Maria havde under hele den lange tur fra slikengen skyndt på den lille pige, men da de ankom til konfektbyen, måtte hun også selv stoppe op i lige dele skræk og rædsel, og siden de to ting er det samme, så var det bare ren frygt, der greb hende ved synet af marcipanslottet gennem tågen. Allerede herfra kunne de se, at sukkertænderne endnu en gang havde været på rov. Nogle af husene i konfektbyen var spist, og hele den ene fløj af marcipanslottet var væk. Anna og Maria gik forfærdet gennem byen, og ingen af dem sagde noget. Da de kom til marcipanslottets port så de, at sukkertanden også havde forsøgt at spise af denne del af slottet, men nøddeknækkerens guldpolstring havde virket. Marcipanen var skrabet af på oversiden, og under kunne man se det skinnende guld. Foran døren sad to skikkelser lænet mod marcipanvæggen. Den ene var en stor chokoladehare, og Maria genkendte straks Drosselmeier ved dens side. Hun løb derhen med pigen i hånden.

“Ikke så stærkt, jeg taber min tand,” sagde Anna med hånden halvt inde i munden for at mærke, om tanden stadig sad på sin plads.

“Lad være med at skubbe til den,” sagde Maria, men satte dog farten ned. Drosselmeier og chokoladeharen havde begge rejst sig, og de var lige så glade for at se Maria, som hun var for at se dem. Og næsten lige så glade var de, da de så, at hun havde taget et barn med, som stadig havde en enkelt mælketand. Anna havde aldrig set en levende chokoladehare, og hun så med store øjne på den.

“Er De virkelig lavet i chokolade?” spurgte hun og glemte et øjeblik at rokke med tanden. haren nikkede.

“Massiv chokolade, 85%. Lige bortset fra heromme, altså, men det går nok igen,” sagde chokoladeharen og vendte ryggen til, så de alle kunne se det store hul, som sukkertanden havde i den. Det var blevet lappet med lidt smeltet karamel, og chokoladeharen rystede beroligende på hovedet, da Maria spurgte, om det ikke gjorde ondt.

“Nej, det går nok igen,” sagde den som altid. Og Anna, der aldrig før havde rørt et levende stykke chokolade, rakte hånden frem for at røre chokoladeharen. 

“Hvad skete der, da du blev spist på kirsebærtoppen?” spurgte Drosselmeier.

“Jeg kom tilbage til Nürenberg.”

“Det var også det, jeg håbede,” sagde Drosselmeier.

“Hvordan kom I fra krisebærtoppen i live?” spurgte Maria.

“Sukkertanden spiste dig, og vi kunne ikke se, hvad der blev af dig, for du forsvandt bare ned i alt den flødeskum,” forklarede chokoladeharen. “Men så blev Drosselmeier hidsig, og han slog sukkertanden med kikkerten, så den flygtede.”

“Men kikkerten gik i stykker, og så kunne vi ikke se børnene alligevel, så vi gik tilbage hertil,” fortsatte Drosselmeier, tydeligvis stolt over, at han havde slået sukkertanden tilbage. Så var det alligevel godt, at de fik den kikkert med. Nu så de alle på Anna, der igen var begyndt at rokke med tanden.

“Hvor fandt du hende der?” spurgte chokoladeharen. Maria tog fat om hånden, som Anna havde stukket op til tanden. Den skulle jo nødigt falde ud, inden de fik kureret nøddeknækkeren.

“I Nürenberg. Det tog lidt tid at komme tilbage, men her er vi.” Maria smilede, og det samme gjorde Anna, for hun nød deres opmærksomhed og kunne helt lade være med at rokke med tanden, så længe de kiggede på hende.

