofring?”

“Ja, og de døde mangler ikke mad og drikke sådan som os levende.” Nissen tog endnu en slurk af øllet. “Det, de døde mangler, er blod.” Den trak en smule på det sidste ord or spilede øjnene op, men opdagede så, den havde fået noget mellem tænderne og prøvede at få det ud med en forreven negl.

Da den fortsatte, var det stadig med en finger i munden: “Du giver dem noget blod til at træde ind i denne verden, og du siger sådan her:

“Vaki þú, Gróa, vaki þú, góð kona,

vek ek þik dauðra dura, ef þú þat mant,

at þú þinn mög bæðir til kumbldysjar koma.”

“Hvad betyder det?” spurgte Kirsten, der havde hvisket nissens ord for sig selv for at kunne huske dem. Desuden var hun ikke helt sikker på, at hun havde hørt dem ordentligt, for nissen virkede mere optaget af at stange tænder.

“Det var de ord, Svipdag sagde for at tilkalde sin moder fra de døde.”

“Og virkede det?” spurgte Kirsten hviskende.

“Tvivler du på mig? Skulle jeg sidde her og lyve til gengæld for en halvgod pølse?” Nissen løftede den sidste stump af pølse og så sig så rundt efter den pølse, den før havde forkastet. Den rakte ud efter den og gemte den under blusen for at sikre sig, at Kirsten ikke ville tage den med sig.

Kirsten trak på skuldrene. Uanset hvad hjalp det ikke at gøre sig uvenner med en nisse. Den så måske ikke så farlig ud med ølskum i skægget, men hun vidste, at nisser kunne være ondskabsfulde og drilske væsener, hvis man kom dem på tværs. Så hun takkede for dens hjælp og klatrede ned af stigen.