Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Jeg sad i bibliotekets stilihed og tænkte – og der var nok at tænke over. Derfor opdagede jeg knap, da den ene af de tunge dobbeltdøre forsigtigt blev åbnet.

“Forstyrrer jeg?” spurgte Katrine og stak hovedet ind.

Jeg rystede på hovedet. “Slet ikke, jeg sidder såmænd blot og tænker.”

“Jeg kommer for at finde en ny bog.” I favnen havde hun to andre, og hun gik målbevidst mod den ene af de store reoler og satte dem på plads. Hurtigt scannede hun sig gennem ryggene på bøgerne, stoppede et øjeblik ved en, men gik så videre til den næste reol.

“Kommer du frem til noget?” spurgte hun og trak en bog ud fra hylden, før hun skubbede den ind igen. “Jeg mener med alt det tænkeri.” Hun valgte i stedet en anden bog og drejede den mellem hænderne.

Jeg sukkede dybt. “Ikke rigtigt.”
“Men du har måske en idé?” Hun tog sin valgte bog under armen og vendte sig mod mig.

“Nej, efterforskning er ikke en kreativ disciplin, så den slags holder jeg mig fra.”

Hun nikkede og blev stående bag den store lænestol, som hendes far havde rejst sig fra lidt tidligere. Han havde også givet mig noget at tænke over. Et øjeblik var der helt stille. Så trak Katrine vejret skarpt ind.

“Det er så forfærdeligt det hele,” sagde hun. Hun havde planlagt det som en simpel kommentar, men hun var knap kommet halvvejs i sætningen, før hendes stemme blev grødet. Jeg sagde ingenting, men lod hende samle sig med et par blink med øjnene. Så smilede hun til mig som for at bevise, at hun var det ikke var noget.

“Jeg håber bare, du finder frem til, hvad der er sket. Den her familie er…” Hun rystede på hovedet. “Ja, det må du jo også have opdaget på nuværende tidspunkt, den her familie er håbløs. Farmor var den eneste, der forsøgte at holde sammen på det hele.”

“Hvad mener du?” spurgte jeg, og hun lænede sig mod stolens ryglæn.

“Familier skal holde af hinanden betingelsesløst, det er det, der er meningen. Men sådan er det ikke i den her familie. Farmor kunne virke streng, men i virkeligheden var det hende, der sørgede for, at vi stadig kunne enes. Hun ordnede alting. Der var styr på det, så længe hun var her, også selvom der sommetider var nogen, der følte sig uretfærdigt behandlet. Det er udelukkende hendes fortjeneste, at vi overhovedet er samlet til jul.”

“Og sikke en jul,” sagde jeg lavt, og hun vendte hovedet mod mig. Indtil nu havde hun fokuseret på et punkt bag mig.

“Ja,” sagde hun lavt. “Den har virkelig ikke været, som nogen af os havde planlagt, og hendes død er bare toppen af det.” I en hurtig bevægelse gik hun rundt om den brede lænestol og satte sig med bogen i skødet.

“Og nu hvor hun er væk, så føler jeg, at det hele ramler.” 

Jeg iagttog hende blot. Jeg sad for langt væk til at lægge en hånd på hendes skulder, og hun ville heller ikke have brudt sig om det. Som Frederikke havde sagt, var hun på mange måder fuldstændig ligesom grevinden, stolt og stædig. Men ifølge Katrine, så var grevinden også mere end det. Hun var grundpillen i en smuldrende familie.

“Det bliver jo jul alligevel, og alting har det med at ordne sig. Jeg skal nok finde frem til noget,” sagde jeg lavt, og hun så op.

“Det er ikke bare det…” I et øjeblik kæmpede hun en kamp mod sin egen stolthed. Igen observerede jeg blot. Det var ikke min kamp, og på ét punkt var hun alligevel anderledes end grevinden. Hun var ikke så gammel, og havde endnu ikke som grevinden lært, at det eneste, der hjælper i sidste ende, er handling, ikke snak. Derfor tabte stædigheden også til sidst, og hun fortalte mig om sine bekymringer.

“Nu er der det med farmor, men før det var der børnene, der er Johannes, mine forældre, for slet ikke at nævne Niels. Nu er Knud så dukket op og…”

“Hvad er der med Niels?” spurgte jeg interesseret. Nu havde hun allerede røbet sine tanker, men stoltheden kæmpede stadig et sted derinde.

“De sidste par nætter er han forsvundet fa sin seng, sommetider i timevis ad gangen. Jeg ved ikke, hvad han laver. Jeg har forsøgt at spørge ham, men han kommer med alle mulige forklaringer. Jeg burde nok have mere tillid.”

Jeg nikkede langsomt. “Og hvad med natten til tirsdag? Var han også ude af sin seng der?” spurgte jeg. 

Katrine nikkede med en ulykkelig mine.

“Og kan du huske, hvornår han kom tilbage?” Jeg så koncentreret på hende.

“Ja, for jeg lå og læste. Jeg kunne ikke sove for snestormen, og da jeg opdagede, at han var væk…. Han var tilbage klokken var lidt i to.”

Jeg rynkede brynene. “Og det er du sikker på?”

Katrine tænkte sig om et øjeblik. Så nikkede hun. “Ja, klokken var lidt i to, det er jeg sikker på.”

“Interessant. Meget interessant.” Katrine lod ikke til at vide, hvad der var interessant ved det, men hun vidste selvfølgelig heller ikke, at Niels ikke var den eneste, der havde været vågen den nat, grevinden døde.