Kirsten blev løftet op, og hvis dette virkelig var døden, der kom for at hente hende, havde det aldrig føltes så godt at mærke varmen fra en anden krop. Hun åbnede øjnene, men i mørket kunne hun ikke se ansigtet over sig, bare mærke de stærke arme. Måske det var lugten, men det mindede hende om et eller andet, hun ikke kunne komme i tanke om. I stedet lod hun hovedet falde tilbage og lukkede øjnene. Hun blev sænket ned på en hård overflade, og nogen tog ved om hendes arm igen. Hun gav et gisp fra sig, men hånden var varm og forsøgte at binde noget omkring heneds underarm. Først nu opdagede hun, at den blødte kraftigt. Et svagt lys fra vognen, hun befandt sig på, oplyste ansigtet over hende.

“Bjørn?” hviskede hun.

“Hold fast her,” sagde han bare og tog hendes højre hånd og lukkede den om den venstre arm for at holde den midlertidige forbinding på plads.

“Vi kan være fremme om lidt, læn dig ind mod mig, så du ikke fryser ihjel inden da.” Han trak hende op at sidde forrest på vognen, tog tøjlerne og satte sig ved siden af hende. Hun lænede sig ind mod ham, stadig med et stramt tag om den venstre arm, da han satte hestene igang. Hjulene bumblede over sporet af sammenpresset sne.

Hun havde lukket øjnene igen, da de nåede frem, og Bjørn endnu en gang tog hende i favnen og bar hende ind i husets varme. Der var stemmer overalt omkring hende, men det var Anes, hun hørte klarest.

“Er der sket hende noget?” 

Kirsten kæmpede for at åbne øjnene. Nogen havde igen fat om hendes venstre arm.

“Det er den onde ånd,” hørte hun en høj, skinger stemme. “Jeg advarede hende, jeg advarede hende,” gentog stemmen igen og igen, indtil nogen fik lukket en dør, og den forsvandt. Kirsten fik omsider slået øjnene op og så op på sin familie, der stod omkring hende. Hun lå i sovekammeret, Ane stod ved sengegærdet, deres moder var ved at vikle forbindingen af armen, og Kirsten så ned på den. Den lange flænge henover mærket var sprunget op, og blodet løb ned ad armen, over fingrespidserne og ned på gulvet.

“Jeg var på vej tilbage hertil med… Jeg så et lys oppe ved kirken og hørte et skrig. Hun lå bare der i sneen,” sagde Bjørn. Så blev døren åbnet igen, og Niels kom ind med en stak tæpper, som han og Ane hurtigt pakkede omkring deres søster. Deres fader fulgte med rene forbindinger, som blev viklet stramt om Kirstens arm. Hun havde ingen følelse i kroppen bortset fra den snurrende fornemmelse af, at værelset drejede rundt. Hun ville have sagt noget, forklaret sig, men hendes bevidsthed forsvandt.

Da hun åbnede øjnene igen kunne der ikke været gået længe, for hendes familie stod der stadig sammen med Bjørn, og de kiggede alle på hende. Hendes moder sad på en stol ved sengekanten og forsøgte at få hende til at drikke en lun væske. Kirsten løftede sin højre hånd og hjalp selv til. Snart havde hun bundet et krus, og det varmede hende indefra, mens tæpperne forsøgte at holde på den. Hun så op og fangede Anes blik.

“Jeg tog kanden,” sagde hun. “Jeg tog kanden og gav den til nissen, det var den eneste måde, jeg…” Men Ane rystede på hovedet.

“Det betyder ikke noget, Kirsten.”

Det måtte være næste dag, da Kirsten igen vågnede, for det var blevet lyst udenfor, og hun følte, hun ikke havde bevæget sin krop i så lang tid, at hun måske ikke længere kunne. Men hun fik sig sat op og endda listet ud af værelset. Hendes venstre arm var stadig forbundet, men klædet var farvet mørkt. Da hun kom ud i køkkenet, sad Bjørn og hendes fader ved bordet og talte, og hun blev af en eller anden grund overrasket over at se, at han stadig var der. De holdt inde, da de fik øje på hende.

