Mandag d. 18. december, morgen

Næste morgen var jeg tidligt oppe. Vi havde ikke sat nogen alarm, det var jo juleferie, mente Frederikke. Trods den brede seng og den tykke dyne havde jeg sovet forfærdeligt. Jeg var vågnet flere gange. Den første gang fordi Frederikke stod op, og selvom hun listede ud af værelset på tæerne, vågnede jeg alligevel. Den anden gang, jeg vågnede, var, da hun kom tilbage igen. Jeg ved ikke hvor lang tid, der gik mellem de to, det kunne have været et øjeblik, det kunne have været timevis. Da jeg spurgte hende om morgenen, trak hun bare på skuldrene.

“Jeg var bare på toilet.” Det var først senere, jeg kom i tanke om, at der var en direkte dør til det tilstødende badeværelse, men at hun helt bestemt var kommet ind af den anden, den der førte ud til gangen. Det spekulerede jeg dog ikke nærmere over den dag.

Inden alt dette havde jeg allerede nået at gå en tur omkring det store gods. Og det var sandeligt  et stort, gammelt gods. Gårdspladsen var belagt med toppede brosten, der var glatte i det kølige halvslud. Det havde endnu ikke sneet i år, men jorden var dækket af et ganske tyndt lag rimfrost. Efter at have set mig om i haven, gik jeg tilbage mod det hvidkalkede hus på kampestensfundament og med sprossede vinduer. Der var endnu ikke lys i nogle af dem, men jeg var dog ikke den første, der var oppe den morgen og heller ikke den eneste, der havde valgt at gå en tur. Jeg havde tænkt at gå rundt om huset og ind ad køkkenindgangen, men stoppede brat op, da jeg hørte stemmer.

“Det er virkelig ikke det vigtigste for mig, Niels, det ved du også godt.” Det var grevinden, og hun var vred. Niels protestede over et eller andet, men grevinden afbrød ham hurtigt igen.

“Hun behøves heller ikke at finde ud af det, af noget af det, men som jeg allerede har forklaret dig, afhænger det af dig og ikke af mig. Det eneste, jeg lover, er, at hun får besked, så snart julen er overstået, medmindre du kan overbevise mig om, at situationen har ændret sig.” Jeg vendte straks om og nåede ikke at høre mere af deres samtale (senere kunne jeg have ønsket mig, at jeg havde glemt mine manerer et øjeblik og var blevet stående). Jeg hørte kun Niels’ stemme, men kunne ikke tyde ordene, da jeg hurtigt gik i den anden retning. Da jeg igen kom om til gårdspladsen og op ad den brede trappe mod hoveddøren, stødte jeg dog på netop Niels. Grevinden var ingen steder at se, og Niels selv opdagede mig ikke, før jeg talte direkte til ham.

“Godmorgen.” Han så forskrækket op. Det tog ham et øjeblik at få gemt det sammenbidte udtryk og i stedet smile venligt.

“Godmorgen. Jeg var bare lige…ude at gå en tur.”

“Også mig, selvom vejret jo egentligt ikke er til det,” smilede jeg og lod Niels gennem hoveddøren først.

Da Frederikke senere vågnede, spurgte jeg hende nu alligevel om Niels. Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at lægge mere i det overhørte skænderi.

“Hvor længe har Niels været en del af familien?” spurgte jeg.

“Jeg vil tro, han har været gift med Katrine i snart 10 år”

Jeg nikkede. “Og er han… Er han og grevinden på god fod?”

“Hvad mener du? Min farmor er ligeglad med det fleste. Måske med undtagelse af Johannes. Og Katrine selvfølgelig, men det er bare fordi, de er to alen af et stykke. Gamle hejrere, begge to.” Hun holdt et øjebliks pause. “Der er én ting, du må forstå med den her familie, Mads; vi lader som om, vi holder af hinanden, men i virkeligheden kunne enhver myrde de andre, hvis de fik chancen. Det er bare sådan, det er.”