Maria sad i tronsalen og ventede utålmodigt på, at der skulle komme nyt om nøddeknækkeren. Hun havde siddet der sammen med Anna, Drosselmeier og chokoladeharen siden dagen før. Papegøjen var fløjet op til dem og havde fortalt, at alle de 500 honningkagemænd på mystisk vis var blevet levende, og at de nu legede i køkkenet, så hønsene og gæssene ingenting kunne foretag sig. Maria trak på skuldrene, og sagde at det nok skulle gå, for nøddeknækkeren var besvimet, og ingen skulle spise lige med det første. Mest af alt sagde hun det, fordi hun vidste, at de aldrig kunne foretage sig noget nede i køkkenet, og at nøddeknækkeren plejede at få sin mad ude fra konfektbyen i stedet, så der var virkelig ingen grund til at have sådan et køkken fuld af fugle, hvis det ikke var fordi, at det jo var meget hyggeligt at have dem gående, så længe man ikke skulle befinde sig i det selvsamme køkken. Papegøjen fløj tilbage, og igen måtte de sidde og vente på, at nøddeknækkeren vågnede. Omsider blev døren til tronsalen slået op, og nøddeknækkeren trådte ind. Han så træt ud og gik med langsomme, sløve bevægelser mod sin stol. Han så ud over den lille forsamling foran sig.

“Jeg undskylder mange gange for min opførsel den seneste tid. Jeg har ikke været mig selv, og det er gået ud over andre.” Han så ned i gulvet af guld, hvor han kunne få øje på sit eget bedrøvede ansigt.

“Men I har kureret mig.” Han så op igen. “I har kureret mig, og jeg vil nu sørge for, at det skal komme hele Slikland til gode. Jeg skal straks få genopbygget konfektbyen,” lovede han med alvorlig stemme.

“Og stoppet sukkertænderne,” tilføjede chokoladeharen.

“Og genåbnet kirsebærtoppen og sikret karamelbruddet,” sagde Drosselmeier.

“Og få børnene tilbage,” insisterede Maria, og nøddeknækkeren lovede at gøre det alt sammen.

“Men så vidt jeg ved, er det jul, og der ingen bedre tid at være i Slikland end ved juletid,” sagde nøddeknækkeren, og som konge af Slikland klappede han tre gange i hænderne, og over hele Slikland blev det jul, som det ikke havde været i meget lang tid. Hvid puddersukker dalede fra himlen og lagde sig overalt. Og børnene så det fra deres hemmelig skjulested og kom frem, for der er intet, der kan lokke børn ud som nyfalden sne. Så trillede de snebolde af puddersne og glædestårer, og inden længe var de alle fedtet ind i hvid glasur. Alle mødre og fædre i Slikland var alligevel glade for at se dem, selvom de var rullet i glasur fra top til tå, og alle var så glade, fordi det var jul, og fordi nøddeknækkeren var kureret og Slikland reddet fra undergang og udslettelse. De 500 honningkagemænd, som jo var helt nybagte og derfor stadig honningkagebørn, kunne ikke holdes i køkkenet meget længere, og de løb ud af marcipanslottet porte mod vaniljedalen, hvor Maria vidste, at det store honningkagehus ville tage imod dem med åbne døre og skodder. Og alle var så glade, og nøddeknækkeren var så glad, at da han endelig var færdig med alle sine forsømte forpligtelser, kom han til Maria med en gave. Hun pakkede den op, og i æsken lå en smuk medaljonhalskæde. Hun åbnede forsigtigt den lille mekaniske lås, og indeni var et billede af marcipanslottet. Da hun så godt efter, opdagede hun, at den ene fløj var spist og en smule guld skinnede fra dér, hvor marcipanen var slikket af.

“Med medaljonen vil du altid kunne, hvordan det går i Slikland,” sagde nøddeknækkeren. “Så kan du vende tilbage, hvis jeg får brug for dig igen.” Hun takkede nøddeknækkeren mange gange og tog medaljonen om halsen.

“Det er mig, der takker,” sagde nøddeknækkeren. “Uden dig ville Slikland aldrig være blevet det samme. Jeg er ikke engang sikker på, at det ville være her i første omgang.”

“Hvad mener du?” spurgte Maria.

“At Slikland er dit og altid har været det. Ingen anden kan finde på noget så vidunderligt og skørt på samme tid.”

“Er det hele noget jeg har fundet på? Er det slet ikke ægte?” spurgte Maria, skuffet og forfærdet. Hvis hun selv havde opfundet Slikland, så var hun måske lige så skør og syg, som moderen havde sagt.

