Louise og hendes familie var stadig i huset den følgende dag, og Fritz var kommet hjem i løbet af aftenen, så moderen havde ikke tid til at se til Maria. Hun havde fortalt doktor Stahlbaum om den forrige eftermiddag, men han var overbevist om, at Maria nok skulle komme sig, og at det blot var feberen, der endnu ikke var helt forsvundet. Og Maria følte sig da også stadig sløj, da hun vågnede den følgende morgen. Faktisk følte hun sig utroligt syg helt ind i brystet, hvor gråden stadig pressede mod hendes hals, hendes ribben og havde overtaget hendes stemme. Hun klædte sig på og ville være gået tilbage til dagligstuen, hvis hun altså ikke var stoppet foran det store klædeskab på gangen, hvor moderen dagen før havde trukket nøddeknækkeren frem bag de mange pelsfrakker. I det samme hun så klædeskabet, kom hun i tanke om noget meget vigtigt, som hun end ikke havde skænket en tanke før nu. Der måtte være en vej til Slikland gennem klædeskabet. Som barn, da hun for første gang besøgte Slikland, gik hun sammen med nøddeknækkeren gennem klædeskabet, og hun var fuldstændig overbevist om, at indgangen stadig måtte være der, og fordi hun var så overbevist, så var den det også. Derfor styrtede hun gennem huset. I dagligstuen sad Fritz og læste i avisen, mens Anna var lige så optaget af juletræet som den forrige dag og sad for foden af det. Fritz så op, da Maria kom ind, men han havde kun hørt en smule fra den forrige eftermiddags optøjer, så han skænkede det ikke en tanke, da Maria også satte sig på gulvet foran træet.
“Har du stadig din rokketand?” spurgte hun, og Anna viste den stolt frem. “Og vil du stadig hjælpe mig med at redde Slikland?”
“Mor siger, at det er fordi, du har været syg, at du tror, at Slikland findes,” sagde Anna. Maria rystede på hovedet.
“Slikland findes virkelig, men nøddeknækkeren, som er konge der, er syg, og jeg kan kun kurere ham, hvis du vil hjælpe mig.”
“Og tror du stadig, at han vil give mig alt det sukker, jeg kan spise?” spurgte Anna, og Maria nikkede.
“Det er jeg sikker på. Hele Slikland er lavet af sukker. Nøddeknækkeren bor på et slot i marcipan, og i byen bor der konfektstykker i blomsterhuse. Der er chokoladespringvand og fortov af bolchemasse. Der er vaniljedalen, hvor honningkagehuset bor, og der er karamelbruddet og kokoskysten og en masse andet. Det er det smukkeste land i verden, men når nøddeknækkeren er syg, er det også farligt, for der er sukkertænder og godtegnaskere, der spiser det hele,” forklarede Maria. Anna nikkede.
“Så må vi hellere redde ham,” sagde hun. “Men hvordan kommer vi derhen?” Maria rejste sig og trak den lille pige med ud af stuen. Fritz så ikke engang op, da døren lukkes forsigtigt bag dem.
“Vi må gennem klædeskabet,” sagde Maria. Da de kom dertil trak hun de mange pelsfrakker til side, tog Anna i hånden og trådte ind i skabet. Hun blev ved med at gå, meget længere end klædeskabet var dybt, og hele tiden holdt hun om Annas lille hånd, så de ikke blev væk fra hinanden. Snart blev der lyst længere fremme, og slikengen kom til syne for enden af gangen i klædeskabet. Maria, der havde været der før blev ikke imponeret, men nærmere utålmodig for at komme tilbage til marcipanslottet. Men den lille Anna, der aldrig havde set noget lignende, stoppede op i forbløffelse.
“Er det her Slikland?” spurgte hun. Maria nikkede og trak hende med sig ud på bolchestien. Straks satte de kursen mod marcipanslottet.
“Ja, men det plejer at se meget smukkere ud,” sagde Maria. “Og være mindre tåget,” tilføjede hun, for slikengen og bolchestien var dækket i et tykt lag tåge, der var kold og fugtig mod deres hud, og de kunne næsten ikke se andet end bolchemassen lige foran dem. Maria trak hurtigt pigen videre mod marcipanslottet.