“Så må vi hellere få kureret nøddeknækkeren,” sagde Drosselmeier og så op mod marcipanslottet. “Inden sukkertænderne kommer tilbage og spiser mere af byen.” De gik mod de store porte ind til slottet, og Maria bankede ikke på døren denne gang. Indenfor var alt blevet malet over i guld, så sukkertænderne ikke kunne bide igennem. Deres skridt rungede i de tomme gange, selvom de listede sig afsted mod køkkenet. Og de havde ingen problemer med at finde vej, for de gik blot efter lyden fra de mange gæs og høns, der skræppede op. Da de kom ned til køkkenet var der lige så meget kaos, som da Maria først besøgte dem. Papegøjen sad igen på en loftsbjælke, men nu havde den helt opgivet at få styr på fuglene under sig. I stedet havde den taget en tekop over hovedet, som for at skærme for lyden. Der sad den og sov, og det var først, da Maria begyndte at råbe for at overdøve gæssene og hønsene, at den vågnede.

“Stille!” råbte Maria. Papegøjen tog tekoppen af hovedet og fløj ned på køkkenbordet. 

“Sig mig, hvad har I lavet?” spurgte Maria, for det var tydeligvis ikke honningkagemænd, de havde haft travlt med. Der lå kun en enkelt på bordet, knækket over i to. Papegøjen så opgivende rundt på de andre fugle.

“Jo, altså vi prøvede at gøre som De sagde, lave honningkagemænd og flødeis, men så blev vi uenige om, hvornår De havde sagt, de skulle være klar, og enhver køkkenchef ved, at man må ligge en stram tidsplan, så man kan nå det hele. Men hvis man ikke kender fristen, kan man ikke lave planen, og så ved ingen jo, hvornår de skal gå i gang med hvad.”

“Så I har ingenting lavet?” spurgte Maria, men papegøjen nikkede med sit lille røde hoved.

“Vi bagte en honningkage og lavede isen, men siden vi jo ikke vidste, hvornår den skulle serveres, er den allerede smeltet, for vi regnede med, at De ville være tilbage noget før, og en god køkkenchef serverer ikke is, der er alt for frossen. Den skal tages op i god tid.” En af gæssene kom vraltende med en stor skål fløde, der engang havde været kold. Maria tog skålen og så sig opgivende omkring.

“Jeg sagde blot, at I skulle bage det så hurtigt som muligt og holde ovnen varm og isen kold.” Papegøjen trak på skuldrene. Maria sukkede.

“Så må vi igang, så hurtigt som muligt.” Og hønsene og gæssene begyndte at fare rundt, og papegøjen skræppede op, for nu kunne den igen sætte en stram tidsplan.

“Drosselmeier, vil du ikke sørge for en middag med nøddeknækkeren, så Anna kan spise isen fra den varme bageplade?” Og Drosselmeier nikkede og forlod køkkenet.

“Hvad skal jeg hjælpe med?” spurgte chokoladeharen, og Maria overvejede at lade den lave honningkagemænd, men ombestemte sig så.

“Du kan lave et halv pund flødeis, for den skal ikke varmes, kun køles, og så smelter du ikke igen.” Og chokoladeharen syntes, at det var en rigtig god ide, så den gik i det samme i gang med at lave isen med hjælp fra et par af hønsene.

“Hvad med mig?” spurgte Anna, for nu da der var travlt i køkkenet, følte hun sig frygteligt i vejen, når hun ikke lavede noget, så hun var igen begyndt at rokke med tanden. Maria var allerede ved at veje mel og sukker af, mens hun forsøgte at forhindre hønsene i at gå i dejen.

“Du må bare ikke tabe din sidste mælketand,” sagde Maria til hende, og med den opgave syntes Anna ikke længere hun stod i vejen, og hun satte sig på en stol midt i køkkenet og tænkte meget over, at hun ikke måtte tabe tanden. Hun sørgede for at sidde på sine hænder og ikke sige en lyd, selv når hønsene og gæssene brokkede sig over, at hun sad for meget i vejen der midt i køkkenet, selvom hun slet ikke gjorde det, for hun havde jo en opgave. Og så blev ovnen tændt og melet vejet og dejen æltet, for nu skulle der bages honningkagemænd.