Nu er der under to uger til min debutroman “Dengang jeg var superskurk” udkommer på Carlsen – og jeg glæder mig!
Bogen handler om drengen Noah, der bestemmer sig for at blive superskurk for at give sine (højrøvede-skide-irriterende-mildest-sagt-idiotiske) brødre en lærestreg. Meeeeen… Det går selvfølgelig ikke helt efter planen – ikke mindst fordi hans lettere sindssyge kusine, Amina, også bestemmer sig for at blande sig. Sammen ender de med at skabe store problemer for dem selv, familien og hele byen. Det er en bog til de 10-14 årige, og den er fyldt med humor og action.
Jeg har arbejdet på den her bog i årevis. Jeg startede med at skrive den i 2020, indsendte den i 2021 og her i 2024 er den så endelig klar til udgivelse. Det har været en lang og lærerig process, og historien har ændret sig mange gange undervejs. Og nu er den her så (lige om lidt i hvert fald) – en vaskeægte bog (!!!) med en fantastisk forsideillustration af Snorre Krogh og med alt det glans og farver, jeg kunne have ønsket mig. Jeg har virkelig nydt at arbejde på den, og jeg håber, at I vil tage rigtigt godt imod mit lille, skøre superhelteunivers.

Du kan læse mere om bogen og om mig i mit interview med bog.dk.
Bogen udkommer d. 25. april og kan forudbestilles fra Carlsens hjemmeside.