Torsdag d. 21. december, formiddag

For at være helt afklaret om grevindens sygdom talte jeg igen med Henriette. Jeg havde ingen mistænkte endnu, for mistanke må nødvendigvis bygge på en forudindtaget idé, og dette havde jeg lagt bag mig, da jeg satte mig i den bløde lænestol i biblioteket. Henriette satte sig til rette i stolen overfor, med rank ryg og den samme overbevisende fattethed, som hun havde udvist hele tiden.

“Jeg må vide noget mere om grevindens sygdom og medicin.” 

Henriette nikkede. 

“Det var en form for kræft, så vidt jeg forstår?”

“Brystkræft, der siden spredte sig til lungerne.”

“Hvor længe har hun været syg?”

“Fire år. Hun gennnemgik flere former for behandling, og sygdommen var midlertidigt bremset. Da de fandt nye spor af kræft i lungerne, forsøgte de, så godt de kunne, men for et par uger siden gav både grevinden selv op, hendes alder taget i betragtning. Sidste runde af behandling tog hårdt på hende, det ville hun ikke igennem igen.”

“Og det var en beslutning hun talte med nogen om?”

Henriette fnøs. “Det skulle undre mig. Måske lige med undtagelse af Marius. De er måske nok som hund og kat, men han er da hendes mand.”

“Men du kendte til hendes beslutning?”

“Jeg er jo ansvarlig for hendes medicin og lægeaftaler.”

Jeg nikkede.“Og hvordan var dit forhold til grevinden?”

Hun smilede sarkastisk. “Grevinden er… var ikke nem at komme tæt på. Hun var mester i at holde hemmeligheder og nød det ligefrem.” Hun holdt en lille pause. “Men hun var en god arbejdsgiver. Jeg har boet her i flere år nu, og der var aldrig problemer. Hun lod mig gøre mit arbejde, og derudover kunne jeg gøre, som jeg ville.”

“Og til en god løn, formoder jeg?”

Henriette nikkede. “Ganske god.”

“Så du havde ingen uenigheder med grevinden?” Ved dette spørgsmål studerede jeg nøje hendes ansigt, men det ændrede sig ikke det mindste. Enten fortalte hun sandheden, og ellers var hun en mesterlig løgner.

“Nej, det kan man ikke sige.”

“Og nu har du jo, som du sagde, boet i huset i et par år, så du må jo have set og hørt et og andet om familien.”

Igen smilede Henriette sit sarkastiske smil. “Store familiehemmeligheder? Intriger?” 

Jeg svarede ikke. 

“Selvom jeg bor her, er jeg jo ikke en del af familien…” Egentligt var sætningen afsluttet, og hun så bare afventende på mig, men måden hun havde trukket det sidste ord på, sagde mig, at det alligevel ikke var hendes sidste at sige om den sag.

“Men?”
“Jeg kan jo ikke undgå at danne mig min egen mening, men det er vel ikke den, du er interesset i?”

“Det er lige præcis den, jeg er interesseret i. Ligesom mig står du udenfor og kigger ind.”

“Du står ikke udenfor,” grinede hun. “Du står lige midt i det hele, og jeg tror ikke, du bare sådan kan vikle dig ud igen.”

Henriettes medicintaske stod nu aflåst i skabet på det mit og Frederikkes værelse. Vi havde sammen gennemgået grevindens medicin, og Henriette havde forklaret mig indholdet i hver af de små flasker og pakker. Der var den morphin, som hun gav grevinden og derudover et par andre præprarater, til hvis grevinden fik markant forværring. Jeg kan ikke hævde at have meget forstand på medicin og sygdom, men der er ikke det, man ikke kan slå op og alligevel finde frem til. Ikke mindst, når man arbejder i kriminalforsognet.

Inden jeg gik videre med mine samtaler med familiemedlemmerne i huset, måtte jeg først tilbage til udgangspunktet; grevindens værelse. Jeg måtte sikre mig, at der ikke var noget, jeg havde overset. 

Alt stod som den morgen, vi havde fundet hende død i sengen. Selv tekopperne på det lave bord i den tilstødende dagligstue stod endnu. Fem kopper var der i alt, alle brugte. Nogle af dem var der endda stadig en slurk te i, og på den ene et svagt aftryk af læbestift på kanten. Derudover stod der to ens kander te. Jeg løftede forsigtigt dem begge. Den ene var næsten fuld, der var måske taget en kop eller to, mens den anden var næsten tom. Grevinden havde drukket te med sine gæster, hvem de så end var, i dagligstuen umiddelbart inden hun var gået i seng. Jeg vidste allerede, at Richard havde besøgt hende, men derudover var der stadig tre andre kopper foruden grevindens egen. Jeg antog, at det var den med læbestiftmærket.

Hvis Henriette ikke havde givet hende benzodiazepin, hvilket jeg måtte stole på indtil videre, og hvis der ikke var tale om selvmord, måtte grevinden have indtaget benzodiazepin uden at vide det. Jeg kunne ikke endnu være sikker på, hvordan det var foregået. Tekopperne var det eneste, jeg havde at forholde mig til. Teen tilbage i kanderne duftede blot af urter, men jeg bestemte mig alligevel for at få den analyseret. 

Selv hvis min første teori om, at benzodiazepinen var blevet hældt i teen viste sig at være korrekt, manglede jeg stadig at finde ud af hvem, der stod bag. Jeg måtte finde et motiv. Derfor ledte jeg resten af grevindens værelse igennem. Det var simpelt men stilfuldt dekoreret med gamle egetræsmøbler og tunge gardiner. På væggen i dagligstuen hang et stort billede af hende og Marius med tre unge mænd. Den ene var Richard, og de andre lignede ham nok til at være hans yngre brødre. Derudover var der kun ganske få personlige ting. Hun havde ingen dagbøger eller breve, intet der kunne give mig en ledetråd til, hvorfor nogen ville slå hende ihjel.