Julekalender 2024


Velkommen til årets julekalender, 2024.

I år skal vi tilbage i tiden til et Danmark, hvor der endnu findes sagnsvæsener og onde ånder vinterhalvårets mørke. Det er ikke en fortælling om den søde juletid, og nisser er bestemt ikke venlige væsener med røde huer, som vi kender dem. I stedet er det en fortælling om livet på landet, som jeg nu har fantasi til at forestille mig det, og om en tid hvor kristendommen og gammel overtro lever side om side. Vi begynder i midten af december, hvor Asgårdsrejen – en horde af døde sjæle – fejer gennem landet på årets længste dag. Historien er inspireret af flere gamle nordiske fortællinger, ritualer og mytiske væsener, men det er også en historie om skæbne, kærlighed og familie.

Jeg garanterer ikke andet end et nyt afsnit hver morgen fra 1. december og frem til juleaften.

God fornøjelse og glædelig december.

// Christine


  • 24. December

    Kirsten blev løftet op, og hvis dette virkelig var døden, der kom for at hente hende, havde det aldrig føltes så godt at mærke varmen fra en anden krop. Hun åbnede øjnene, men i mørket kunne hun ikke se ansigtet over sig, bare mærke de stærke arme. Måske det var lugten, men det mindede hende…


  • 23. December

    Kirsten forsøgte at skærme lanternen, så den ikke gik ud i den kolde vind. Det var blevet mørkt, og modsat sidst, hun havde bevæget sig den denne vej om natten, så var månen ikke fremme, og hvis først hendes lys gik ud, så var hun fanget i mørket, og hun vidste kun alt for godt,…


  • 22. December

    Kirsten gik med kappen slået om sig for at skjule kanden i favnen. Alle gæsterne var forsamlet inde i huset, og selvom det havde været svært nok at skubbe sig gennem mængden og vente til hendes moders opmærksomhed var fanget af noget andet, før hun kunne snuppe kanden, så var hun ikke længere i tvivl…


  • 21. December

    Den følgende dag var alle i huset tidligt oppe. Kirsten fordi hun ikke kunne finde ud af, hvad der var værst; at mareridtet af Johan blev ved med at vende tilbage, eller at hun kunne høre hans stemme, selv når hun var vågen og lå og så op i loftet. Hun lå og døsede let,…


  • 20. December

    Da Kirsten åbnede døren, hørte hun latter inde fra køkkenet, og Ane, der i samme øjeblik kom ud i gangen, slog straks armene om Kirsten og rystede hende en smule. “Nu ordner det sig alt sammen alligevel. Jagildet bliver i morgen som aftalt, Christians familie sørger for det hele.” Hun slap sin søster, men smilede…


  • 19. December

    Døren gik og Ane rejste sig fra sengekanten. “Det må være Christian.” Hun glattede skørtet på sin kjole og forlod så værelset. Et øjeblik senere hørte Kirsten deres stemmer ude fra gangen, og det lød rigtigt nok som Christian og hans fader. Kirsten kunne ikke skelne ordene. Så snart hun hørte dem fortsætte ind i…


  • 18. December

    Kirsten løftede først hovedet og åbnede øjnene, da hun igen hørte stemmer omkring sig. Bjørn var nået gårdspladsen, og hendes moder stod i døren, som Bjørn måtte dukke sig for at komme igennem. Han bar stadig Kirsten og lagde hende først fra sig i den seng, hun delte med Ane. “Tak,” sagde hun stille. Hendes…


  • 17. December

    Kirsten var vågen, da døren gik op, og Bjørn trådte ind fulgt af præstekonen. Hun sad på sengekanten og stirrede igen ud ad vinduet op mod kirken. Præstekonen havde redt hendes hår og hjulpet hende med kjolen. Hun var stadig udmattet, men feberen havde lagt sig, og såret på hendes arm væskede ikke længere. Og…


  • 16. December

    Næste gang Kirsten vågnede var det ikke præstekonen, der sad i hjørnet, men Ane. Hun lavede ingenting, rokkede bare frem og tilbage og så ud ad vinduet op mod kirken, eller måske hun så noget helt andet for sig. Sit liv på Skovgården, måske, nåede Kirsten at tænke. Tænk sig, hvis hun havde sovet forbi…


  • 15. December

    Senere kunne Kirsten ikke huske de første mange gange, hun vågnede, ligesom hun ikke kunne huske de brudstykker af samtalen, hun hørte gennem tågen af kulde, da nogen samlede hendes slappe krop op fra sneen på kirkegården. Hun mumlede nogle mærkelige ord, som hendes redningsmand ikke forstod, og endnu en gang holdt hun om armen,…