Lørdag d. 23. december, eftermiddag

Set var anden gang, der kom politibiler ned ad den lille grusvej. Denne gang var hele familien ikke stimlet sammen på trappen som sidst. Jeg stod alene og tog imod betjentene, da de gik op mod hoveddøren med Niels mellem sig. Jeg trådte til side for ham i døren.

“Velkommen tilbage til friheden,” sagde jeg. 

Niels rystede blot på hovedet og gik ind. Hans hjemkost fik dog vakt nysgerrigheden, og inden længe var familien igen samlet i dagligstuen.

“Det er jo lidt pinligt, må man sige,” begyndte jeg. Jeg stod med ryggen til kaminen og talte til dem. “Men jeg har taget fejl.” De så alle på mig med alvorlige ansigter, nogle vrede, andre forvirrede. Niels sad ved siden af Katrine, og hun gjorde sig umage for at se i den anden retning. Frederikke som den eneste smilede skadefro ved min indrømmelse.

“Niels har ikke slået grevinden ihjel.” De så alle på ham og han nikkede. Selv Katrine vovede et forsigtigt kig.

“Jeg troede, han havde givet hende medicinen for at få fat på brevet, men det kan han næppe have gjort.”

Niels slog sigende ud med armene, som for at understrege mine ord.

“Sig mig, hvordan fik du egentlig fat i brevet?” spurgte jeg af ren nysgerrighed.

“Først om formiddagen, da hun var død. Jeg tænkte ikke, der var nogen grund til, at det unægteligt ville blive fundet, når hendes værelse blev rodet igennnem.”

Jeg nikkede. “Altså har Niels ikke slået grevinden ihjel. Det har Benedicte,” sagde jeg, mens de stadig alle var optaget af at se på Niels. Alle hovederne drejede sig næsten i takt rundt og så på Benedicte i hjørnet af den bagerste sofa ved siden af Richard.

“Ikke sandt?” Jeg så på Benedicte, der sad helt stille, hun turde end ikke trække vejret. “Jeg tog nemlig fejl, Niels var ikke den sidste, der talte med grevinden den nat. Det var du. Jeg havde talt forkert. Der var jo ikke fem kopper i grevindens værelse, der var seks. Fem kopper i dagligstuen, den ene med et aftryk af læbestift, og jeg formodede, at det var grevindens kop. Men grevindens kop stod på hendes natbord. Der havde altså været fem gæster i grevindens værelse den nat, og du var den sidste. Du gav hende benzodiazepin og umiddelbart efter fik hun morfin, og det slog hende ihjel, ligesom du havde planlagt. Da du opfangede, at der var fare på færde de næste par dage, skyndte du dig at skille dig af med medicinen på den smartest mulige måde – ved at give den videre. Jeg tænkte ikke over det på daværende tidspunkt, det var først, da alle mine andre teorier var blevet modbevist.” Jeg så undskyldende på Niels, der nikkede næsten stolt. “At jeg tænkte over det, du havde vist mig. Du viste mig Henriettes medicintaske, hvor hun havde adskillige flasker benzodiazepin.”

“Nej, nu må det altså stoppe,” udbrød Richard. “Hvorfor bærer Henriette rundt på benzodiazepin, hvis min mor ikke fik den medicin, hvilket hun allerede flere gange har påstået?” Han så vredt på Henriette.

“Grevinden fik ikke benzodiazepin,” bekræftede jeg.

“Og hvem gjorde så?” spurgte Richard. 

Jeg så rundt og fangede Johannes’ blik. Han nikkede næsten umærkeligt. “Det gjorde Johannes, faktisk fik han det samme aften for at kunne sove efter at have talt med grevinden om et emne, der oprørte ham stærkt; hendes testamente. Grevinden havde ændret det, så han skulle arve godset for på den måde at sikre hans fremtid, hans skizofreni taget i betragtning.” 

Familien så rundt på hinanden. Frederikke fnyste og mumlede noget med, at det forklarede en del. Johannes selv kiggede ligefrem for sig, men så derudover rolig ud. Henriette sad ved siden af ham og kiggede intest på hans ansigtisudtryk, men det ændrede sig overhovedet ikke.

“Bagefter diskuterede grevinden sit testamente med dig.” Jeg vendte opmærksomheden mod Richard. “Og du fortalte det videre til din kone. Det har altid været jeres fælles ambition at arve godset, ikke sandt?” Richard bekræftede ikke, men det behøvede han heller ikke, alle i familien vidste, hvor meget han hungrede efter at overtage godset i det øjeblik, hans mor døde.

“Der var dog én ting, I misforstod. Testamentet var allerede ændret og godkendt på dette tidspunk, men I troede begge, at hun havde planer om at gøre det næste dag. Richard gik i seng, vred som aldrig før, men Benedicte kunne ikke lade det ligge.” Jeg så på hende, som hun lige så langsomt sank sammen i sofaen. Jeg tror end ikke, hun kunne have sagt noget på dette tidspunkt, hendes læber var helt hvide, hendes hænder knuget i skødet. Igen var det Richard, der måtte tage hende i forsvar.

“Men hvordan skulle hun få fat i benzodiazepin? Som du lige har bevist så flot, så vidste ingen af os, at det overhovedet var i huset på dette tidspunkt?”

