Søndag d. 17 december, aften

På den anden side af billygternes skær var der kulsort. Kun de høje lindetræer, der indrammede den smalle grusvej, var oplyste. Resten af skoven omkring Frederikslyst Gods var indhyldet i mørket. Frederikke sad på passagersædet ved siden af og havde skruet ned for julemusikken for at kunne vise vej. Det var første gang, jeg besøgte hendes bedsteforældre på deres gods. Selve familien havde jeg kun mødt ganske få gange, og hver gang havde det efterladt mig med en uforklaring følelse af at være trængt ind på forbudt område. Det var ikke, fordi de ligefrem jagtede mig derfra, det var mere en pludselig indskydelse af, at jeg i virkeligheden ikke burde være der. Alligevel havde jeg valgt at bruge juleferien sammen med Frederikke. Det siger nok i virkeligheden mest om min egen sparsomme familie. 

Jeg fik øje på lyset fra de store vinduer gennem træerne, et varmt og gulligt lys, der oplyste den store gårdsplads.

“De er vist alle sammen kommet,” sagde Frederikke og nikkede mod de øvrige biler, da jeg slukkede motoren. Jeg tog både min og Frederikkes taske, mens hun bar den flaske champange, hun havde købt til sin farmor. Egentlig var det begge Frederikkes bedsteforældre, der boede i huset, men dette lille kongerige langt ude på landet havde en dronning, ikke en konge. Allerede inden jeg mødte grevinden første gang, havde jeg dannet mig et klart indtryk af hende. Hun var stolt og aristokratisk. Hun tillod ikke fejltrin hverken fra sig selv eller fra sin familie og i særdeleshed ikke fra sin mand. 

Det var ikke hende selv, men Frederikkes mor, Benedicte, der bød os velkommen i den store hall. Faktisk var det i højeste grad Frode, grevens gamle Leonberger hund, der trods sin gigt kom os i møde med logrende hale. Jeg havde kun netop stillet de to tasker på det ternede mamorgulv, da den satte sig på min fødder.

“Det er vist den varmeste velkomst, man kan få,” sagde Benedicte med et smil. Og det havde hun sandelig ret i. I løbet af de næste par dage lærte jeg i sandhed, at Frode var den gladeste og mest ubekymrede i hele familien. Men han havde selvfølgelig heller ikke grund til andet. Jeg klappede hunden på hovedet, og i det samme kom grevinden selv ud i hallen.

“Marius, vil du godt få den hund væk herfra!” råbte hun, og den gamle mand kom til syne bag hende. Frode, som ellers ikke forstod ret meget andet end glæden ved mad, forstod trods alt grevindens tonefald og trissede lige så stille væk fra mine fødder og over mod Marius. Dens bagben skred ud under den et par gange, og grevinden lod til at blive irriteret over bare lyden af dens negle mod gulvet.

“Jeg har sagt til dig, at jeg ikke bryder mig om, at den hund altid skal skræmme livet af enhver, der træder ind ad den dør,” vrissede grevinden.

Marius havde trukket hovedet så langt ned mellem skuldrene, han kunne, og vendte blikket mod hunden. Den så lykkeligt op på ham, og dens hale slog mod gulvet i en rask rytme. Grevinden sukkede dybt.

“Goddag farmor, og glædelig jul,” sagde Frederikke for at forhindre den gamle dame i at skælde endnu mere ud på sin mand. 

“Nu er det jo lige knap jul endnu,” sagde grevinden, men hun tog da imod flasken med champagne, som Frederikke overrakte hende.

“Nej, men så godt som. Vi har i hvert fald juleferie, ikke Mads?” Jeg nikkede og fulgte med ind i dagligstuen, hvor resten af familien var samlet. Frode havde allerede fundet en plads ved kaminen, hvor de to børn legede på tæppet. Deres mor, Katrine, Frederikkes storesøster, stod et par meter derfra og fulgte kun halvt med i samtalen omkring hende. En samtale, der primært blev ledet af hendes og Frederikkes far, Richard, og Katrines mand, Niels. Jeg satte mig på hug på gulvtæppet, og de to børn så op.