“Jeg tror også, vi blev færdige, ikke?” sagde hendes fader og rejste sig. “Nu må vi hellere få noget mad i det pigebarn.” Han forlod køkkenet, så Kirsten og Bjørn var alene.

“Tak,” sagde Kirsten efter et øjebliks stilhed. “Jeg tror, du reddede mit liv.”

Bjørn nikkede. “Jeg var på vej tilbage her til gården med…”

Men han blev afbrudt af Kirstens moder, der kom ind i køkkenet og med det samme begyndte at fylde grød i en skål til Kirsten.

“Jeg tror, du skulle tage og spise lidt, så du kan blive frisk – du skulle gerne være klar til i aften.”

“I aften?” sagde Kirsten og tog den første skefuld grød. “Er det virkelig allerede jul i dag?”

“Ja, også det, men vi slår det sammen med jagildet, fortalte din far dig ikke om det?”

“Jeg troede, det var i går?” spurgte Kirsten. Måske de havde opdaget, at enten hun eller kanden var væk og udsat det til i dag.

“Nej, dit jagilde, Kirsten,” sagde moderen og var allerede i gang med hundrede ting, hvoraf en af dem var at sørge for, at Kirsten fik spist sin grød. Bjørn rømmede sig, netop som Niels og Ane også kom ind i køkkenet.

“Som jeg var ved at sige, var jeg på vej tilbage hertil med mad fra vores spisekammer, så I kunne klare jer gennem vinteren. Vi havde alligevel rigeligt, og så kom jeg også for at…” Bjørn rømmede sig igen. “For at bede om din hånd.”

“Så var det godt, hun ikke nåede at skære den helt af, hvad?” indskød Niels og dunkede Bjørn hårdt i ryggen. Kirsten sagde ingenting. Hun havde helt bestemt glemt sin grød, for noget gik op for hende i samme øjeblik. Den nat, hun havde fremsagt Luciaremsen – den samme nat hvor Asgårdsrejen havde fejet gennem landet og forbi deres gård – det havde aldrig været Johans ansigt, hun skulle se. Han havde blot stået der uden for vinduet i samme øjeblik, hun fremsagde remsen, men det første ansigt hun havde set, da hun kom til sig selv på gulvet, havde altid været Bjørns. Og hun sendte ham et smil op gennem øjenvipperne, og han smilede tilbage.

“Men hvis vi kunne undgå flere udflugter til kirkegården…” sagde han så, og Kirsten fnes. Hun fnes ellers aldrig, det var sådan noget Ane gjorde.

“Det lover jeg, ikke flere kirkegårde,” sagde Kirsten, da døren ind til køkkenet gik op endnu en gang. Det var hendes fader, og han bar på noget og rakte det frem for sig.

“Den her lå oppe på høloftet,” sagde han så, og Ane genkendte kanden, før Kirsten gjorde. Hun rakte ud efter den, men så så om på Kirsten.

“Ville du…?”

Men Kirsten afbrød hende. “Det var ikke mig, der ville have den, det var nissen,” sagde Kirsten, og de andre grinede, da Ane tog den og trak den ind til sig, som om nogen ville tage den fra hende, fuldstændigt ligesom nissen havde gjort det.

“Nu har vi snart talt længe nok,” sagde moderen så og klappede hænderne sammen. “Vi har mad nok fra både Skovgården og fra Bjørn, men hvis vi bliver stående her resten af dagen, bliver vi aldrig færdige, og det er trods alt jul.”

Og snart var hele familien igang med forberedelserne, men ikke inden Bjørn havde rakt ud og givet Kirstens arm et forsigtigt klem med sin varme, store hånd.