Kirsten forsøgte at skærme lanternen, så den ikke gik ud i den kolde vind. Det var blevet mørkt, og modsat sidst, hun havde bevæget sig den denne vej om natten, så var månen ikke fremme, og hvis først hendes lys gik ud, så var hun fanget i mørket, og hun vidste kun alt for godt, hvem der gemte sig der. Men hun havde bevæget sig ud netop for at blive fri for de hvide stirrende øjne, og derfor fortsatte hun op ad bakken mod gravpladsen bag kirken for endnu en gang at finde Johans grav. Hendes venstre arm var næsten lammet nu, og fingrene på den højre ubevægelige af kulde. Men alligevel fandt hun frem til graven og satte sig på knæ foran stenen, der igen var blevet dækket af sne. Hun genkendte den dog med det samme og satte lanternen fra sig. Vinden fik sneen til at fyge over den næsten åbne gravplads på toppen af bakken, og hun kneb øjnene sammen, da de stikkende nåle af is ramte hende ansigt. Hun frøs sådan, at hun ikke engang var sikker på, at hun ville kunne fremsige remsen. Men efter at have holdt øjnene lukkede kun et øjeblik, tonede et par hvide, farveløse øjne frem, og hun åbnede dem straks igen. Lyset blafrede kraftigt, så hun tog en dyb indånding for at fremsige remsen. Hvis først lyset gik ud, ville hun ikke have mod til at gøre det. Hun overdøvede knap vinden, og hendes tænder klaprede, da hun begyndte:

“Móður orð ber þú, mögr, heðan

ok lát þér í brjósti búa;” 

Nu trådte Johan frem af mørket uden for lygtens skær, og det gjorde ingen forskel, om hun åbnede eller lukkede øjnene, for han var der alligevel, og hans lyse øjne var det eneste, hun kunne se. Hans læber bevægede sig, men det var vindens hylen, der kom ud, og den skreg i hendes ører. Havde han ikke allerede været død, ville hun have troet, at det var lyden af døden selv. Han kom nærmere med hånden rakt frem mod hende, og der var intet andet, hun kunne gøre end at fortsætte:

“iðgnóga heill skaltu of aldr hafa,

meðan þú mín orð of mant.”

Det sidste måtte hun råbe for at få det over sine frosne læber og kastet ud i vinden. Johan var lige foran hende nu, og han bukkede sig ned mod hendes siddende stilling i sneen, indtil hans hvide øjne var mindre end en håndsbredde fra hendes. Så tog han fat om hendes arm, og havde hun ikke færdiggjort remsen endnu, ville hun aldrig have gjort det, for hun kunne ikke andet end at skrige højt i smerte. Hans fingre var koldere end selv sneen og vinden omkring hende, og kulden spredte sig fra hendes arm, hele vejen op til skulderen og ud gennem hendes krop. Hun mærkede knap, da hun faldt omkuld, lagde svagt mærke til den kolde sne mod sin kind, men den var ingenting sammenlignet med den smertende kulde fra Johans greb. Hun vidste ikke, om det var hende eller vinden, der skreg, om det var den hvide sne eller Johans øjne, hun så ind, eller måske det blot var smerten, der fik hende til at se hvidt i alle retninger. Hun nåede at tænke, at måske det var sådan her, hende og Johan var blevet skæbnesbestemt til at få hinanden. Hun havde set hans ansigt i ruden og troet, at hun skulle vække ham til live, men i virkeligheden var det ham, der skulle trække hende med ned i døden.