Fredag d. 22. december, morgen

Næste morgen var jeg tidligt oppe, og det samme var Niels. Jeg mødte ham ikke helt så tilfældigt, som jeg forhåbentligt fik det til at se ud. Ingen af de andre var oppe, så vidt jeg vidste. Niels sad i dagligstuen med en kop kaffe og en avis, som langt om længe var blevet bragt ud, efter sneen havde forhindret det i et par dage. Selvom det ikke havde sneet siden den nat, grevinden døde, dækkede det stadig jorden i en tyk dyne, og man kunne endnu se fodspor fra de få personer, der havde bevæget sig udendørs. Jeg satte mig i lænestolen overfor Niels, også med en kop kaffe i hånden.

“Du er nok tidligt oppe, hvad?” sagde jeg. Normalt talte jeg ikke og indledte sjældent en samtale, medmindre jeg var nødt til det, men det var jeg netop her til morgen. Jeg måtte få Niels til at tale på en eller anden måde, og han havde indtil nu gemt sig under påskud af ikke at have tid. Hvad han egentlig lavede, vidste jeg ikke, men det kunne jeg måske også finde ud af.

“Og det samme er du,” sagde Niels kort og bladrede en gang.

“Nu har jeg jo heller ikke været vågen i nat,” sagde jeg. Og det var rigtigt. Jeg havde sovet hele natten igennem og var ganske overbevist om, at Frederikke heller ikke havde været ude af sin seng. Mit gæt var, at Niels heller ikke havde. Hans øjne stod stille på avisen. Han læste ikke længere og sad helt stivnet et øjeblik. Så begyndte han igen at trække vejret og forsøgte at lyde afslappet.

“Har du da normalt søvnproblemer?” spurgte han og bladrede videre. Jeg tvivlede på, at han havde opfanget et eneste ord på siden, men han nægtede at se op, selvom jeg fortsat stirrede på hans bortvendte ansigt.

“Jeg sover meget let,” sagde jeg blot som forklaring, og han nikkede. “Siden jeg kom, har jeg faktisk været vågen hver nat,” tilføjede jeg efter et stykke tid.

Niels svarede ikke med det samme. “Sådan et gammelt hus har jo en masse lyde.”

“Ja, det må være huset,” sagde jeg og nikkede. “For Katrine nævnte godt nok også den anden dag, at hun også selv har været vågen om natten.”

Nu kunne Niels ikke længere lade som om, han læste, og lagde avisen fra sig.

“Sig mig, hvad er det egentligt du vil?” spurgte han, en smule vred.

“Smalltalk, er der nogen, der kalder det,” sagde jeg og trak på skuldrene og tog uskyldigt en slurk kaffe.

Niels rystede på hovedet og fnøs. “Nu har jeg kun kendt dig et par dage, men du smalltalker ikke. Du taler kun med nogen, hvis du selv får noget ud af det.”

Jeg sagde ingenting.

“Jeg forstår slet ikke, hvorfor Frederikke overhovedet har slæbt dig med i første omgang, sådan som jeg kender hende, ville hun…”

“Og du kender jo Frederikke temmelig godt,” tilføjede jeg lavt.

“Nu er det nok,” udbrød Niels og rejste sig, som om han ville forlade dagligstuen. Så sukkede han i stedet og så opgivende på mig.

“Hvorfor fortæller du mig ikke bare, hvad det er, du gerne vil vide?” spurgte han.

Jeg smilede svagt. “Så gerne. Jeg vil vide, hvorfor både du og Frederikke sniger jer omkring om natten, jeg vil vide, hvad du var uenig med grevinden om, dagen inden hun døde, og så vil jeg gerne vide, hvad du foretog dig i den time, der gik, fra Frederikke vendte tilbage til sit værelse, og indtil du vendte tilbage til dit den nat, grevinden døde.” Allerede da Katrine fortalte, at Niels forlod sin seng om natten, havde jeg fået mistanke. Det eneste, der undrede mig, var, hvorfor Niels først var kommt tilbage lidt i to, mens Frederikke var tilbage i seng klokken et.

Niels rystede målløs på hovedet. “Hvordan…?”

“Som jeg sagde, sover jeg meget let.”

“Og Katrine?” spurgte han.

“Synes ikke at kunne forstå, hvorfor du forlader din seng om natten, men hun har selvfølgelig heller ikke det samlede billede.”

Niels smed sig tilbage i sofaen igen, men rørte hverken avisen eller sin kaffe.

“Du kender jo Frederikke, hun kan være meget…. Overbevisende,” sagde Niels.

“Giv nu ikke Frederikke hele skylden.”

“Nej, jeg… Det har ikke været nemt, du har ingen anelse….” udbrød han så frustreret.

“Nej, at være sin kone gennem ti år utro med hendes lillesøster kan bestemt ikke være en nem beslutning, men du bærer det flot,” sagde jeg bare.

“Den del var ikke det sværeste,” mumlede Niels lavt. “Det er alt det andet.”

“Hvilket andet?”

“Katrine hun… Siden Sigrig fik sin diagnose, har hun…”

“Hvilken diagnose?” afbrød jeg.

“Du lod til at være så velinformeret, at jeg regnede med, Katrine også havde fortalt dig den detalje, men det har hun selvfølgelig ikke. Det er jo faktisk det, der er problemet.” Han gned sine hænder langsomt. “Sigrid har autisme, og Katrine lader ikke til at ville acceptere det eller fortælle nogen om det. Hun bliver ved med at insistere på, at hun bare har brug for lidt ekstra omsorg….” Han holdt en kort pause. “Så i stedet lukker hun sig inde omkring Sigrid. Jeg tror ikke, vi har talt sammen i flere måneder.”

Jeg nikkde langsomt. “Nej, den del nævnte Katrine ikke noget om.” 

Niels kom i tanke om sin kaffe igen og tog en slurk. Han lignede pludselig også en, der havde brug for den, han så umådeligt træt ud.

“Og grevinden?” spurgte jeg.

“Ja, hun vidste selvfølgelig heller ingenting,” sagde Niels forvirret.

“Jo, hun vidste noget, ikke sandt?” spurgte jeg, og Niels så igen dystert på mig.

“Nå jo, hun vidste selvfølgelig noget. Faktisk truede hun med at fortælle Katrine alt det om mig og Frederikke, hvis jeg ikke selv gjorde noget ved det. Det var det, vi var uenige om den dag. Sådan, nu tror jeg også, ud ved alt.” Niels rejste sig, denne gang sløvt og med sin kaffe i hånden.

“Nej, der er lige en ting mere, jeg gerne vil vide.” 

Han stoppede op. 

“Får Sigrig nogen form for medicin?” 

Niels så vantro på mig. “Ja, så meget har jeg da fået overtalt Katrine til.”

“Og kunne jeg få lov at se denne medicin?” spurge jeg.

“Får du altid din vilje?” Det var ikke bebrejdende, bare en undren.

Jeg trak på skuldrene. “Min erfaring siger mig, at det hjælper at have uniform på og et våbenskjold broderet på brystet, men ja.”

Niels nikkede og gik. Et par minutter senere kom han tilbage med Sigrids medicin.

“Ganske rigtigt,” mumlede jeg. Benzodiazepin.