Tirsdag d. 19. december, formiddag

Henriette var i virkeligheden sygeplejerske og var ansat privat af grevinden til at stå for hendes medicin og hjælpe til i huset. Hun havde været hos grevinden i længere tid, men det var først inden for det seneste år, at grevindens sygdom var taget til, og opgaven med medicinen var vokset. Hun havde netop et par uger inden fået at vide, at intet længere kunne bremse sygdommen.

“Hun fik morfin hver aften for smerterne,” sagde Henriette, da jeg talte med hende.

“Og hvordan indtog hun sin medicin?”

“Jeg doserede dråber for hende i hendes te hver aften. Hun drak den som det sidste, inden hun lagde sig til at sove.” Jeg nikkede. Tekoppen havde stået på bordet, tom.

“Og det gjorde du også i går, formoder jeg?”

Henriette nikkede. 

“Og sagde hun noget af betydning?”

“Nej.” Sygeplejersken tænkte sig om et øjeblik. “Hun sagde næsten ikke noget. Hun virkede træt, men det var jo forståeligt nok, tidspunktet taget i betragtning.”

“Hvornår fik hun sin medicin?”

“Klokken var vel næsten tre om natten.” 

Jeg løftede øjenbrynene, og Henriette fortalte videre.

“Grevinden gik først sent i seng i går. Jeg var deroppe på det sædvanlige tidspunk for at 

give hende medicinen, men Richard var der. De sad og drak te, så hun sagde, hun ville kalde, når hun gik i seng.” Jeg nikkede. Richard havde altså talt med grevinden, efter vi andre var gået i seng. Det forklarede tekopperne. I hvert fald en af dem.

“Og risikoen ved en overdosis af den type morfin, som grevinden fik?”

“Irregulær hjerterytme, bevidstløshed…”

“Og død?” afsluttede jeg. 

Hun nikkede med et lettere fornærmet udtryk. “Jeg har været sygeplejerske i mange år og givet grevinden morfin i månedsvis. Jeg har ikke overdoseret hende.” Måske det blot var hendes personlighed eller måske var det mange års gerning som sygeplejerske, der havde gjort hende så upåvirkelig, men hun var modsat resten af familien lige så rolig som nogensinde.

“Hun kan være død af et hjertestop eller så meget andet,” sagde jeg, men bestemte mig alligevel for at anbefale familien en retsmedicinsk prøve.

Til frokost var der flere tomme pladser ved bordet. Der var selvfølgelig grevindens for bordenden. Derudover var Johannes der ikke. Katrine og børnene havde jeg heller ikke set siden morgenmaden, men da Richard spurgte til dem, nikkede Niels blot og sagde, at de havde det fint. Marius sendte en leverpostejsmad ned til Frode, og selvom grevinden ikke var der, forsøgte han stadig at skjule det.

“Sagde de noget om, hvornår de kunne hente hende?” spurgte Frederikke. 

Benedicte rystede på hovedet. “Med alt sneen og det – der kan nok gå noget tid, men jeg har åbnet alle vinduerne deroppe.”

“Har I kontaktet politiet?” spurgte jeg. Benedicte drejede skarpt hovedet.

“Politiet? Nej, burde jeg…?”

  Jeg trak på skuldrene. “Det er op til jer. Hvis ikke I gør, bliver hun kørt til et kappel indtil begravelsen.”

“Jamen…”

“Jeg vil foreslå at få undersøgt dødsforholdene.” Jeg sagde det så roligt som muligt. 

Frederikke lagde sit bestik, så det klirrede mod tallerkenen. “Mener du at…?”

“En retsmedicinsk undersøgelse, ja. Grevinden tog en dosis morfin hver aften, og det burde undersøges, om den er blevet overdoseret. Ikke nødvendigvis med vilje, men alligevel.” “Ikke nødvendigvis?” spurgte Niels. Jeg trak på skuldrene. Frederikkes ord fra dagen før klingede pludselig som fjerne juleklokker. I virkeligheden kunne enhver myrde de andre, hvis de fik chancen. Det er bare sådan, det er.