Kirsten stod et øjeblik på gårdspladsen i månelyset. Staldporten var lukket bag hende, og nissen sad nok deroppe på loftet og var ved at tømme kanden med øl eller pille pølserester ud af skægget. Så gik hun ind i huset for at hente en lanterne og en kniv, og så gik hun mod kirken og gravpladsen. Hun behøvede knap lanternen, for månen selv lyste så klart, og den hvide sne genspejlede dens lys og glitrede af iskrystaller i frostvejret. Men selvom hun nok havde fundet vej uden, og hendes fingre var som frosset fast om hanken, var hun alligevel glad for at have lyset med sig. Måske det kunne skræmme hvad end, der befandt sig mellem skyggerne. Natten var fuld af mørkets væsener, og hun havde altid været mørkeræd. Niels plejede at drille hende med det, men det var kun indtil deres moster en dag havde fortalt ham om nattejægeren. Så var det pludseligt ikke så morsomt længere.

Om det var lanternens tilstedeværelse eller ej, kunne hun ikke afgøre, men hun kom da frem til kirken og gik mod gravpladsen bag den. Der fandt hun Johans sten. Det havde ikke sneet siden, så hans navn stod tydeligt frem med rester af sne i furerne, da hun løftede lanternen. Alligevel børstede hun den helt fri, så hele den mørke overflade kom til syne. Hun stillede lanternen ved siden af og knælede så ned i sneen. Den knaste under hende, men hun var allerede så kold, at hun knap lagde mærke til den frosne overflade under sig. Så tog hun kniven frem fra bæltet og holdt den i sin højre hånd. Selvom nissen havde forklaret hende det, var hun stadig ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre. Hun var dog lige så sikker som nogensinde på, at hun måtte forsøge. Hun måtte se hans ansigt og sikre sig, at det virkelig var ham, hun havde set der i ruden. Så smørgede hun sit venstre ærme op, og i det hvide lys fra månen og det gule fra lanternen, kunne hun stadig se mærket af et tydeligt håndaftryk. Hun lukkede øjnene og pressede bladet mod underarmen. Blodet kom med det samme, og hun holdt armen frem for sig i sneen, så det løb i en strime ned over hendes håndled og dryppede fra hendes fingerspidser ned på den hvide, glitrende sne foran stenen med Johans navn.  Da hun så den første dråbe ramme og den røde farve, der virkede næsten sort i den matte belysning, lagde hun kniven fra sig og holdt i stedet om såret. Det gjorde ikke engang så ondt, som hun havde troet, men måske var det fordi, hun ikke længere mærkede sin krop, mærkede ikke kulden, der sivede op nedefra, mærkede ikke de stivfrosne fingre og det varme blod, der stadig løb ned over den venstre hånd. Hun mærkede knap sit hjerte slå, men undrede sig bare over den høje dunkende lyd i ørerne, da hun lukkede øjnene og forsøgte at huske nissens ord.

“Vaki þú, Gróa, vaki þú, góð kona,

vek ek þik dauðra dura, ef þú þat mant,

at þú þinn mög bæðir til kumbldysjar koma.” 

Hendes stemme steg i styrke, og da hun første var begyndt på remsen, kom ordene næsten af sig selv, som om hun blot behøvede at åbne munden, og ordene først hviskedes og så taltes med klar røst helt af sig selv. Og hun behøvede også knap at åbne øjne for at vide, at det havde virket. Hun vidste ikke, om det var hende selv eller jorden, der rystede, men da hun åbnede øjnene, så hun en skikkelse rejse sig langsomt, som havde den ligget begravet under sneen og måtte strække sig op for at komme fri. Men sneen lå helt urørt stadig farvet mørk, der hvor hendes blod havde ramt det. Månen oplyste kirkegården nok til, at hun kunne se skikkelsen vende sig mod hende. Hun sad stadig på knæ og kunne end ikke rejse sig, da den bukkede sig frem mod hende. Først da ansigtet kom inden for en armslængde, kunne hun se det ordentligt. Der var de lyse, næsten gennemsigtige øjne og det mørke krøllede hår, hun havde set i ruden. Og der var den kolde, kolde hånd, han strakte frem mod hende for at tage ved om hendes arm, der hvor hun holdt om såret. Johan sagde ingenting, stirrede bare på hende med opspilede øjne og rakte ud efter hende. Og ved berøringen blev hun ganske sikker på, at det var ham, for hans greb var så koldt, at hun gav et skrig fra sig og besvimede i sneen, så snart han rørte hende.