Et øjeblik betragtede jeg blot Benedicte. “Benedicte havde selv benzodiazepin, et afhængighedsskabende og beroligende stof. Måske netop den slags man har brug for i et krævende job og med en krævende familie?” spurgte jeg. 

Hun bevægede sig stadig ikke.

“Jeg ville ikke selv have opdaget det, for flasken lignede de andre. Det, der i virkeligheden henledte min opmærksomhed på dig, var den historie, du havde fortalt mig, da du viste mig Henriettes medicintaske, uden tvivl med henblik på at lede mistanken hen på hende. Du fortalte, at du havde været i færd med at lede efter hende, da du kom om ved den åbne skuffe og fik øje på medicinen. Det var så let blot at lade din egen benzodiazepin blande sig med den, som du til din overraskelse fandt i skuffen. Du havde håbet på at placere den der, så ingen ville lægge mærke til den, og hvis de gjorde, ville alt pege på Henriette. Men du opdagede, at hun allerede havde benzodiazepin og så dit snit til at skubbe efterforskningen på vej. Der er dog to ting ved den historie, der er problematiske. For det første har jeg senere kigget på den kommode medicinen var i. Skuffen kan umuligt have stået åben, da den lukker automatisk. For det andet, da jeg senere talte med Henriette, spurgte hun efter dig. Du havde bedt hende om at blive i køkkenet, men du var ikke kommet tilbage. I stedet havde du henledt min opmærksomhed på medicinen, og lad mig igen påpege, at du også ville være sluppet godt fra det, hvis det ikke havde været for den perfekt udtænkte løgnhistorie, som netop i sin perfektion blev utroværdig.”

Der var stille i dagligstuen et øjeblik, indtil Benedicte langt om længe udbrød:

“Jeg forstår ikke, hvorfor vi overhovedet skulle have en efterforskning af denne sag.” Hun talte lavt, men med så meget vrede og had, at hendes ord gik tydeligt igennem. “At den gamle grevinde er død er kun en lykke for den her familie. Så du måske ikke, hvordan hun var? Forstår du da ikke, at vi har det bedre uden hende? Og med testamentet…. Ja, jeg troede jeg kunne forhindre det, men lad mig sige, at jeg ikke et øjeblik fortryder at være sluppet af med den heks!” Hendes stemme var lige så stille steget i styrke, så hun næsten råbte det sidste ord.

“Du brød dig ikke om hende, fordi hun altid har kunnet se, hvor svag du i virkeligheden er,” sagde Katrine så, lige så rasende som sin mor, og i dette øjeblik lignede hun grevinden mere end nogensinde. Benedicte fnøs voldsomt og rejste sig, vild i blikket. Et øjeblik var jeg bekymret for, om hun ville give sig til at slå og sparke omkring sig, men hun besindede sig i sidste øjeblik og så i stedet på mig.

“Tillykke,” sagde hun blot og forlod dagligstuen. Resten af familien blev siddende, mens jeg fulgte efter hende. Betjentene, som ventede lige uden for døren, greb hende i samme øjeblik, hun trådte ud, og hun gjorde end ikke modstand. Det var som om, hun havde brugt alt sin energi på den ene sætning af had rettet mod sin afdøde svigermor, og hun næsten faldt sammen, da hun blev ledt mod bilen. Jeg så dem køre afsted og vendte så tilbage til dagligstuen. Hele familien var der endnu. De havde fulgt Benedictes anholdelse ud af vinduet, men var nu vendt tilbage til deres pladser, alle helt stille.

Jeg trådte forsigtigt ind og så rundt. Marius sad med Frode ved sin side og så som den første op, da jeg trådte ind. Egentlig var han ikke meget forandret. Knud lignede en, der allerede var i gang med et nyt manuskript til sine dokumentarfilm, sådan som han tænkte. Jeg kunne se inspirationen i hans øjne. Han ville få sin arv udbetalt i det nye år. Sagen var slut, og han havde en historie at fortælle om en familie, han aldrig havde været meget knyttet til i første omgang. Johannes sad afslappet, men stille i sin stol og Henriette ved siden af ham. Jeg mistænkte stærkt, at hun allerede havde givet ham noget beroligende. Frederikke lignede en, der kedede sig, men det var måske bare en facade, for hun rejste sig da ikke. Katrine og Niels sad ved siden af hinanden. Børnene var på deres værelser. Jeg betragtede dem et øjeblik. Katrine lignede virkelig grevinden, og ligesom grevinden vidste jeg, at hun ville tænke sig om, tage en beslutning og derefter bevæge sig videre med den største selvsikkerhed og værdighed, med eller uden Niels, som var helt og aldeles under hendes nåde. Den, der så mest påvirket ud, var Richard, forståeligt nok. Han rystede ganske let på hovedet og så stadig forvirret ud.

“Glædelig jul,” sagde jeg og så rundt på familien.

“Glædelig jul,” mumlede et par stykker, mens andre blot blev siddende i stilhed. Frode forlod sin plads ved Marius’ side og fulgte mig til hoveddøren, da jeg med sidste nik og vink forlod dagligstuen. Jeg gav ham et klap på hovedet.

“I det mindste kan du da have en god jul, selvom jeg nu har ødelagt julestemningen,” sagde jeg til ham og lukkede døren.

Da jeg kørte derfra var jeg ganske sikker på, at det absolut måtte være sidste gang, jeg ville få godset at se. Og det var jeg i sandhed ganske godt tilfreds med.