Maria frøs noget så forfærdeligt, da hun igen vågnede i sin seng i Nürenberg. Hun var overrasket over at opdage, at hun hverken var bidt i småstykker eller smurt ind i marengs og flødeskum. I stedet lå hun i sin seng med dynen sparket ned i fodenden og gåsehud på de bare arme. Hun så sig omkring i værelset. Glasskabet var væk, og nøddeknækkeren var ingen steder at se. Hun rejste sig og begyndte at lede efter ham. Hun kunne ikke som Drosselmeier bare rejse mellem Nürenberg og Slikland, som hun havde lyst til. Hun var nødt til at finde nøddeknækkeren, for han måtte være nøglen tilbage til Slikland. Hun var stadig lige opsat på at kurere ham og redde Slikland, hvis ikke andet så da for chokoladeharens skyld. Hun turde ikke tænke på, hvad der mon var sket den og Drosselmeier tilbage i Slikland. Måske de bare stod og frøs, eller måske sukkertænderne havde spist dem begge. Under alle omstændigheder måtte hun tilbage. Hun lå på gulvet og rodede med armen ind under sengen, da døren blev åbnet bag hende.
“Sig mig, Maria, hvad laver du?” spurgte hendes mor bekymret og for frem for at hive den unge pige op fra gulvet. Maria var bleg som flødeskum og hendes øjne maniske og forvirrede.
“Jeg leder efter nøddeknækkeren, jeg må finde ham,” insisterede hun og begyndte at lede i klædeskabet i den anden ende af værelset.
“Maria, hold nu med det vrøvleri,” beklagede moderen og forsøgte at få hende tilbage i seng, men Maria nægtede.
“Jeg skal tilbage til Slikland, så jeg kan redde nøddeknækkeren,” sagde hun og jog rundt i værelset. Jo længere tid, der gik uden hun fandt ham, jo mere panisk blev hun, og jo mere panisk hun blev, jo mere bekymret blev moderen, og det er ikke sjovt, når mødre bliver bekymret, ikke for nogen. Men Maria var så optaget af at finde nøddeknækkeren, at hun knap lagde mærke til moderen, der vred sine hænder og vrissede ad hende. Maria ville ikke høre, og hun opdagede ikke, da moderen forlod værelset. Først da hun et øjeblik senere stod med doktor Stahlbaum i døren, så Maria op.
“Hvad laver du dog, Maria?” spurgte han, da han kunne se for sig selv, hvad hans yngste datter havde gang i. Nu rodede hun i kommoden, og da hun havde erfaret, at nøddeknækkeren heller ikke gemte sig der, var hun på vej ud af værelset. Doktor Stahlbaum greb hende i armen og trak hende tilbage til sengen, hvor hun havde ligget alt for længe til at kunne trække sig fri fra hans greb. Snart lå hun igen under dynen lige så hvid i hovedet og vild i øjnene som før, og moderen trak endnu et tæppe op over hende, som om det skulle hjælpe med at holde hende nede i sengen.
“Tag det helt roligt, Maria,” sagde doktor Stahlbaum som læge, men mest af alt som hendes far, for er der noget fædre ikke kan lide, så er det bekymrede mødre, og hvis der er noget mødre bliver bekymrede over, så er det som sagt, hvis deres børn taler i vildelse og farer rundt, mens de egentlig burde ligge i deres senge. Maria så op på sine forældre.
“Hvor er nøddeknækkeren?” spurgte hun dem, og de så på hinanden.
“Hvis du mener den gamle nøddeknækker, som Drosselmeier gav dig, så har vi pakket den væk sammen med resten af dine gamle dukker fra glasskabet.”
“Jeg må finde ham,” sagde Maria.
“Maria,” sagde moderen og vred sine hænder. “Du var jo netop ved at pakke nøddeknækkeren væk, da du blev dårlig. I flere dage har du blot ligget i sengen og talt i vildelse.”
“Jeg var i færd med at redde Slikland, indtil sukkertanden spiste mig, og jeg må tilbage hurtigst muligt. Find så den nøddeknækker,” beordrede hun og satte sig ret op, men doktor Stahlbaum skubbede hende blidt tilbage mod puden.
“Maria, du er vist stadig ikke helt frisk. Læg du dig tilbage i sengen og hvil dig, til du er klar i hovedet igen. Så finder vi den nøddeknækker.” Og hverken faderen eller moderen ville diskutere det et øjeblik mere. Maria så ned på sin arm, hvor såret, fra da hun var ramlet ind i glasskabet, havde fået en mørk skorpe. Hun følte sig forfærdeligt træt, mere end hun havde gjort længe, og til sidst accepterede hun forældrenes formaninger og lagde sig tilbage på puden.