“Goddag, jeg hedder Mads.”

Katrine stod bag mig i samme øjeblik. Hun så næsten ængsteligt ned på mig. “Det er Sigrid, og det er Victor.” Hun pegede skiftevis på de to børn. Den yngste, Victor, smilede.

“Jeg kender en, der hedder Mads,” sagde han. “Henne fra børnehaven.”

“Gør du det? Men han er garanteret ikke lige så høj som mig?” Jeg rejste mig i min fulde højde, hvilket ikke var så lidt, og Victor rystede på hovedet.

“Nej, men han er også kun på blå stue. Det er de aller småeste.” Jeg vendte hovedet mod Sigrid. Hun var et par år ældre end sin bror. Hun smilede ikke, men trådte et skridt baglæns og så op på Katrine.

“Kom Sigrid, vi går ud og vasker hænder.” Sigrid gjorde sig umage for ikke at se i min retning, da hun gik tæt forbi mig i to hurtige skridt og fulgte sin mor ud af dagligstuen. Jeg så efter dem. Det samme gjorde Niels, og hans bryn var trukket tæt sammen i panden. Da han opdagede, at jeg kiggede på ham, opløste han straks den bekymrede grimasse og så væk.

Først da grevinden kaldte til bords, gik det op for mig, at ikke alle havde været forsamlet i dagligstuen. Johannes, Frederikkes fætter, kom med sænket hoved og satte sig på den sidste ledige plads mellem sin farfar og den ældste af børnene, Sigrid. Under hele måltidet sagde han ikke et ord. Der var noget nervøst og ukontrolleret over hans bevægelser. På et tidspunkt spildte han sovsen ud over dugen, og alt samtale forstummede med det samme. Grevinden sagde ingenting, men ventede blot på, at hende, som jeg først antog for stuepigen, hentede noget at tørre op med. Det viste sig, at Henriette, som hun hed, godt nok varetog en del praktiske sager i huset, men i virkeligheden var hun ansat som sygeplejerske. Først da der var tørret op, var der igen nogen, der turde fortsætte samtalen. Det var Niels. Han havde været en del af familien længere end jeg, men han syntes måske alligevel at finde en slags forbundsfælle i mig, endnu en udenforstående, der var blevet inviteret ind. Han så i hvert fald på mig og spurgte:

“Og hvad laver du egentlig, når du altså ikke holder juleferie her?”

“Jeg arbejder ved politiet.”

“Politiet? De laver sgu ikke andet end at udstede fartbødet i disse dage,” udbrød Marius og forsøgte så diskret som muligt at sende sin sidste frikadelle ned til Frode, hvis hale blæste en vind af kold luft mod mig.

“Mads er kriminalteknikker, så han giver ingen fartbøder,” svarede Frederikke.

“Marius, den hund skal ikke være under bordet,” skældte grevinden. Marius svarede ikke, 

men tørrede blot hånden i servietten. Han bad heller ikke om flere frikadeller.

“Hvad hedder du mere end Mads?” spurgte grevinden og vendte blikket mod mig. En 

smule af den hårdhed, hun havde brugt mod Marius var forsvundet, men det var som om, en del af den var groet fast og ikke ville slippe. Det sad lige så meget i hendes øjne som i hendes stemme.

“Mads Lauritzen,” svarede jeg. Hun nikkede blot.

“Farmor går sådan op i navne,” forklarede Frederikke. “Men det kan man jo også sagtens, 

når man hedder grevinde Elizabeth Kranz Hygeberg Albertsen Birkholm.” Grevinden smilede svagt, men det blev hurtigt erstattet af en alvorlig mine, da hun fulgte Johannes med øjnene. Han havde rejst sig pludseligt og nær væltet sit vandglas. Et øjeblik så de på hinanden, den gamle dame og den unge mand, før grevinden nikkede, og Johannes forlod spisestuen med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han snublede en enkelt gang og satte så næsten i løb. Alle de øvrige gæster fulgte ham, til han var ude af syne.