Ane havde i det mindste haft ret i en ting, og det var, at Kirsten ikke fik lov til at blive i sengen for evigt. Hun havde knap sovet, men så snart der var antydninger af det første dagslys, stod hendes moder og ruskede i hende. Ane var stået op, og Kirsten kunne svagt huske at vende sig rundt og blive liggende i sengen. Med et langt gab kom også Kirsten op af sengen, og inden hun stod påklædt ude i køkkenet, var det blevet så lyst, at man kunne skimte staldbygningerne og tuntræet midt på gårdspladsen. Kirsten stod der og så ud af vinduet, mens både moderen og Ane gik omkring i køkkenet for at gøre klar til morgenmaden og dagens gøremål.

“Det er Lussinatten i morgen nat,” sagde Kirsten, stadig mens hun kiggede på træet. Grenene på det gamle egetræ var dækket af sne ligesom jorden under det. Det var gårdens skytsgud og havde stået der så længe, at det virkede som for evigt. Kirsten opdagede slet ikke, at hendes familie måtte gå rundt om hende for at komme omkring i køkkenet.

“Vi burde ofre noget til det.” Nu vendte hun sig mod sin moder. “På Lussinatten kommer Asgårdsrejen gennem landet og tager, hvad de vil. Vi burde sikre os mod deres onde ånder.” Asgårdsrejen var de afdødes ånder, der for gennem gårde og byer på årets længste nat, og Kirsten vidste, at unge møer sommetider forsvandt på deres gennemrejse. Men Kirsten, der vidste, at de andre ikke var glade for hendes historier, ville ikke stå der og sige, netop som de gjorde klar til morgenmaden, at hun var bange for, at de døde skulle komme og tage hende.

“Vi burde sikre juleøllet,” sagde Kirsten i stedet, netop som hendes fader kom ind i køkkenet og satte sig til rette på sin stol. Ane trak Kirsten med ned på bænken med ryggen til tuntræet.

“Hvem taler om juleøl fra morgenstunden?” spurgte faderen og gik straks i gang med at skovle grød over.

“Kirsten synes, vi skal sikre det mod Asgårdsrejen på Lussinatten,” forklarede Ane.

“Pff, sikke noget vås. De døde er, hvor de fortjener det og kommer ikke rendende her, Lussinat eller ej,” sagde hendes fader med munden fuld af varm grød, som han næsten brændte sin tunge på, som han gjorde det hver morgen, fordi han var for travl til at vente. Kirstens grød var som regel næsten kold, inden hun blev færdig, og også denne morgen sad hun bare og vendte skeen i sin hånd.

“Jeg smagte i øvrigt på juleøllet den anden dag, da Peder og Christian fra Skovgården var her – god, rigtig god.” Det sidste var mere en mumlen, og Kirsten kunne faktisk ikke være helt sikker på, hvad han egentlig mente om øllet, for ordene forsvandt i endnu en mundfuld grød.

“Men synes du ikke…” begyndte Kirsten, men hendes fader, der trods alt havde kendt hende hele hendes liv, afbrød hurtigt:

“Nej, Kirsten, og glem nu alt dit heksesnak. Jeg ved ikke, hvem der har sat dig alt det i hovedet. Det er sikkert din moster, hun har alle dage været skør.” Han så et øjeblik på moderen, der rystede på hovedet som for at fralægge sig det ansvar. 

“Pas på, hvad du siger. Hun kommer til jul, og det skulle ikke undre mig, om fuglene og edderkopperne bringer dine ord tilbage til hende.”

“Hhmmm, hun har aldrig brudt sig om mig alligevel, så hvad forskel gør det?” sagde faderen, og så havde alle glemt alt om tuntræet og Asgårdsrejen. Kirsten kunne selvfølgelig ikke forklare sin far, at de dagdrømme, hun ifølge ham levede mere i end i den rigtige verden, ikke var noget, hun havde fået fortalt eller fundet på. Hun havde set dyndfolket og nisserne lige så virkelige, som hun kunne se ham nu der på den anden side af bordet med grød i skægget. Men hun sukkede blot og vendte sig så for at se ud på tuntræet på gårdspladsen. Det var lige før solopgang nu, og i det grålige lys og med den hvide sne kunne hun tydeligt se både træet og den lille skikkelse, der smuttede over gårdspladsen, så hurtigt og let, at den nærmest løb ovenpå sneen, før den nåede stalden og forsvandt.