“Bare fordi det er noget, du har fundet på, kan det stadig godt være ægte,” sagde nøddeknækkeren. Og Maria syntes, at det var meget klogt sagt, men lige nu var hun så træt efter at have bagt alle de honningkagemænd, at hun faldt i søvn i samme øjeblik, hun satte sig i den bløde stol.

Da hun vågnede, sad hun ikke længere i stolen i marcipanslottet, men på værelsesgulvet i Nürenberg. Hendes skuldre og hoved var støttet mod sengen bag hende og hendes ben strakt ud på gulvet. Der var lyst i værelset, og ved siden af hende på gulvtæppet lå Anna og sov tungt. Strøet omkring dem lå alt det legetøjet fra kassen, som Maria blot et par dage tidligere havde fyldt deri. Midt på gulvet stod nøddeknækkeren. Maria overvejede, om det mon blot havde været en drøm, om moderen virkelig havde brændt ham, men hun var nu ganske sikker på, at det alt sammen var rigtig nok. De havde kureret nøddeknækkeren og reddet Slikland. Hun tog hånden op til halsen for at føle efter medaljonen, men den var der ikke. Hun ledte på gulvet omkring sig, men den var ingen steder at finde. Hun sukkede dybt, for nu kunne hun alligevel ikke se, hvordan det gik i Slikland, og hun kunne ikke komme tilbage igen. Eller måske hun kunne. Slikland var hendes egen opfindelse, så hvorfor skulle hun ikke kunne rejse frem og tilbage, som hun havde lyst? Drosselmeier rejste, som han ville mellem Slikland og sikkert tusinde af andre verdener. Hun bestemte sig for at undersøge det senere, for nu havde hun så ondt i ryggen af at sove på gulvet, at hun måtte strække sig op. Anna sov stadig, og selvom hun nu havde tabt alle sine mælketænder, så var hun alligevel blot et barn, som Maria let kunne løfte det lille stykke op i sengen. Hun sov tungt videre, og Maria forlod værelset med et smil og gik ud i dagligstuen, hvor hun fandt sin mor sidde i lænestolen med ryggen til ilden. Maria satte sig i stolen overfor. Det var julemorgen, og i løbet af natten var der faldet sne så hvidt som puddersukker.

“Hvordan har du det i dag, Maria?” spurgte moderen, tydeligvis bekymret for sin datters tilstand for ikke at sige sindstilstand. Men Maria smilede som ved sit gamle jeg.

“Meget bedre.”

“Og ikke mere snak om Slikland og nøddeknækkere?” spurgte moderen for at sikre sig, at hun virkelig havde det meget bedre, men Maria rystede på hovedet.

“Bare rolig. Det var blot noget, jeg forestillede mig.”

“Det må have været feberen,” sagde moderen tydeligvis lettet, men Maria vidste, at bare fordi det var noget, hun forestillede sig, så var det ikke mindre ægte af den grund, men det kunne hun ikke forklare moderen uden at gøre hende bekymret endnu en gang, og det var trods alt jul. Moderen rejste sig, og i det samme åbnede doktor Stahlbaum døren. Bag ham stod Elias Drosselmeier, og Maria sank tilbage i stolen med lige dele bekymring og forventning. Hvad nu hvis han ikke var blevet kureret ligesom nøddeknækkeren? Både herr og frau Stahlbaum forlod dagligstuen, og Elias satte sig i stolen over for Maria. Han havde ladet hatten og frakken blive i gangen, og i hånden havde han en lille æske, som han rakte til Maria.

“Jeg undskylder mange gange for min opførsel den seneste tid. Jeg har ikke været mig selv, og det er gået ud over andre,” sagde han, og Maria grinede højlydt, for det var netop nøddeknækkerens ord. Allerede inden hun åbnede æsken, vidste hun, hvad der var i, og hun tog medaljonen om halsen med det samme.

“Glædelig jul, Maria,” sagde han, og Maria smilede, som hun ikke havde smilet i meget lang tid.

“Glædelig jul.”

Og det var altså historien om, hvordan Maria fik kureret nøddeknækkeren og reddet Slikland og alt sammen lige i rette tid, for der er dog ikke noget værre end at fejre jul med en syg nøddeknækker eller et halvspist marcipanslot eller en fordampet dugdråbe, syge marcipangrise eller en smeltet chokoladehare. Og selvom det alt sammen var meget tæt på at gå galt, og tanden var ved at falde ud til sidst, så gik det jo nok alt sammen, præcis som chokoladeharen havde sagt fra starten. Og det er altså derfor, at man siger: “det hang i en tynd tråd”, for det var præcis, hvad det gjorde. Men det blev jo jul alligevel, som du nok kan se.