Da Kirsten åbnede døren, hørte hun latter inde fra køkkenet, og Ane, der i samme øjeblik kom ud i gangen, slog straks armene om Kirsten og rystede hende en smule.
“Nu ordner det sig alt sammen alligevel. Jagildet bliver i morgen som aftalt, Christians familie sørger for det hele.” Hun slap sin søster, men smilede stadig.
“Men hvordan…?”
“De forhandlede medgiften på ny, men det kommer ikke til at betyde noget, vi behøver ikke så meget, Christian og jeg.” Hun tog Kirsten i hånden og trak hende mod køkkenet. “Og jeg får jo stadig min kande,” grinede hun, og så stod de i køkkenet, hvor Christian og hans fader sad omkring bordet. De skålede i den sidste øl fra spisekammeret, for Christians familie kom med noget nyt næste dag. I aften skulle de fejre, at der alligevel skulle være jagilde, og det ville blive jul som altid med et fuldt forrådskammer, klar til at gå resten af vinteren i møde, når dagene begyndte at lysne.
Kirsten og Ane satte sig omkring bordet sammen med resten af familien, og de spiste og grinte. Kirsten ikke så meget som de andre selvfølgelig, men det var der ingen, der tænkte over, for hun havde altid været stille af sig, og hun var trods alt kun netop kommet hjem fra præstegården samme dag. Kirsten kom i tanke om Bjørn og tænke på, hvorfor han mon bare var forsvundet. Det var jo meningen, han skulle være der til jagildet? Hun kom til at løfte øjnene og så mod vinduet, der spejlede hendes ansigt. En kold vind fik det ene lys til at blafre, men Ane måtte have set Kirstens forstenede ansigt og gav hendes hånd et klem. Så lyste flammen lige så kraftigt som før, og Kirsten rystede på hovedet som for at gøre sig fri at fornemmelsen langs hendes rygsøjle. Alt havde løst sig. Så længe hun sad her omgivet af sin højlydte familie, holdt Johans ånd sig på afstand, og når hun så på Ane, der rødmede, når hun fangede Christians blik, så var Kirsten ikke i tvivl om, at hun aldrig kunne give kanden til nissen og ødelægge bare en smule af Anes glæde.
Selv da de lå ved siden af hinanden i sengen den aften, og hun vidste, at inden længe ville hun ligge der alene, og Ane ville flytte til Skovgården med Christian, var Kirsten stadig sikker på sin beslutning om ikke at lade nissen få kanden. Hun kunne holde Johan på afstand, overbeviste hun sig selv om. Det var i hvert fald lige indtil, hun faldt i søvn, og hun i drømmen stod på høloftet endnu en gang. Men det var ikke nissen, der stod over for hende, det var Johan. Hun begyndte at bakke væk fra ham, men han trådte bare endnu et skridt fremad for hvert af hendes bagud, indtil hun kortvarigt mærkede grunden forsvinde under sin ene hæl. Hun var ved hullet ned til stalden, men stigen var væk. Og heroppe var der kun Johan og hans stirrende øjne.
“Du er ikke rigtig klog. Intet under du ikke er giftet væk endnu, for hvem vil have en, der taler med både nisser og dyndfolk?” Det var Niels’ stemme, men da han havde sagt det, havde det lydt som en slags spøg, selvom det nok også var sandt.
“Hvordan kan det være min skyld? Årh, Kirsten, jeg siger jo så meget, du skal ikke lytte til mig,” fortsatte Anes stemme, og Kirsten bakkede endnu et skridt, nok til at falde ned gennem hulvet, men en iskold hånd greb hende om håndledet.
“Er det her på vejen til Nørreskov?” var det sidste, hun hørte, inden smerten og kulden overvældede hende, og hun satte sig op i sengen med et undertrykt skrig. Hendes vejrtrækning kom i ryk, og hun tog sig til armen, der stadig gjorde ondt helt ind i knoglen, som om blodet var frosset i hendes årer. Ane rakte en arm ud, måske i søvne, for hun sagde ikke noget, tog bare ved om Kirstens skulder og skubbede hende blidt tilbage i sengen og blev liggende der med sin arm omkring Kirsten, der havde det, som om hun skulle kvæles, ikke af Anes greb men af gråden i hendes hals. For hvem skulle holde Johan på afstand, når Ane var væk?