Kirsten gik med kappen slået om sig for at skjule kanden i favnen. Alle gæsterne var forsamlet inde i huset, og selvom det havde været svært nok at skubbe sig gennem mængden og vente til hendes moders opmærksomhed var fanget af noget andet, før hun kunne snuppe kanden, så var hun ikke længere i tvivl om, at det var det eneste, der var at gøre. Ane ville klare sig uden kanden, hun kunne stadig blive lykkelig – selvom hun måske aldrig ville tilgive Kirsten for at have taget den. Men hvis Kirsten lod en ond ånd være til stede under jagildet, så ville ægteskabet aldrig blive lykkeligt, det var hun sikker på. Så Kirsten klatrede op ad stigen og kaldte på nissen. Den rejste sig fra sin plads i høet og var sluppet af med sin hikke.
“Værsgo, og fortæl mig så, hvordan jeg slipper af med den ånd,” sagde Kirsten og rakte kanden frem. Nissen tog om den med sine små hænder og løftede den op i det svindende dagslys fra vinduet. Så så den op på hende og nikkede.
“Du må afslutte remsen. Hvis du afslutter remsen det samme sted, hvor du begyndte den, så frigiver du igen den døde.”
“Hvordan er remsen? Du må fortælle mig det,” sagde Kirsten. “NU!” tilføjede hun, da nissen igen havde vendt opmærksomheden mod kanden og drejede den mellem hænderne.
“Remsen – Svipdags remse. Hans moder talte til ham fra de døde, og hendes sidste ord var:
Móður orð ber þú, mögr, heðan
ok lát þér í brjósti búa;
iðgnóga heill skaltu of aldr hafa,
meðan þú mín orð of mant.”
Kirsten mumlede ordene for sig selv.
“Men husk på; de døde tager ikke bare herfra uden videre – de tager, hvad der blev dem givet.”
“Jeg forstår ikke…” begyndte Kirsten.
“Nej, selvfølgelig forstår det tåbelige pigebarn ikke, hvis hun forstod, ville hun ikke være nødt til at bytte skinnende ting væk for at få det at vide, vel? Men har jeg ikke givet dig, hvad vi aftalte? Har jeg ikke fortalt dig, hvordan du slipper af med ånden?”
Kirsten nikkede. Hun vidste, at indvendinger ikke hjalp.
“Hvad står du så her for?” Og nissen omfavnede kanden som var den bange for, at Kirsten skulle tage den tilbage, og så forsvandt den ind mellem høet lige så pludseligt, som den var kommet til syne.