Tirsdag d. 19. december, nat

Den følgende nat var der en voldsom snestorm. Det begyndte med at sne allerede om aftenen, og i løbet af de næste par timer tog blæsten til, indtil det føg med iskrystaller mod vinduerne. Vinden havde fået fat i en ladeport, som den ruskede i under højlydt protest fra de gamle hængsler. Jeg var derfor allerede vågen, da Frederikke krøb ud af sengen. Jeg drejde blot hovedet og lukkede så øjnene med et suk. Sådan lå jeg, indtil jeg alligevel ikke kunne lægge min bekymring fra mig. Det føltes som om, der var gået timevis, og Frederikke var endnu ikke vendt tilbage. Hun kunne sådan set selv bestemme, hvor meget hun ville rende omkring om natten, men da jeg først én gang havde tænkt tanken, kunne jeg ikke slippe ideen om, at hun måske var faldet, eller endda var gået ud i stormen for at gøre noget ved ladeporten. Jeg havde allerede overvejet at gøre det samme, men med det kraftige snefald og den voldsomme vind ville det være en farlig beskæftigelse alene i mørket. Derfor stod jeg op for at finde hende. 

Vores værelse lå for enden af en gang med også to andre gæsteværelser. I det ene sov Niels og Katrine og i det andet deres to børn. Richard og Benedicte havde fået et værelse i den anden fløj, tæt ved Johannes’, som boede her fast og havde gjort det siden hans forældre døde, da han var barn. I den ende af huset sov også grevinden. Frederikke havde fnisende fortalt, at Marius havde sit eget værelse ved siden af. 

Det var let at farre vild i det store hus, og jeg havde endnu ikke lært at kende de mange værelser og gange fra hinanden. Frederikke var ikke i køkkenet, i spisestuen eller i dagligstuen, hvor vi var blevet taget imod den første aften. Jeg forsøgte at skimte ud gennem vinduerne, men der var blot en hvid tåge af fygende sne. Jeg antog, at hun nok ikke var gået ud. Det ville ligne hende dårligt. Hun ville vække mig først, det var jeg overbevist om. Selv at foretage sig noget praktisk eller for den sags skyld farligt var ikke Frederikkes stil. Altså ledte jeg videre i huset. 

Fra indgangshallen gik jeg gennem køkkenet, og det var der, jeg fik øje på en mand. Han stod ved køkkendøren og baksede med låsen. Netop som jeg trådte ind, fik han den op. Han så sig som ved en pludselig indskydelse over skulderen. Jeg kendte ham ikke. De fleste af hans træk var gemt under skyggen af en hat, som han pressede mod hovedet, da han trådte ud i sneen. Jeg nåede ikke at studere hans ansigtstræk nærmere, og alligevel var jeg ikke i tvivl, da jeg genkendte ham et par dage senere. De lige dele rasende og bange øjne var ikke til at tage fejl af. Han så kun på mig et split sekund og skyndte sig så ud af døren, som han smækkede bag sig. Der var atter stille i huset, og jeg gik tilbage mod værelset. 

Klokken var lidt i et, og jeg havde allerede ledt efter hende i tyve minutter. Det var dog det rette øjeblik at give op på, for netop som jeg skulle til at dreje ind på gangen, hvor vores værelse lå, kom hun gående fra den modsatte retning, som jeg senere lærte førte til det ikke uanselige bibliotek i vestfløjen, hvorfra man i den ene ende kunne se ud over den store have og i den anden ud over gårdspladsen og staldbygningerne. Hun stoppede brat op, da hun fik øje på mig.

“Jeg havde netop opgivet at finde dig,” sagde jeg. 

Hun rørte sig ikke en tomme. “Finde mig?”

“Jeg troede, du var blevet væk, men i forsøget blev jeg det næsten selv,” smilede jeg og 

gik mod vores værelse. Et øjeblik senere fulgte hun efter.

“Jeg…. læste bare lidt.” 

“Hmmm,” svarede jeg. Det forklarede hvorfor hun kom fra biblioteket. Men i 

virkeligheden forklarede det ingenting. Jeg havde aldrig set hende læse for fornøjelsens skyld, og hun plejede at fortælle med himmelvendte øjne om, hvordan Katrine altid læste og læste selv på de mærkeligste tidspunkter. Frederikke var mange ting, men hun var ikke typen, der stod op en stormfuld nat for at læse.