Det er efterhånden ved at være længe siden jeg har skrevet. De sidste mange måneder er gået med at redigere og atter redigere – og så var der jo lige to måneder, der gik med at rejse til den anden ende af verden. Men nu er det altså tilbage til at skrive, sådan rigtigt.

Mellem redigering af et andet projekt (mere info følger…) startede jeg i sommers på et nyt bogprojekt. Jeg færdiggjorde del 1 og har nu kastet mig over del 2. Jeg planlægger som regel den overordnede struktur af historien inden jeg går i gang, men det er alligevel altid spændende at skrive noget igennnem for første gang. Plottet ligger der, men hvad skal der ske i hver scene, hvad skal der siges, hvordan er stemmen? Og selvfølgelig udvikler historien sig undervejs, ikke bare i første gennemskrivning, men også under redigeringen senere. Men det tager tid, før man sidder med første udkast, og derfor har jeg brugt jetlagget på at finde tilbage til den skriverutine, jeg ellers har holdt mig til i mange år, og som min første bog blev til under.

Jeg ved, at jo længere der går i løbet af dagen, jo mere kan planerne nå at ændre sig. Der kan komme tusinde ting i vejen, også ting der umiddelbart kan synes vigtigere end at skrive. Derfor sørger jeg for at få skrivningen gjort som det første, så kan resten af dagen gå af Pommern til, men jeg har stadig fået skrevet og er kommet videre med noget, der er vigtigt for mig. Derfor står jeg op klokken fem hver morgen, mens huset stadig er stille og det stadig er halvmørkt udenfor. Så har jeg en time helt for mig selv, hvor der ingen forstyrrelser er, ingen planer der kan ændres. Det er en time kun for mig. Det er lidt som at have fået en ekstra time i døgnet (noget jeg ofte har efterspurgt!), en time som ingen andre kender til. Og en time om dagen gør underværker, når man skriver. Historien flytter sig rent faktisk, modsat når man bare har tyve minutter her og der.

Men lad os nu lige være realistiske. Skriver jeg HVER morgen klokken fem i en hel time? Nej. I weekenderne tillader jeg mig selv at sove lidt længere og bare lade dagen gå sin gang. Hvis der er tid til at skrive, gør jeg det, og hvis ikke så ligger historien stadig i baghovedet og hober sig op, så der mandag morgen er fart over tasterne. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg falder tilbage under den varme dyne. Dage, hvor jeg kommer sent i seng og vælger at prioritere en times ekstra søvn for til gengæld ikke at falde om kuld af træthed inden middag. Og selvfølgelig er der også dage, hvor jeg vågner klokken seks og tænker: satte jeg egentligt ikke et vækkeur?

Alt i alt er det en rutine, der giver mig lov til at skrive uforstyrret. Og det jeg har opdaget med skrivning er, at hvis man kun skriver, når man er inspireret og motiveret, så kommer man ingen vegne. Tro mig, man er ikke særlig inspireret til at skrive klokken fem om morgenen. Slet ikke faktisk. Men der hjælper det rent faktisk at sætte sig ned og kigge på sin tekst. Se sit plot i øjnene . Og så bare skrive. Jeg har den mentale forstyrrelse der hedder jeg-kan-lige-lave-en-sportsmetafor efter at være vokset op i en familie, hvor elitesport har fyldt – ja, faktisk det hele – og jeg tænker på det som at være sportsudøver. Man bliver ikke professionel fodboldspiller ved kun at træne, når man har mest lyst til. Man er også nødt til at løbetræne, styrketræne, øve teknik, skyde på mål, gøre det igen og igen, før man bliver rigtig god. Og man spiller nok ikke fodbold, fordi man elsker at løbetræne. Jeg er heller ikke forfatter, fordi jeg elsker at stå op klokken fem. Men jeg elsker at være forfatter, så derfor gør jeg det alligevel.

Så nu kommer det egentlige spørgsmål: har jeg skrevet hele den her lange artikel bare for at motivere mig selv og minde mig selv om, hvorfor jeg egentlig gider stå op så tidligt? Uden tvivl.