Så er det i dag, at min debutroman “Dengang jeg var superskurk” udkommer på forlaget Carlsen. Jeg har selvfølgelig glædet mig, men egentlig er der for mig ikke den store forskel fra i går til i dag. Bogen har været længe undervejs, og siden jeg underskrev kontrakten, har jeg vidst, at det blot var et spørgsmål om tid. Lang tid. Også længere, end jeg først havde troet.
Jeg begyndte med at skrive om Noah og hans familie i 2020, og det var hverken det første større projekt, jeg færdiggjorde eller sendte til et forlag, så jeg var klar på at få afslag, da jeg indsendte i 2021. Jeg har hørt fra mange forfattere, at det kræver mange, sommetider årevis af afslag, før man får en bog antaget. Jeg havde haft mine forældre på som betalæsere, og jeg havde allerede redigeret mange gange i historien, inden jeg indsendte den. Men der var stadig lang vej fra den udgave, jeg indsendte, og den udgave, der nu kan købes i butikker. Jeg fik at vide, at jeg kunne få et møde med en redaktør, som ville give mig nogle punkter, jeg skulle arbejde med, og så ville de gerne se historien igen, men på dette tidspunkt var der stadig ingen aftale, og de havde forbeholdt sig retten til at afslå, når jeg havde lavet rettelserne. Jeg lavede ændringerne og kunne kun håbe på, at det var, hvad de var tilfredse med det. Det var de heldigvis – eller delvist i hvert fald. For der var stadig masser af rettelser, der skulle ordnes, men de valgte at tro på, at det kunne lykkedes, og det er jeg så glad for. I årevis sendte jeg en nye udgaver ind, fik en masse gode rettelser, arbejdede med dem og sendte tilbage igen. Det blev til i alt 13 udkast, som blev sendt frem og tilbage, foruden de mange versioner jeg arbejdede med mellem disse udkast. Der er opstået nye karakterer undervejs, blevet ændret fuldstændigt i både plottet og de enkelte scener samt deres rækkefølge. Vi har arbejdet med at gøre karakterne mere ægte og give dem mere motivation, give større fremdrift og mere action, arbejdet med humoren, udvidet plottet og simplificeret det igen, skrevet nye scener og slettet dem igen og i det hele taget slettet rigtigt meget og skrevet en masse nyt. Men jeg er så stolt af det produkt, vi er kommet frem til og som nu skal ud til læserne. Hver eneste af de rettelser har bidraget til det, og det har så afgjort været tiden og arbejdet værd. Undervejs har jeg selvfølgelig også lært en masse. For det første at det tager tid, men derudover også en masse om at skrive. Jeg har skrevet i mange år og været på forfatterkurser, og jeg har derfor været vant til at få feedback og arbejde med det, og jeg har lært om det tekniske bag skrivegerningen. Men det her var alligevel på et helt nyt niveau. For det første er historien længere, end noget jeg nogensinde har arbejdet intensivt med før, og det betyder, at ændringerne også var markant mere omfattende, og at man skal have overblikket over en større historie, mens man retter. Og så har jeg lært en masse om, hvad der gør en karakter og deres handlinger troværdige, hvordan man sikrer fremdrift i hele plottet og skaber action, hvordan man opdager og løser plothuller, og i det hele taget hvor stort, men også berigende et arbejde det er at skabe en historie, som er værd at læse. Det håber jeg så, vi er lykkedes med.
Derudover er der jo så arbejdet med at få en flot forside, men det har heldigvis ikke været min primære opgave, men den dygtige Snorre Krogh, som har stået for det. Som forfatter kan man jo kun beskrive med ord, og det gjorde jeg for Snorre, som så bragte karakterne til live med sine tegning. Der var vi også gennem flere forskellige udkast og ændrede også små detaljer helt til det sidste. Men igen er jeg så stolt af resultatet, som også er blevet lakeret, så forsiden skinner. Det sidste, der skal gøres, er korrektur og opsætning. Her har jeg godkendt men igen ikke stået for det primære arbejde. Jeg kom selvfølgelig også lidt på banen til markedsførring og lavede interview og den slags, men igen er det de dygtige folk på Carlsen, der har stået for det meste. Så alt i alt er det altså et kæmpe arbejde, ikke bare for forfatteren men et helt hold af fantastiske mennesker, der alle har gjort udgivelsen mulig. Det har været en spændende og lærerig oplevelse. Og nu er jeg så forfatter.