Senere kunne Kirsten ikke huske de første mange gange, hun vågnede, ligesom hun ikke kunne huske de brudstykker af samtalen, hun hørte gennem tågen af kulde, da nogen samlede hendes slappe krop op fra sneen på kirkegården. Hun mumlede nogle mærkelige ord, som hendes redningsmand ikke forstod, og endnu en gang holdt hun om armen, så begge hænder nu var dækket af et lag glinsende blod. Dette så hendes redningsmand dog først rigtigt, da han fik hende ind i lyset, og først der genkendte han hende også. Måske det var varmen eller stemmerne omkring hende, der fik hende til at slå øjnene op og stirre direkte op i loftet. Hun trak vejret med en hivende lyd, og havde nogen andre set det ansigt, der stirrede lige ned i hendes, ville de måske også have skreget, som hun gjorde. Men menneskene omkring hende så kun den skadede arm. Faktisk gik der et stykke tid, før de fandt frem til, hvor blodet kom fra. De fik øje på såret langs underarmen, hvor blodet stadig piblede fra, og så et underligt mærke formet som en hånd omkring hendes blege håndled. Det var rødt, og huden virkede tynd og øm som ved et brændmærke. Der var begyndende vabler nogle steder, og hendes fingre virkede slappe og næsten blålige. Så de forbandt det og smurte det med salver, og da Kirsten igen forsvandt ind i besvimelsen, pakkede de tæpper om hende og lagde hende i sengen for at varme hende op.
Da Kirsten næste gang vågnede et kort øjeblik, havde hun fået varmen. Ikke bare det, hun glinsede af sved, og hendes hårrødder var gennemblødte og mørke. Denne gang var det blevet lyst i værelset, og hendes familie stod omkring hende. Hun genkendte dem knap, nåede at fæstne sit blik på Anes rødrandede øjne, men forsvandt så igen. Senere virkede det mest af alt som en del af den drøm, der begyndte, så snart hun lukkede øjnene. En drøm, hvor hun var gift med Johan, og hun sad ved et bord overfor ham. Det var ikke til at sige, hvad der var omkring dem, måske et hus, måske de stadig befandt sig på kirkegården ved den grav, hvor hun havde ladet sit blod møde sneen. Og han kiggede på hende med de opspilede, hvide øjne. De blinkede ikke engang, og hans hud var lige så bleg, som var han lavet af den sne, der dækkede hans grav.
“Dette er din advarsel, pigebarn,” sagde han så. Det var i hvert fald hans gråblå læber, der bevægede sig, men det var nissens stemme, Kirsten hørte. “Går det galt, går det grueligt galt,” fortsatte nissens stemme over Johans læber, og han rakte frem mod hende. Hun kunne ikke flytte sig, da han tog ved om hendes hånd, drukende bare i smerte og hørte hans ord, denne gang med sin egen stemme:
“Skal fly mig at vide, Hvis arm jeg skal sove i.”
Da Kirsten vågnede igen, var det med et skrig, men modsat tidligere faldt hun ikke blot direkte tilbage i mareridtet om gennemsigtige øjne og iskolde hænder. I stedet satte hun sig op og så rundt. Der sad en i hjørnet, og det tog Kirsten et øjeblik at genkende hende. Det var præstens kone, der sad med sit strikketøj i en stol. Hun lagde det fra sig og så op. Kirsten opdagede, at hun befandt sig i præstegården og havde udsigt op til kirken gennem vinduet.
“Hvordan har du det?” spurgte præstekonen, og Kirsten kunne ikke mønstre at sætte et svar sammen, så i stedet så hun på sin arm. Den dunkede, og da hun trak op i natkjolens ærme, så hun en forbinding, der måske engang havde været hvid, men nu var gennemvædet af væske, det meste af den rødlig. Den gik fra hendes håndled næsten op til albuen, og hun turde ikke pille den til side for at se såret, den dækkede over. Men præstekonen rejste sig og viklede nænsomt forbindingen af hende, og selvom Kirsten ikke havde glemt smerten eller den hånd, der havde givet hende mærket, så gispede hun alligevel ved synet. Det røde, håndformede mærke var der stadig, og enkelte af blænerne var sprunget, og den gullige væske var trukket ud i forbindngen. Men derudover var der et langt, rødt sår langs underarmen, og det tog hende et øjeblik at komme i tanke om hvorfor. Hun havde selv skåret det for at lade blodet dryppe ned i sneen. Hun måtte trække ansigtet sammen, da præstekonen tørrede væsken fra blænerne væk og lagde en ny forbinding om hendes arm.
“Det ser ud til at blive bedre,” sagde hun dog, og Kirsten var i det øjeblik glad for, at hun ikke havde været vågen de sidste – ja, hvem ved hvor lang tid. Men det var kun, til hun huskede, hvor hun i stedet havde befundet sig, og ingen mængde blod og gullig væske kunne være værre end de stirrende øjne og stemmerne.
“Hvor…” hendes hals var tør og stemmebåndet slidt. “Hvor længe har jeg været her?” fik hun alligevel frem.
“Nogle dage. Din søster kommer nok inden længe for at se til dig, det plejer hun.” Præstekonen var færdig med forbindngen. “Jeg finder dig noget mad, bare bliv liggende.” Og så forsvandt hun ud af døren og lod den stå på klem bag sig. Kirsten lagde sig tilbage på puden, men nægtede at falde i søvn igen. Hun så ud ad vinduet. Det var stadig hvidt udenfor, og gravstenene rundt om kirken var dækket af driver. Hun kunne ikke udpege Johans sten, og måske der var faldet sne siden, så blodsporerne var forsvundet. De måtte have set hendes lys fra præstegården, måske endda hørt hendes skrig. Hun vendte hovedet igen, da døren knirkede og åbnede sig en smule. Hun forventede at se præstekonen komme tilbage med maden, men hun kom ikke. I stedet lød en stemme så lavt, at hun var i tvivl, om hun overhovedet havde hørt den:
“Tåbelige pigebarn,” hvislede den, og Kirsten satte sig op i sengen igen. Et koldt vindpust gik gennem rummet.
“Forfærdelige pigebarn, jeg forstår ikke, hvorfor de ikke skiller sig af med sådan nogle,” hvislede stemmen igen, og Kirsten rejste sig op. Hendes bare fødder sugede straks kulden fra gulvet, og den løb hele vejen langs hendes rygsøjle op til nakken. Døren åbnede sig en smule mere, og hun gik langsomt derhen på usikre ben, men der var ingen på den anden side af døren. Så trådte hun ud i gangen med tilbageholdt åndedræt. Hun drejede hovedet og kiggede ind i et spejl. Og der bag hende stod en bleg, hvid skikkelse med gennemsigtige øjne. Hans læber bevægede sig, da Anes stemme sagde:
“Nej, Kirsten, han døde sidste vinter.”
Kirsten havde end ikke luft til at skrige, men faldt blot sammen på gulvet overbevist om, at det var de kolde hænder, der ville tage fat om hende, men det var præstekonens varme krop, der med besvær trak hende op og tilbage til sengen.